Blæst, ret kraftige byger og Forhøjet vandstand

Vi får en rigtig klassisk efterårsbygedag. Dagen begynder med lidt eller nogen sol og kun enkelte byger, men fra sidst på formiddagen får vi flere og kraftigere byger. De kan være med både hagl og torden. 

Det bliver desuden blæsende. Vinden kommer først fra sydvest, men drejer senere i nordvest og bliver let til hård, ved kysterne stedvis op til kuling, med ret kraftige vindstød. Ved Vestkysten og Vadehavet kan vinden i en overgang stedvis nå op på stormende kuling. 

Også i forbindelse med de kraftigste byger kan vindstødene blive lidt kraftigere, og lokalt, især i tordenbyger, kan de komme op på stormstyrke, omkring 25 m/s.

Mandag: Forhøjet vandstand især i Roskilde Fjord 

Sydvestvinden skubber store mængder vand fra Nordsøen ind gennem Skagerrak. Når vinden senere drejer om i nordvest, skubbes vandet videre ned gennem Kattegat.

Det giver potentiale for, at der stuves vandmasser op i fjordsystemer med nordvendte udmundinger. Vandet presses ind, og særligt i bunden af fjordene kan vandstanden derfor få et ekstra nøk op.

På nuværende tidspunkt ser det ud til, at man fra natten til mandag og frem til mandag eftermiddag, især i Roskilde Fjord, kan få vandstande på mellem 80 og 110 cm over dagligt vande. Herefter falder vandstanden igen relativt hurtigt.

Vi holder øje med situationen og opdaterer udsigter og information om både vejr- og vandstandsudviklingen her i Meteorologens Kommentar på DMI.dk.

Af vagthavende meteorolog Klaus Larsen søndag den 20. september 2026 

Viden om vejr og klima

Se alle