Efter en tirsdag med smukt efterårsvejr til hele landet skifter vejret gear. Et lavtryk, der her onsdag eftermiddag ligger over Nordsøen, sydvest for Stavanger, bevæger sig i aften mod øst til Sydnorge, hvorefter det sætter kursen mod sydøst, ned over Danmark.
Når lavtrykket når frem til Danmark drejer vinden i nordvest og tiltager, og fra sent i aften til torsdag formiddag, bliver det især langs Vestkysten mellem Hanstholm og Blåvand særdeles blæsende.
Derfor er der udsendt DMI varsel om stormende kuling med vindstød af stormstyrke – se varslet her. Resten af landet vil også få vinden at føle, men ikke i samme grad som langs Vestkysten.
Ud over blæst følger der med lavtrykket en koldfront, der i aften og i nat passerer Danmark fra vest. Foran koldfronten mange skyer, stedvis diset og lidt regn eller byger her og der. Koldfronten når så den jyske vestkyst i aften med bygeagtigt regn der kan være ret kraftigt og især langs vestkysten en overgang med torden. Koldfronten bevæger sig mod øst og giver regn til hele landet; generelt mellem ca. 4 og 15 mm, stedvis i Jylland kan regnen være ret kraftig, og her kan der falde op mod 20 mm, lokalt i det vestlige Jylland måske lidt mere.
Torsdagen begynder med stedvis regn eller byger, men i løbet af dagen kommer kun enkelte byger og det klarer noget op med lidt sol. Vinden aftager i løbet af dagen og bliver svag til frisk fra nordvest. Fredag kan vi se frem til en dag med roligt og mest tørt vejr med sol mange steder.
Af vagthavende meteorolog Martin Lindberg, kl. 14.15, onsdag den 23. september