Siden august har 6.050 elever fra 7.– 10. klasse verificeret over 1.6 mio. historiske vejrdata fra gamle skibsjournaler i Rigsarkivet. I flere århundreder har skippere og styrmænd på danske skibe ført logbog over vejr på deres rejser med fjerpen og blæk, og det er de optegnelser, som eleverne har tydet i spillet. Dermed er vindretninger, temperaturer, isbjerge og mange andre observationer, skrevet med håndskrift for flere hundrede år siden på et vuggende skib, nu blevet digitaliseret, og nu skal de gamle data bruges til klimaforskningen - for kun hvis man ved noget om fortidens vejr, kan man sige noget om fremtidens vejr.
Klimamatch er støttet af A.P. Møller Fonden og har engageret elever over hele landet. Det blev 8. klasse fra Køge Lilleskole, der løb med hovedpræmien.
”Klimamatch har været vildt sjovt. Vi lærte en masse om klima og arbejdede virkelig godt sammen som klasse. Det var fedt at vide, at vi faktisk hjalp rigtige forskere og at vinde var bare helt vildt fedt. Til sidst var det bare ’eyes on the prize’, baby! Nu glæder vi os mega meget til præmieoverrækkelsen,” fortæller 8. klasses elever fra Køge Lille Skole.
Klassens lærer Michelle Damskier supplerer;
“Vi tilmeldte os Klimamatch, fordi den historiske vinkel på klimaet lød vildt spændende, og det fangede eleverne med det samme. De gik op i spillet, og det gjorde læringen sjov og styrkede samtidig sammenholdet i klassen. Som lærer er det fantastisk at se, hvordan eleverne oplever, at deres indsats faktisk bidrager til at forstå fremtidens klima. Der opstod en helt særlig energi og respekt i klassen, som stadig kan mærkes.”
Citizen Science i skolerne
Elevernes store indsats er et direkte bidrag til klimaforskningen, hvor de verificerede data, nogle mere end 350 år gamle, kan hjælpe forskere med at forstå ændringer i temperaturer, vind og havstrømme over tid. Samtidig får eleverne en praktisk forståelse for naturfag, kultur, historie og databehandling.
Fejring på M/S Museet for Søfart
Den 3. november hylder Rigsarkivet og DMI elevernes indsats ved et arrangement på M/S Museet for Søfart i Helsingør. Her modtager 8. klasse fra Køge Lilleskole hovedpræmien på 25.000 kr.
Arrangementet finder sted fra kl. 13–15 og byder på reception, mulighed for interviews, fotomuligheder og en chance for at prøve Klimamatch-spillet.
Regionsvindere
Ud over hovedpræmien er der også fundet regionsvindere, som modtager 5.000 kr. til klassekassen.
Regionsvinderne er:
- Region Syddanmark: 7.C, Fourfeldtskolen, Esbjerg V
- Region Nordjylland: 7.B, Dronninglund Skole, Dronninglund
- Region Midtjylland: G-Klassen, Krabbeshus Heldagsskole, Skive
- Region Sjælland: 7. klasse, Køge Lille Skole, Køge
- Region Hovedstaden: 7A, Hans Rømer Skolen, Aakirkeby
Alle elever, der har deltaget i konkurrencen får tilsendt et fint diplom som tak for deres indsats.