Hvert efterår gør klimaforskerne status over havisen ved Jordens to poler, Arktis i nord og Antarktis i syd. Og i år fortæller isen to forskellige historier.
I Arktis nåede havisen sit årlige minimum 13. september med en udbredelse på 5,07 millioner kvadratkilometer. Det er en markant restituering siden den rekordlave vinterudbredelse et halvt år tidligere. September som helhed endte som den 16. laveste gennemsnitlige udbredelse siden 1978.
Omkring Antarktis nåede havisen derimod sit årlige maksimum 10. september med 18,19 millioner kvadratkilometer. Månedens gennemsnit blev det tredje laveste i måleserien.
– Det er bemærkelsesværdigt, at havisen i Arktis har bevaret så meget af sin vinteris efter vinterens rekordlave udbredelse. Men det betyder ikke, at klimaforandringerne har sluppet grebet om isen. Vi skal også se på, hvor tyk den er, siger Gorm Dybkjær, klimaforsker ved DMI.
Havisen er klimaets lakmuspapir
Men hvorfor interesserer klimaforskere sig så meget for, hvor mange millioner kvadratkilometer havis der findes?
– Videnskaben overvåger havisen, fordi den både fortæller os, hvordan klimaet forandrer sig, og selv påvirker temperaturen på Jorden, siger Gorm Dybkjær.
Hvid havis reflekterer en stor del af Solens stråler tilbage mod verdensrummet. Når isen smelter, kommer det mørke hav frem. Havet optager langt mere solenergi, som bliver til varme og kan smelte endnu mere is. Is og sne har altså langt højere albedo (reflektionsevne) end åbent hav.
Albedo er således en vigtig årsag til, at Arktis opvarmes langt hurtigere end kloden som helhed.
– Havisen er en indikator i klimasystemet. Når vi mister den hvide overflade, mister vi også noget af Jordens evne til at sende solens energi tilbage til rummet. Derfor er havisen ikke kun et tegn på opvarmningen. Den er også med til at forstærke den, forklarer Gorm Dybkjær.
Isen bliver tyndere
Siden 2007 har havisens udbredelse i Arktis ved sommerens afslutning været nogenlunde stabil. Det kan umiddelbart ligne et brud med den langvarige tilbagegang.
Men isens tykkelse fortæller en anden historie.
DMI’s beregninger og internationale opgørelser peger på, at den samlede mængde sommerhavis sandsynligvis er faldet med mindst 20 procent siden 2007. Isen dækker altså omtrent det samme område som i de seneste knap 20 somre, men der er mindre af den.
– Vi har fået et tyndere og mere sårbart isdække. Det betyder, at usædvanlige vindforhold, tilstrømmende varm luft eller varme havstrømme lettere kan udløse store tab af havis. Det så vi i 2007, og spørgsmålet er, om vi kan få en tilsvarende pludselig tilbagegang igen, siger Gorm Dybkjær.
Antarktis viser et andet mønster
På den sydlige halvkugle er billedet anderledes.
Havisen omkring Antarktis har gennem de seneste fire vintre haft en usædvanligt lille udbredelse. September 2026 fortsætter mønstret, og forskerne ser tegn på, at havisens normale variationer er under forandring.
Hvor Arktis har oplevet en kraftig, langvarig tilbagegang i havisen, har udviklingen omkring Antarktis været mere omskiftelig. Men de seneste års lave udbredelser vækker opsigt.
– Vi ser to forskellige udviklinger ved polerne. I Arktis bliver sommerisen tyndere, selvom udbredelsen har været forholdsvis stabil i en årrække. Omkring Antarktis er det især de seneste års meget lave vinterudbredelser, der kalder på vores opmærksomhed. Begge dele fortæller os, at havisen fortsat er under forandring, siger Gorm Dybkjær.
DMI følger udviklingen gennem satellitmålinger og beregninger af isens tykkelse. Næste faste status kommer, når årstiderne igen skifter ved polerne.
