Badevandstemperatur
Hvad betyder flagene på stranden?
Hold øje med livreddernes flag, før du går i vandet. Flagene fortæller, om livredderposten er åben, og om der er særlige risici ved at bade.
-
Rød-gult flag
Livredderposten er åben. Udvis almindelig opmærksomhed, og bad helst mellem de to rød-gule flag ved vandkanten, hvor livredderne har bedst mulighed for at holde øje med dig.
-
Grønt flag
Normale badeforhold og livredder på stranden. Nogle strande bruger det grønne flag med samme betydning som det rød-gule. Vær stadig opmærksom, når du bader.
-
Gult flag
Vær særligt forsigtig. Der kan blandt andet være store bølger, kraftig strøm, fralandsvind, brandmænd eller alger. Spørg livredderen om de aktuelle forhold.
-
Rødt flag
Badning er forbundet med livsfare og frarådes. Gå ikke i vandet, og følg altid livreddernes anvisninger.
-
Blå Flag
Blå Flag er ikke et signal om dagens badeforhold. Det er en international miljømærkning for strande og havne, der opfylder en række krav til blandt andet miljø og faciliteter.
Husk: Forholdene i vandet kan ændre sig hurtigt. Følg livreddernes anvisninger, og læs eventuelle sikkerhedsskilte på stranden.
DMI samarbejder med TrygFonden og Den Nordsjællandske Livredningstjeneste om at formidle badevandstemperaturer og aktuelle badeforhold ved danske strande og havnebade.
- I år er der badevandstemperaturer for i alt 54 strande.
- TrygFondens livreddere overvåger 34 strande fra den 26 juni til den 19. august landet over. Den Nordsjællandske Livredningstjeneste måler på 20 strande fra den 27. juni til den 9. august.
- Badevandets temperatur måles i en meters dybde, fra omkring kl. 10 når livreddertårnene åbner.
For strande bemandet af Tryg livreddere:
Vi modtager målinger om temperatur, alger, fralandsvind og stærk strøm.
Ved de to sidstnævnte bliver der advaret om det når man klikker på temperaturen for stranden. (Se nedenstående billeder)
Bemærk: Vi modtager lige nu ikke oplysninger om gopler og visningen af dem er derfor ikke korrekt.
- Uden for livreddersæsonen ophører overvågningen og dermed også de manuelle målinger på strande og i havnebade.
- For de hårdføre vinterbadere er der stadig hjælp at hente. På dmi.dk under ’Målinger seneste 24 timer’ kan du se Kystdirektoratets (KDI) og DMI’s seneste målinger af havtemperaturen. Disse målinger er også mulige at hente via API fra DMI's Frie Data
- KDI og DMI’s målinger er målt tæt ved havbunden i forbindelse med en vandstandsmåler –ikke nødvendigvis tæt ved en populær badestrand. Alene målingens dybde gør, at DMI’s og KDI’s målinger oftest vil være lavere end den badevandstemperaturen, som livredderne måler tæt på land.