Vi ved meget om Antarktis’ overflade, men langt mindre om, hvad der foregår inde i og under de enorme ishylder, som strækker sig fra kontinentet og ud over havet.
Det vil et internationalt forskerhold nu ændre på. Med undervandsrobotter, måleinstrumenter klimamodeller og kunstig intelligens vil forskerne undersøge, hvordan havets og atmosfærens varme påvirker isen, og hvor der opstår smeltning og sprækker.
Projektet hedder SKUA og er co-ledet af klimaforsker Ruth Mottram fra DMI.
En isterning i grumset vand
Forestil dig en isterning i et glas grumset vand. Du kan se isens overflade, men ikke hvad der foregår under vandet. Bliver vandet varmere, smelter isen hurtigere. Men hvor hurtigt, og hvordan varmen overføres til isen, er vanskeligere at se.
På Antarktis foregår noget tilsvarende i kolossal skala.
Her er store dele af kontinentet dækket af en flere kilometer tyk iskappe. Langs kysterne flyder isen ud over havet og danner enorme ishylder, der kan strække sig hundredvis af kilometer fra land.
– Vi har efterhånden et godt billede af, hvad der sker på isens overflade, men under ishylderne gemmer der sig stadig store ubekendte. Vi skal forstå, hvordan havets varme når frem til isen, og hvordan det påvirker dens stabilitet, siger Ruth Mottram, klimaforsker ved DMI. Samtidig har vi meget få observationer direkte fra overfladen; selv enkle målinger som snefald og temperatur er vanskelige, og forskningen i, hvordan atmosfæren, havet og iskappen spiller sammen, er stadig i sin vorden.
Ishylderne holder igen på indlandsisen
Ishylderne er ikke blot enorme isflager. De fungerer også som bremseklodser for den landbaserede is, der langsomt bevæger sig mod havet.
Når en ishylde bliver tyndere eller bryder op, kan den miste noget af sin evne til at holde igen på isen bagved.
Selve ishylden får ikke havet til at stige nævneværdigt, når den smelter. Den flyder allerede på vandet. Men hvis mere is fra land strømmer ud i havet, bidrager det til stigende havniveau.
– Ishylderne spiller en vigtig rolle for, hvor hurtigt Antarktis kan miste is i fremtiden. Derfor er det afgørende at forstå de processer, der svækker dem. Den viden skal gøre vores beregninger af fremtidens havniveau mere præcise, siger Ruth Mottram. Der er nogle beviser for, at tabet af en ishylde rent faktisk udgør et vendepunkt for den pågældende del af iskappen. Når ishylden først er væk, er det i vores opvarmende klima næsten umuligt at genopbygge den, og dette tab medfører, at gletcherisen bagved strømmer hurtigere ud i havet.
Forskerne vil til bunds i isens hemmeligheder
Forskerholdet vil arbejde ved den omkring 400 kilometer lange Riiser-Larsen-ishylde langs Østantarktis’ kyst. Ishylden er større end Danmark og er – lige nu – stabil. Den ligger tæt på den svenske forskningsstation Wasa, og det svenske Polarsekretariat er med til at løse logistikken i projektet. Antarktisforskning er meget vanskelige og forskellige lande er vant til og nødt til at arbejde tæt sammen i store forskningsprojekter.
Her skal undervandsrobotter undersøge forholdene under isen, mens sensorer i borehuller og instrumenter til måling af turbulens skal afsløre, hvordan varme transporteres mellem havet og isen.
Samtidig vil DMI-forskerne bruge kunstig intelligens til at forbedre behandlingen og analysen af satellitdata
Målet er at samle målingerne til et mere fuldstændigt billede af ishyldernes tilstand – fra overfladen gennem isen og helt ned til mødet med havet.
Forskerne vil blandt andet undersøge, hvor isen smelter, hvordan sprækker opstår, og hvilke processer der kan gøre ishylderne mere sårbare.
– Vores endelig mål er at bygge det hidtil mest præcis modelleringssystem til at give de bedste mulige prognoser af Antarktisisens fremtiden samt prognoser for havniveaustigning i blandt andet danmark, siger Ruth Mottram.
Den nye viden skal forbedre klimamodellernes evne til at beregne, hvordan Antarktis’ is vil udvikle sig, og hvilke konsekvenser det kan få for havniveauet i resten af verden.
Antarktis kan få havet til at stige i Danmark
Selvom Grønland ligger langt tættere på Danmark, er det især Antarktis, der rummer det store potentiale for fremtidige havniveaustigninger ved vores kyster. Det skyldes både de enorme ismasser og tyngdekraften, som får smeltevandet til at påvirke havniveauet mere langt fra den iskappe, der mister is.
Smeltede hele Grønlands indlandsis, ville verdenshavene i gennemsnit stige omkring syv meter. Antarktis rummer is nok til omkring 60 meter. En fuldstændig afsmeltning ville dog tage årtusinder, selv i et meget varmere klima.
Det er altså under isen på den anden side af kloden, at forskerne skal finde nogle af svarene på, hvor højt havet kan komme til at stå ved de danske kyster.