DMI udgiver en ugentlig tørkeprognose
Fremover kan danskerne aflæse sandsynligheden for tørke på dmi.dk. Tørkeprognosen supplerer det dagsaktuelle Tørkeindeks, der viser mængden af vand i det øverste jordlag, med de næste fire ugers sandsynlighed for tørke i det øverste jordlag.

21. maj 2025. DMI lancerer i dag en tørkeprognose, der supplerer det dagsaktuelle øjebliksbillede i Tørkeindeks med det forventede tørkeniveau for de kommende uger.
Trods lidt byger i landets østlige egne i weekenden og endda pæne nedbørmængder på Bornholm, batter det ikke meget i det store billede: Danmark har siden fredag ligget på den forkerte side af 9 på tørkeindekset, svarende til at vi har haft fire tørkedøgn i streg. Enkelte tørkedøgn er måske ikke så skadelige, men forsætter tørkedøgnene, specielt i starten af vækstsæsonen, bliver det hurtigt kritisk.
Overskrifterne i landets medier om den aktuelle tørke vidner om problemets alvor. Tørke koster, især for landbruget, men bondens ekstra udgifter til f.eks. kunstvanding skal hentes hjem igen, så det er hele samfundet, der rammes. Øget vanding belaster desuden forsyningsselskabernes leverance af vand til forbrugerne i nogle områder. Tørke er dyrt, også før myndighederne begynder at varsle brandfare.
– Vi mangler i dag mere end halvdelen af den mængde nedbør, vi normalt får i løbet af en hel maj måned. Selv hvis mængden af regn i juni bliver normal, vil der kunne mangle vand i det danske landskab. Vi kan ikke trylle regnen frem, men vi håber med en egentlig tørkeprognose, at kunne hjælpe dem, der berøres af tørken, til at kunne planlægge bedre. Hvor meget man vander og hvornår, hænger jo sammen med graden af tørke, siger klimatolog Mikael Scharling, der er DMI’s ankermand på tørkeprognosen og fortsætter: Det er også vigtigt at vide, hvornår en tørkesituation ophører.
Bygger på Tørkeindeks og månedsprognosen
DMI’s Tørkeindeks giver et dagsaktuelt overblik over tørkeforholdene i de øvre jordlag i Danmark. Denne tørke defineres som jordvandstørke, men bliver også kaldt vegetations- eller landbrugstørke.
Tørkeindeks går fra 0 til 10, hvor 0 betyder, at det øverste jordlag er mættet med vand, og 10 betyder, at laget er tømt for vand.
Ved at kombinere det aktuelle tørkeniveau i Danmark med meteorologernes månedsprognose, er det muligt at komme med et bud på, hvordan tørken vil udvikle sig i de næste 4-5 uger – og om der er risiko for, at tørkeniveauet i perioden kan nå op på indeksværdi 9 eller 10 (høj risiko for tørke).
Tørkeprognosen siger noget om det generelle landsdækkende tørkeniveau de kommende uger og risikoen for tørkedøgn. Årsagen til at vi oplyser om både tørkeniveau og tørkedøgn er, at man tidligt og sent på tørkesæsonen godt kan have et højt tørkeniveau i forhold til det normale, uden at det er direkte kritisk for landmænd eller natur. Antallet af tørkedøgn er derimod en god indikator for, om tørken kan opfattes som kritisk.
DMI udarbejder tørkeprognoser i månederne april til og med september.
Bred brugergruppe
Tørke er ikke alene et spørgsmål om manglende regn. Der indgår også beregninger om fordampning og nedsivning i modellen.
Tørkeindeks og tørkeprognosen forventes at kunne supplere hinanden og tilsammen dække mange brugeres behov for information om tørke.
DMI’s Tørkeindeks er udviklet for at have en fælles kilde til objektiv information om tørkeniveauet på landsplan. Tørkeprognosen henvender sig til en bred skare af brugere, fra professionelle aktører som landmænd, myndigheder, forsyningsselskaber til haveejere og mennesker, der har ansvar for dyr på græs.
DMI samarbejder desuden med GEUS og Klimadatastyrelsen om at samle al tilgængelig viden om tørke, så samfundet bedre kan forebygger konsekvenserne af tørke.
- Tørkeprognosen giver et landsdækkende bud på det landsdækkende tørkeniveau 4–5 uger frem i tid.
- Det generelle tørkeniveau: Her sammenlignes den aktuelle tørkeværdi med det niveau der er normalt for årstiden. Det generelle tørkeniveau vil være lavt, hvis det ligger meget under det normale niveau for årstiden og meget højt, hvis det ligger meget over det normale for årstiden. Om sommeren, hvor det normale tørkeniveau ligger lige under 7, vil et højt aktuelt tørkeniveau meget let kunne resulterer i tørkedøgn. Det er ikke tilfældet i foråret, hvor selv et meget højt aktuelt tørkeniveau vil ligge under 9 og derfor ikke resultere i tørkedøgn.
- Et tørkedøgn er defineret ved, at tørkeindekset er mindst 9 inden for et område, f.eks. en kommune eller hele landet.
- Prognosen udarbejdes på grundlag af det dagsaktuelle Tørkeindeks og langtidsmeteorologernes månedsprognose.
- Prognosen opdateres hver tirsdag, ligesom månedsprognosen.
- Den ugentlige tørkeprognose
- Tørkeindeks bygger på en vandbalancemodel, der hver dag estimerer mængden af vand i det jordvandsmagasin, som planterne har til rådighed.
- Planternes roddybde og jordtypen bestemmer i praksis størrelsen af jordvandsmagasinet, som kan variere meget selv inden for et mindre område.
- Ved beregning af DMI’s Tørkeindeks er jordvandsmagasinstørrelsen sat til 100 millimeter som et middeltal for hele Danmark. Det svarer til 100 liter vand pr. kvadratmeter.
- Tørkeindeks går fra 0 til 10, hvor 0 betyder at det øverste jordlag er mættet med vand og 10, at det er tømt.
- Den aktuelle vandmængde justeres dagligt i modellen som følge af nedbør, fordampning og nedsivning.
- Data fra Tørkeindeks hentes oftest som en visuel fremstilling fra dmi.dk/torkeindeks, men data kan også hentes i rå form fra DMI’s Vejrarkiv eller fra Frie Data.
- Tørkeindeks
- DMI udarbejder hver tirsdag en månedsprognose, der på ugebasis beskriver den sandsynlige udviklingen i vejret.
- Der er evidens for, at vejr kan forudsiges ved hjælp af vejrmodeller i op til seks uger frem i tid afhængigt af vejrtypen.
- Månedsprognosen er ikke et automatprodukt, men resultatet af en erfaren meteorologs granskning af kørsler fra diverse vejrmodeller, studier af jetstrømme i atmosfæren med mere.
- Månedsprognosen
DMI Kommunikation