Lidt sol fik vi da rundt omkring, på Bornholm og over det vestlige Jylland. Skyprognosen var lidt for pessimistisk og vejret har vist sig bedre end sit rygte, i dag! Men skyet bliver det stadig og i skrivende stund ser det ud som om, at skyerne igen driver ind over det jyske.
Der ligger et højtryk vest for Danmark som sørger for stabilt vejr – tørt og svage vinde. Men når højtrykket indfinder sig i efterårs- og vintermånederne skaber det ofte skyet vejr. Højtrykket får luften til at synke ned mod overfladen, samtidig med trykket øges og luften opvarmes. Det lægger ’et låg’ på den nederste del af atmosfæren, i dét at den fugtige, køligere luft ved overfladen, ikke kan stige op og blande sig med de højere luftlag. Det resulterer ofte i et jævnt skydække uden meget variation. Det kalder vi en højtryks inversion. Herunder ses henholdsvis prognosens bud på skyerne og et satellitbillede, der viser hvor mange skyer der i virkeligheden var.
Mon ikke uhyggen vil brede sig i mange hjem i aften, når spøgelser, hekse og andre uhyggelige væsner går fra hus til hus og kræver slik – og hvis ikke de får det, så vanker der ballade!
For de fleste vil turen rundt foregå under et massivt skydække, der ikke levner månen mange chancer for at lyse op på den mørke og uhyggelige aften. Men der er heldigvis også gode nyheder: Vejret bliver både tørt, lunt og roligt. Altså perfekte forhold for de mange forældre, der skal med på turen for at holde styr på de små væsner – også når det hele bliver lidt for uhyggeligt.
Søndag står den på råhygge
Når roen atter sænker sig, og hyggen vender tilbage søndag, er det, som om vejret ikke rigtig er med på den. Det fortsætter nemlig i lørdagens grå spor, nu også med lidt regn af og til. Ikke ligefrem uhyggeligt, men til gengæld oplagt til råhygge med varm te eller kakao, et godt stykke kage – eller måske lidt slik fra lørdagens fangst.
Nattefrosten lurer i næste uge
Den kommende uge fortsætter det rolige efterårsvejr. I begyndelsen kan der endnu falde lidt regn, men efterhånden bliver det overvejende tørt, og der bliver også plads til perioder med sol.
Det rolige og til tider klare vejr skaber samtidig gode betingelser for både tåge og nattefrost. Så husk at holde dig opdateret på vejrudsigten, især hvis du skal ud i trafikken i de tidlige morgentimer. Sæsonens første nattefrost kan nemlig være en drilsk størrelse!
Af meteorolog Lars Henriksen, opdateret af meteorolog Marie Sinius-Clausen, lørdag den 31. oktober 2026