DMI vil i lommen på grønlænderne

DMI lancerer en grønlandsk udgave af ’Meteorologens kommentar’, der kan læses på mobilen. Her forklarer meteorologerne det vejr, der får betydning for hverdagen – i et mere direkte sprog og med blik for de store lokale forskelle.

Grønlands fjelde, fjorde, indlandsis og store afstande påvirker vejret markant og kan gøre udviklingen vanskelig at forudsige.

Vejret har stor betydning for hverdagen i Grønland. Vind, sne, tåge og is kan afgøre, om man kan sejle, flyve eller færdes mellem byer og bygder. Samtidig kan forholdene ændre sig hurtigt og være vidt forskellige fra sted til sted.

Derfor lancerer DMI nu en grønlandsk udgave af ’Meteorologens kommentar’. Her vil meteorologerne forklare det vigtigste vejr de kommende dage og sætte ord på, hvad borgerne især skal være opmærksomme på – ikke mindst ved sammenfald med lokale arrangementer.

– Vi vil gøre vores viden mere tilgængelig og relevant for de borgere, der bruger vejrudsigterne i deres hverdag. Kommentaren skal ikke blot gentage prognosen, men i øjenhøjde forklare, hvad der er på vej, og hvorfor vejret udvikler sig, som det gør, siger Anna Christiansson, der leder DMI’s Arktiske Vejr- og Istjeneste.

Erfaring fra et populært format
Den nye kommentar bygger på erfaringerne fra den danske ’Meteorologens kommentar’, som er et af DMI’s mest populære produkter. Her træder meteorologen et skridt tilbage fra symboler og temperaturtal og forklarer vejret i sammenhæng.

I Grønland kan det for eksempel være et kraftigt lavtryk, voldsomme faldvinde fra indlandsisen, tæt tåge, snefygning eller store lokale forskelle i vind og nedbør.

– Vejret kan få meget konkrete følger for den enkelte. Derfor skal vi forklare det på en måde, der tager udgangspunkt i borgernes behov og i de forhold, de faktisk møder, siger Anna Christiansson.

Kommentaren skal også gøre det lettere at forstå, hvorfor prognosen kan ændre sig. Grønlands fjelde, fjorde, indlandsis og store afstande påvirker vejret markant og kan gøre udviklingen vanskelig at forudsige.

Vejr og is hænger sammen
Den nye service bliver en del af DMI’s samlede formidling til borgerne i Grønland. DMI udsender allerede vejrudsigter og varsler og følger døgnet rundt udviklingen i vejret omkring landet.

DMI driver også Den Grønlandske Istjeneste, som er et af instituttets arktiske flagskibe. Istjenesten bruger blandt andet satellitbilleder til at kortlægge havis og drivende is og leverer viden, som bidrager til sikker sejlads.

Især omkring Kap Farvel kan vejret og isen skabe vanskelige forhold. Her kan kraftig vind, stærke strømme, havis og isbjerge optræde samtidig.

– I Grønland hænger vejret, havet og isen tæt sammen. Når vores meteorologer og iseksperter deler deres viden i et mere tilgængeligt format, bliver det lettere for borgerne at forstå den situation, de står i, siger Anna Christiansson.

Find det på Facebook
Den grønlandske ’Meteorologens kommentar’ udgives på Facebook, når vejrsituationen giver behov for en nærmere forklaring. 

Profilen på Facebook oprettede DMI i 2021. Varslingen for farligt vejr gik tidligere til grønlandske myndigheder, politi og beredskaber, men fra 2022 er varslerne også blevet formidlet via Facebook.

– En stor del af den grønlandske befolkning har tradition for at bruge Facebook, altså via deres personlige profil. Derfor har DMI oprettet en Facebook-side. Vores varsler for farligt vejr kan således både følges på dmi.dk og på Facebook, man kan roligt sige, at vi kommer tættere på de lokale, siger Anna Christiansson.

Indtil videre løber den grønlandske udgave af ’Meteorologens kommentar’ som et forsøg til og med august 2026.

/DMI Kommunikation 

Viden om vejr og klima

Se alle