Danmark

Månedsprognose

Udsendt 25. november 2025 (gældende fra 1. december til og med 4. januar). Næste prognose udgives 2. december.

Mildt, til tider vådt og gennemgående ustadigt vejr sætter dagsordenen frem til midt på julemåneden. Herefter er der tegn på, at et større højtryksområde kan bygge op i vores nærhed. Højtrykkets præcise placering kommer til at afgøre om julen bliver kold, eller om vi i stedet får relativt tørt og stabilt vejr. Det er endnu for tidligt at spå om chancerne for en hvid jul.

Uge 49 (1/12 – 7/12)

December lægger ud med en meget aktiv, nordatlantisk lavtryksbane fra det østlige USA, syd om Grønland og via Island til Norskehavet og Skandinavien. Det betyder, at mild luft pumpes op over Danmark fra sydvest, med tilhørende frontpassager fra vest – en vejrtype vi kender så godt og som på denne årstid giver mange skyer og perioder med regn eller byger. På enkelte dage kan der dog også blive plads til lidt sol og stort set tørt vejr mange steder, når en en højtryksryg skyder op over landet fra syd. Det gælder især over de sydøstlige landsdele, mens Nordjyderne nok må leve med lidt mere regn af og til.

Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 5 og 10 graders varme, mens nattemperaturen når ned mellem 2 og 5 graders varme og kun meget lokalt kan nå ned omkring frysepunktet. 

Temperaturen ser samlet set ud til at ende lidt eller noget over det normale. 

Nedbørsmængderne ser ud til at ende omkring- eller lidt over de normale, til mellem 18 og 25 mm på landsplan.

Uge 50 (8/12 – 14/12)

Ugen ligner umiddelbart en gentagelse af den første uge i december, dog med en svag tendens til at højtrykket over Sydøsteuropa bevæger sig lidt op over Baltikum og dele af Rusland og giver lidt bedre plads til højtryksrygge over landet.

Vi skal dog nok indstille os på en fortsat aktiv lavtryksbane, overvejende nord om landet og tilhørende frontpassager med regn, efterfulgt af enkelte byger. På enkelte dage kan det også blive meget blæsende, hvilket især gælder de nordvestlige landsdele som også må tage imod den meste regn fra oven. 

Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 4 og 9 graders varme, mens nattemperaturen når ned mellem 1 og 6 graders varme, og der ventes fortsat kun meget lokal nattefrost. 

Temperaturen ser samlet set ud til at ende lidt eller noget over det normale. 

Nedbørsmængderne ser ud til at ende omkring eller lidt over de normale, til mellem 18 og 25 mm på landsplan.

Uge 51 (15/12 – 21/12)

Med de sædvanlige usikkerheder på denne tidshorisont, tegner der sig alligevel et billede af, at især sidst på ugen kan et større højtryk bygge op, med tyngde fra Sydøsteuropa op over Sydskandinavien. Det vil i så fald betyde, at de foregående ugers lavtryksbane, vil forskydes længere nordover i bedre afstand fra landet. 

Højere tryk og nordligere lavtryksbane vil betyde, at vi efterhånden kan se frem til flere tørvejrsdage, mere stabilt- og formentlig også lidt koldere vejr, samt bedre plads til solen. Det skyldes, at vinden i en sådan vejrsituation vil komme fra det sydøstlige hjørne, hvor luften om vinteren er afkølet hurtigere over kontinentet. 

Lavtryk og fronter kan dog fortsat holde deres indtog med både regn, skyer og blæst, men hyppigheden forventes langt mindre end i de foregående uger. Decideret koldt vintervejr ventes ikke på nuværende tidspunkt, men enkelte byger med vinterligt islæt kan dog sagtens forekomme. Især når kolde kontinentalluft strømmer ud over Østersøen som endnu er relativt varm, eller hvis vinden går i det ligeledes kolde, nordlige hjørne på bagsiden af lavtrykspassager.

Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 2 og 6 graders varme, mens nattemperaturen ventes ned mellem 2 graders frost og 4 graders varme. 

Temperaturen ser samlet set ud til at ende omkring eller lidt under det normale. 

Nedbørsmængderne ser ud til at ende lidt under de normale, til mellem 10 og 15 mm på landsplan.

Oversigt for perioden 22/12 til og med 4/1

Julevejret og vejrudviklingen henover nytår er selvfølgelig ekstrem usikker lige nu, men der synes dog en svag overvægt af prognosekørsler, der antyder en fortsat højtryksdominans i vores nærhed. Det vil i så fald betyde en fortsættelse af vejret i uge 50, men med næsten lige så stor sandsynlighed kan der dog fortsat komme fronter og lavtryk ind fra vest, der med deres mildere vejrtype, vil aflyse håbet fra dem der ønsker sne og kulde. 

Den nedbør, der falder, kan både være som sne, slud og regn, og vi må væbne os med yderligere tålmodighed, før vi kan sige, om det bliver Kong Vinter eller Frøken Tø, der vinder.

Bedste bud på temperatur og nedbør bliver, at årets sidste to unger ender omkring det normale for årstiden. 

Bemærk: Den normale temperatur og nedbør, der refereres til i prognoserne, er niveauet for de seneste 30
år (se klimanormal for 1991-2020).


Af langtidsmeteorolog Martin Lindberg

Fakta | Usikkerhed i langtidsprognoser

Der er evidens for, at vejrsignaler kan forudsiges ved hjælp af vejrmodeller i op til seks uger frem i tiden afhængigt af vejrtypen. Som tommelfingerregel er månedsprognoser derfor mere sikre end klimatologien, der dækker over det gennemsnitlige vejr fra 1991-2020.

Sæsonprognoser, som rækker tre måneder frem i tiden, er af mere eksperimentel karakter, da der ikke foreligger evidens for, at vejrtypen kan forudsiges så langt frem tiden.

Viden om vejr og klima

Se alle