DMI fortsætter i spidsen for europæisk satellitsamarbejde

Ny aftale med den europæiske meteorologiske satellitorganisation EUMETSAT betyder, at DMI også fremover skal udvikle satellitdata, der gør vejrudsigter mere præcise og styrker klimaforskningen verden over.

DMI's direktør Marianne Thyrring trykker hånd med EUMETSAT's direktør Phil Evans, efter at have underskrevet en aftale, der sikrer DMI's rolle som leder af ROM SAF til 2032.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) fortsætter som leder af Radio Occultation Meteorology Satellite Application Facility (ROM SAF), som er et center under  EUMETSAT (European Organisation for the Exploitation of Meteorological Satellites).

Det betyder, at DMI stadig skal stå i spidsen for EUMETSAT’s internationale videnscenter for radio-okkultationer – måling af atmosfæren via signaler fra GPS-satellitter. Med en ny fem-årig aftale videreføres et samarbejde, som siden 1999 har gjort DMI til et af Europas førende fagmiljøer inden for satellitbaserede atmosfæremålinger med radio-okkultationsmetoden. 

Aftalen blev i dag underskrevet af DMI’s direktør Marianne Thyrring i forbindelse med seneste EUMETSAT rådsforsamling for medlemslandene i Darmstadt den 1. juli 2026. Dermed skal DMI frem til 2032 fortsat udvikle og levere data baseret på radio-okkultationsmetoden, som anvendes af meteorologiske institutter og andre forskningsmiljøer verden over.

- At DMI igen får ansvaret for ROM SAF er en anerkendelse af den store ekspertise, vi har opbygget gennem mere end 25 år. Samtidig sikrer aftalen, at vi fortsat kan udvikle satellitdata, som bidrager til både mere præcise vejrudsigter og ny viden om klimaet, siger Kent Bækgaard Lauritsen, projektleder for ROM SAF ved DMI.

Præcise atmosfæremålinger

ROM SAF bygger på radio-okkultation, som er en satellitteknik, der analyserer radiosignaler fra navigationssatellitter som for eksempel GPS og Galileo. Ud fra signalernes afbøjning i Jordens atmosfære kan forskerne beregne blandt andet temperatur, luftfugtighed og tryk gennem store dele af atmosfæren.

Dataene er blandt de mest præcise atmosfæremålinger, der findes fra satellitter. De indgår som meget vigtige data i de vejrmodeller, der danner grundlag for vejrudsigter over hele verden. Samtidig anvendes de til lange klimaserier, der gør det muligt at følge ændringer i atmosfæren over tid. 

Vigtigt bidrag til klimavidenskab

Dataene fra ROM SAF spiller også en central rolle i klimaforskningen og er en del af DMIs Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF). 

Fordi målingerne er meget stabile over tid og uafhængige af instrumentkalibrering, kan de bruges til at opbygge lange, sammenhængende og præcise tidsserier af atmosfærens temperatur og fugtighed. Det gør det muligt at følge ændringer i klimaet med høj præcision, og de bidrager til bedre forståelse af blandt andet atmosfærens ændringer i de øvre luftlag. Målingerne understøtter derfor også FN’s Klimapanels (IPCC) arbejde med at monitere og dokumentere klimaændringer.

Den nye aftale har en samlet værdi på 6,2 millioner euro. Omkring halvdelen af midlerne går til DMI og finansierer både den operationelle drift og den fortsatte udvikling af satellitprodukterne.

Faktaboks | EUMETSAT

  • EUMETSAT (European Organisation for the Exploitation of Meteorological Satellites) er den fælles-europæiske organisation for operationelle vejrsatellitter og er beliggende i Darmstadt, syd for Frankfurt i Tyskland.
  • De fleste lande i Europa er medlemmer af EUMETSAT.

Faktaboks | SAF (Satellite Application Facilities)

  • Der findes 8 SAF’er med hvert deres fokusområde.
  • SAF’erne er decentrale processeringsenheder og udviklingscentre under EUMETSAT.
  • Gennem SAF’erne udnyttes ekspertise i medlemslandene.
  • Konceptet med SAF’erne startede i slut 1990’erne.

Faktaboks | ROM SAF (Radio Occultation Meteorology Satellite Application Facility)

  • ROM SAF har fokus på, at de såkaldte radio-okkultationsmålinger bidrager til, at man udnytter disse data optimalt og får mest mulig information ud fra disse målinger.
  • Radio-okkultationsmålinger bidrager inden for tre hovedområder: NWP (Numerical Weather Prediction), klima, og rumvejr.

Viden om vejr og klima

Se alle