Denne første dag i november er præget af skyer og perioder med regn, som i aften og i nat bliver lidt mere vedvarende fordi en koldfront passerer ned over landet fra nordvest. Koldfronten følges af regnbyger og både front og byger bliver hængende over den østlige del af landet det meste af mandagen og rigtigt tørvejr bliver det først tirsdag.
Er højtryk over De Britiske Øer breder sig i løbet af ugen ind over Mellemskandinavien og vi får fra tirsdag og resten af ugen roligt og stabilt vejr.
Et højtrykspræget vejr om efteråret betyder ikke høj sol, nærmest tværtimod. Fordi dagene er korte og solen står lavt kan skyer blive hængende en stor del af dagen, men vi kan også være heldige og få dage med nogen eller måske en del sol.
Hvis opklaringen derimod kommer om natten kan vi komme tæt på nattefrost i det indre af landet og der kan dannes tåge.
Så den kommende uge kan, sammen med det rolige og stabile vejr, byde på både sol, skyer og tåge.
Af meteorolog Jeanne Mangerel