På udkig efter hvid jul

Både statistik og prognoser tyder på, at julevejret bliver noget lunkent i Danmark, mens Grønland får det ganske koldt, og sneen på jorden vil knirke under fødderne.

Julestemningen bredte sig i begyndelsen af december, mens de hvide fnug dalede fra himlen. Meget ulig normalt dansk decembervejr fik sneen lov at blive liggende flere steder og håbet om hvid jul voksede, efterhånden som nedtællingen til 24. december tog fart.
Ugen op til jul skiftede vejrtypen dog til en mere grå, blæsende og våd slags, og meget tyder på, at det kommer til at sætte sit præg på juleaftensdag. Vejrudsigten lyder for nuværende på et par graders varme, og den nedbør, der falder, ligner mest slud og tøsne. Chancen for landsdækkende hvid jul er definitivt på nul.

Tirsdagens vagtchef, Jens Baunbæk Lindskjold, uddyber:

”Vi kan ikke afvise, at der lokalt kan falde sne den 24. december. Men generelt peger de seneste prognoser på, at en front nærmer sig Danmark fra sydvest, og meget tyder på, at slud eller meget våd sne kan ramme rundt omkring i landet i løbet af den 24. Prognosen er selvfølgelig stadig noget usikker, og slud kan både ændre sig til regn eller sne ved mindre ændringer i de næste prognoser, men landsdækkende hvid jul kan vi afvise helt.”

I juledagene passerer et mindre lavtryk nord om landet, og det giver anledning til en meget ustadig og blæsende vejrtype, og 2. juledag åbner det for spredte snebyger.

Betyder det så, at kælken kan blive luftet mellem jul og nytår?

”Prognoserne for næste uge skal tolkes med forsigtighed, men meget tyder på, at det for en stund kan blive køligere mellem jul og nytår, og lige nu ser det ud til, at sne kan ramme flere steder 2. juledag. Men derefter er der igen lagt op til at vejret kommer ind over landet fra vest, så selvom nedbøren ind imellem bliver hvid, er der hurtigt plusgrader eller regn, der gør det af med sneen igen.”

Den landsdækkende hvide jul bliver sjældnere
’Landsdækkende hvid jul’ – altså, når mindst 90 procent af landet er dækket af mindst 0,5 cm sne den 24. december kl. 16 – bliver sjældnere og sjældnere.

Klimatolog på DMI Mikael Scharling forklarer:

”Siden år 1900 har vi kun haft landsdækkende hvid jul ni gange. Sidst, vi havde landsdækkende hvid jul, var i 2010. Dermed går der i gennemsnit 14 år mellem hver gang, vi har landsdækkende hvid jul, og den statistiske sandsynlighed er derfor helt nede på 7 procent,” fortæller klimatologen, og tilføjer: ”Lokal hvid jul forekommer selvfølgelig en del oftere, så mange har oplevet hvid jul efter 2010, f.eks. i 2012, 2018 og sidste år, selvom vores statistik for landsdækkende hvid jul siger noget andet.”

Hvid eller grøn jul i Grønland?
Tilbage til det aktuelle julevejr – længere mod nord. Her skulle man tro, at der er ’hvidjuls-garanti’ – også når man ser, at det store land er trukket godt ind i en iskold vind fra nord. Men der er alligevel noget, der driller.

DMI’s grønlandsmeteorolog Lene Bonde forklarer:

”I Grønland ser det ud til både at blive en kold juleaften, men den bliver også tør i det meste af det store land. Dermed er det nedbøren i tiden op til 24. december, som afgør om julen bliver hvid, og her har plusgrader langs sydvestkysten drillet lidt. Enkelte bygder mod syd kan derfor få en grå jul. Den hvideste jul må næsten blive på Færøerne, hvor der er faldet en masse sne på det seneste, og hvor kulden også har godt fat i denne uge.”

Så det grønlandske hvidjulsbarometer må ligge lige under 100 procent.

Som nævnt, kan prognoserne stadig nå at ændre sig – især for dansk område. Så følg med i julevejret for Danmark i meteorologens kommentar her. Og dagens vejr i Grønland her.

Læs mere om, hvornår vi sidst havde jul i vores Tema om hvid jul i Danmark

20. december 2022
Af Herdis Preil Damberg, DMI Kommunikation

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle