Lavtryk på vej med regn og rusk

Efter en tirsdag med smukt efterårsvejr til hele landet skifter vejret efterhånden gear. Et lavtryk, der natten til onsdag ligger over Skotland, bevæger sig mod øst til Sydnorge, hvorefter det sætter kursen mod sydøst ned over Danmark. Når lavtrykket når frem til Danmark drejer vinden i nordvest og tiltager, og fra onsdag aften til torsdag formiddag bliver det især langs Vestkysten mellem Hanstholm og Blåvand særdeles blæsende. Derfor er der udsendt DMI varsel om stormende kuling med vindstød af stormstyrke – se varslet her. Resten af landet vil også få vinden at føle, men ikke i samme grad som langs Vestkysten.

Ud over blæst følger der med lavtrykket først en varmfront og siden en koldfront, der begge passerer Danmark fra vest. Varmfronten passerer i onsdagens løb landet vestfra med skyer og lidt regn her og der, mens koldfronten først når frem til Jylland sidst på eftermiddagen. Koldfronten ventes at give regn til hele landet; generelt mellem 5 og 15 mm, men stedvis kan regnen være bygeagtig og ret kraftig, og her kan der falde op mod 20 mm, lokalt i det vestlige Jylland endda op til ca. 25 mm. 

Når regn og blæst i løbet af torsdagen har sluppet deres tag i landet, kan vi se frem til en fredag med roligt og mest tørt vejr med sol mange steder. 

 Af vagthavende meteorolog Mette Zhang, onsdag den 23. september.

Middelvind og vindstød torsdag kl. 05.

Viden om vejr og klima

Se alle