Verifikation – hvor god var vejrprognosen?

En væsentlig del af at kunne lave bedre og bedre vejrudsigter, er bagefter at vurdere, hvor præcist man ramte.

Der gennemføres en omfattende verifikation af, hvor præcise modelberegningerne viste sig at være. Dette gøres både af hensyn til vejrmodellens brugere og for at kunne forbedre modellen yderligere.

For eksempel sammenlignes målinger af temperatur, vind og nedbør for et net af DMI-stationer i Danmark med tilsvarende prognoser fra vejmodellen. Man sammenligner også prognosedata med målinger fra vejrballoner og satellitter. Den systematiske og omfattende verifikation sker automatisk på daglig basis, og verfikationsdata opsamles derved for længere tidsrum (måneder og år).   

I figurerne nedenfor  vises eksempler på sammenligner af forskellige modellers forudsigelser af vinden på målestation Ikermit i Grønland. Der vises prognoser for seks forskellige dage i november 2016. Data vises for tre forskellige modeller og for målinger  ( blå farve).  Man ser, at for de viste dage forudsiger den finmaskede model ( 2.5 km HARMONIE ) de kraftige vinde langt bedre end modellerne i grovere oplæsning.  

Kraftige byger er en udfordring

Særligt kraftige byger har det med at falde meget lokalt, og da vi ikke har målestationer over hele landet, er verifikation af nedbør, især kraftig intensitet, en større udfordring. Der er ganske enkelt ikke målestationer nok til at `opdage´ alle vigtige nedbørshændelser.

Desuden kan det ske, at modellen ikke forudsiger en kraftig nedbørshændelse på lille skala i netop det punkt, hvor der måles nedbør, men i kort afstand derfra. Det giver ikke en optimal eller `fair´ verifikation.

Men med DMI’s landsdækkende radarnet til hjælp af verifikationen, er DMI i dag i stand til at producere detaljerede kort-analyser over målt nedbør i Danmark time for time.

Disse er af uvurderlig betydning, når nedbøren fra finmaskede modeller skal verificeres. I praksis gælder forudsigelser af kraftig nedbør altid for større eller mindre geografiske områder. Nedbørsanalyserne kan sammenlignes direkte med modellens forudsigelser for de områder, som modellen forudsiger nedbøren i. 

Der udvikles fortsat nye værdifulde verifikationsmetoder, herunder også verifikation i forbindelse med sandsynligheder fra ensemble-prognoser.

Temaansvarlig Bent Hansen Sass
Opdateret 4. september 2018

Viden om vejr og klima

Se alle