Rekordvarmt hav og knastørt Vesteuropa satte præg på juli 2026

Havoverfladen på tværs af næsten hele kloden uden for polarområderne har aldrig været varmere i en juli måned. Samtidig afsluttede Vesteuropa sin varmeste juni-juli-periode nogensinde med hedebølger, tørke og omfattende naturbrande.

Juni og juli 2026 blev tilsammen de varmeste, der er målt i Vesteuropa. Gennemsnitstemperaturen lå 2,79 grader over normalen for 1991-2020. Kortet viser, hvor temperaturerne især skilte sig ud, mens grafen viser udviklingen siden 1979. Grafik: Copernicus Climate Change Service/ECMWF.

Varmen fortsatte i juli. Ifølge den europæiske klimatjeneste Copernicus Climate Change Service (C3S) blev den globale havoverfladetemperatur uden for polarområderne den højeste, der nogensinde er målt i en juli måned.

Den gennemsnitlige temperatur i havoverfladen på tværs af næsten hele kloden – fraregnet polarområderne – nåede 20,96 °C. Det er 0,07 grader over den hidtidige julirekord fra 2023.

Særligt store områder af det tropiske Stillehav var usædvanligt varme. Her er El Niño under udvikling og ventes ifølge Copernicus at blive yderligere forstærket i de kommende måneder. Omkring Europa blev der samtidig målt rekordhøje julitemperaturer i havet langs Atlanterhavskysten og i det vestlige Middelhav, hvor store områder var ramt af kraftige marine hedebølger.

– Havet er en stor del af historien om den varme, vi oplever. Det optager langt størstedelen af den ekstra varme i klimasystemet og afgiver den igen langsomt. Når havet allerede er usædvanligt varmt, kan det være med til at holde temperaturen oppe og forlænge perioder med varme, siger Jacob Høyer, fungerende chef for Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.

To måneder med usædvanlig varme

Globalt blev juli 2026 den næstvarmeste juli i Copernicus’ måleserie, kun overgået af juli 2023. Temperaturen var 1,47 °C over niveauet i den førindustrielle periode 1850-1900.

Europa som helhed skilte sig mindre markant ud. Juli blev den 11. varmeste i måleserien.

I Vesteuropa var billedet det modsatte. Juni og juli tilsammen blev den varmeste tomånedersperiode nogensinde målt for regionen: 21,62 °C i gennemsnit, hele 2,79 grader over normalen for 1991-2020.

Den langvarige varme faldt sammen med stadig mere udtørrede jorde. Frankrig, Spanien, dele af Tyskland og Storbritannien oplevede usædvanligt lidt nedbør eller meget lav jordfugtighed, og vandføringen i blandt andet Seinen, Rhinen og Donau var langt under normalen. Kombinationen af varme og tørke var samtidig med til at skabe forhold for omfattende naturbrande i Vesteuropa.

Læs hele Copernicus' pressemeddelelse 

Viden om vejr og klima

Se alle