Skyer over dansk sol-rekord

DMI arbejder på højtryk for at rette fejl på udstyr, der måler solskinstimer samt i databanken med allerede registreret solskin.

En fejl på DMI’s udstyr forsinker opgørelsen af solskinstimer. Foto: Colourbox.

Danmark har i 2025 tilsyneladende kurs mod en solskinsrekord, tilsyneladende … 

Rekorden for solskinstimer pr. år er fra 2018, hvor tælleren meddelte 1.905 timer. I dag står måleren på 1.900,1 timer.

Desværre er en gryende mistanke blandt DMI’s klimatologer blevet bekræftet, nemlig at de danske morgener ikke er helt så lyse, som udstyret hævder. Det samme gælder aftentimerne. Og eftersom det er klimatologernes opgave at forhindre fejl i at blive til den bogførte sandhed ved hele tiden at tvivle og kvalitetssikre, forfulgte de mistanken og fik ret.

Der er en fejl på DMI’s udstyr, og teknikere arbejder på højtryk på at beskrive fejlen præcist, så den efterfølgende kan rettes.

Vi har opdaget en fejl på vores udstyr, der måler solskin. Den har listet sig ind i forbindelse med en opdatering af udstyrets software. Fejlen betyder, at der beregnes lidt for mange solskinstimer, især omkring solopgang og solnedgang, siger Jens Quirin Hansen, der er ansvarlig for DMI’s observationsudstyr. 

Fejlretning

Fejlen i udstyret betyder, at antallet af beregnede solskinstimer påføres en systematisk fejl i de tidlige og sene timer hver dag.

Det betyder ikke alene, at Vejrarkiv og -rapporter nu skal gennemgås og fejlrettes, men også at værdierne i de bagvedliggende databaser skal genberegnes.

Fejlen har desuden den konsekvens, at den årsrekord for solskin, som forventes passeret i løbet af kort tid, ikke vil kunne godkendes endeligt, før problemerne er løst og data rettet i databaserne.

- Vi ved godt, at det er irriterende, at vi ikke kan køre en nedtælling til den forventede rekord i solskinstimer og på slaget udråbe den nye solstrålehistorie, men vi er ganske nøjeregnende, når det kommer til bogføring af dansk vejr, siger klimatolog Mikael Scharling, der er en del af den taskforce, der skal undersøge og rette fejlen.

Bedste bud lige nu er, at fejlen i år løber op i mellem 5 og 30 timer, svarende til en fejlprocent på mellem 0,3 og 1,8%. 

Stod tallene til troende, ville Danmarks gamle rekord blive slået med i omegnen af 20-30 timer. Man kan med andre ord ikke afgøre, om rekorden vitterligt er slået.

Fakta | Sådan måles solskinstimer
  • DMI måler ikke solskin direkte, men benytter et pyranometer.
  • Instrumentet registrerer globalstråling, det energiniveau solens stråling har ved jordoverfladen.
  • Ved at sammenligne det aktuelle globalstrålingsniveau med det teoretisk globalstrålingsniveau på en skyfri dag kan man udlede om solen skinner.

/ Kommunikation

Viden om vejr og klima

Se alle