DMI forlænger vejrudsigten til Ilulissats nye lufthavn

Når den nye internationale lufthavn i Ilulissat åbner, er DMI’s meteorologer klar til at levere vejrudsigter, der passer til den nye lange landingsbane. Vejrudsigten skal nu gælde et døgn i stedet for ni timer, og der skal tages hensyn til nye grænser for sigtbarhed og skyernes base.

Allerede i dag udarbejder DMI’s meteorologer i Nuuk vejrudsigter for Ilulissat. Med åbningen af den nye atlantlufthavn skal vejrudsigterne tilpasses, så de dækker de længere flyvninger og de behov, der følger med den nye lufthavn.

Meteorologer på vagt døgnet rundt
DMI har fire udstationerede meteorologer i Nuuk, som bemander tjenesten hos Arktisk Kommando hele døgnet, året rundt. Herfra følger de vejrudviklingen, udsender varsler og udarbejder vejrudsigter til flytrafikken i Grønland i tæt samarbejde med blandt andre Air Greenland og Forsvaret.

Det er et arbejde, der kræver både meteorologisk faglighed og et indgående kendskab til de særlige forhold i Grønland. Her er vejret ikke blot noget, man taler om over morgenkaffen. Det har direkte betydning for, om flyene kan komme af sted og lande som planlagt.

Vejret binder Grønland sammen
I Grønland spiller lufttrafikken en afgørende rolle for infrastrukturen og samfundets forsyningssikkerhed. Afstandene mellem byerne er store, og fly (og båd) er for langt de fleste byer eneste forbindelse til resten af landet. Derfor er pålidelige vejrudsigter også en vigtig del af det arbejde, der får hverdagen til at hænge sammen.

Den nye lufthavn i Ilulissat skal være åben døgnet rundt, og den er bygget, så større fly også kan lande. De ændringer gør, at DMI’s meteorologer forlænger vejrudsigten fra at gælde 9 timer til at gælde 24 timer. De særlige vejrudsigter for fly kaldes for en TAF – en forkortelse af Terminal Aerodrome Forecast.

En TAF kommunikeres i tal og forkortelser, så piloter og planlæggere hurtigt kan afkode om der er godt vejr, eller om vejret kan blive en hindring for at lande eller lette. En TAF dækker kun landingsbanen og opdateres hver 3. eller 6. time, og den har særligt fokus på sigtbarhed, skybaser, vindhastigheder og andre ting, der kan påvirke landingsbanen.

Viden om vejr og klima

Se alle