Radar


Se DMI's radarbilleder.
 

DMI har 5 radarer fordelt ud over Danmark. De er placeret på Stevns ved Stevns Naturcenter, på Rømø og i Sindal i Vendsyssel, én i Almindingen på Bornholm og én i Virring i Østjylland.
Radarene er placeret, så de dækker Danmark samt områder omkring Danmark.
 

En radar sender kortbølget elektromagnetisk stråling afsted. Når impulsen møder en dråbe, reflekteres en del af energien tilbage til radaren, og afstanden til dråben bliver beregnet.
I det nuværende setup scannes omgivelserne, idet radarens antenne roterer 360 grader rundt i en fast vinkel mellem 0,5 og 15. Et fuldt scan rundt tager cirka 3 minutter og gentages hvert 5. minut.
Radarene kan registrere nedbør op til 240 km væk og flere kilometer op i atmosfæren.

Alle fem radarer er "dual-pol C-band" med dopplereffekt. Dette gør det muligt at måle nedbørspartiklernes volumen, så de kan klassificeres. Det betyder igen en større præcision i identifikationen af nedbørstyper; dvs. hvornår der falder regn, sne eller slud. Det er også mulig at bedømme størrelsen af nedbørspartiklerne og måle vindstyrken og -retningen i forbindelse med nedbør.

Et nyere tiltag for DMI’s radarbilleder er, at der også er en 90 minutters radarfremskrivning. Det betyder, at seneste radarbillede flyttes frem med tiden og følger vinden. Derved kan man få et godt bud på, hvor regnen bevæger sig hen. Længere fremme i tiden er der typisk mere kvalitet i at kigge på vejrudsigten, som benytter DMI's mere traditionelle vejrmodeller.

Viden om vejr og klima

Se alle