Gense vejret i Normandiet i 1944

82 år efter D-dag kan en ny rekonstruktion i Weather Replay vise de vejrforhold, der fik de allierede til at udsætte invasionen af Normandiet med et døgn.

Weather Replay giver adgang til at genskabe vejret fra januar 1940 og frem til i dag. Ud over D-dag kan brugerne undersøge alt fra historiske storme og hedebølger til vejret på personlige mærkedage.

Lørdag den 6. juni er det 82 år siden, de allierede styrker gik i land på Normandiets strande i en af historiens mest afgørende militære operationer. Men invasionen kunne være endt som en katastrofe. Få dage før landgangen advarede meteorologerne om, at vejret var for farligt.

Omkring 160.000 soldaters skæbne afhang af, om meteorologerne kunne finde et kort vindue med vejrforhold, der gjorde operationen mulig.

Den oprindelige plan var at gennemføre invasionen den 5. juni 1944. Men kraftig vind, høje bølger og tæt skydække over Den Engelske Kanal truede med at gøre landgangen både vanskelig og livsfarlig. Derfor anbefalede den britiske meteorolog James Stagg, som ledede den allierede vejrtjeneste, at operationen blev udsat.

Efter intensive analyser fandt meteorologerne et kort vejrvindue den følgende dag. Forholdene den 6. juni var langt fra ideelle, men de var gode nok til, at Operation Overlord kunne gennemføres.

 

En vejrudsigt med historisk betydning

I dag står beslutningen som et af de mest markante eksempler på, hvordan meteorologi kan påvirke historiens gang.

I anledning af D-dag-årsdagen har den europæiske klimatjeneste Copernicus Climate Change Service genskabt vejret omkring Normandiet i juni 1944 ved hjælp af appen Weather Replay. Rekonstruktionen bekræfter, at meteorologernes vurdering var velbegrundet: Vejret den 5. juni ville have gjort operationen betydeligt mere risikabel, mens der den 6. juni opstod et kort ophold i det ustadige vejr.

Med appen kan man følge udviklingen time for time og se de vejrforhold, som var med til at forme udfaldet af Operation Overlord.

– Weather Replay gør årtiers verdensførende klimadata øjeblikkeligt tilgængelige og giver alle mulighed for at genopleve afgørende øjeblikke som D-dagslandingen – men også for eksempel sidste uges hedebølge – og se, hvordan vejret har påvirket sikkerhed, beslutningstagning og menneskets historie, siger Carlo Buontempo, direktør for Copernicus Climate Change Service.

 

Vejrvarsling redder stadig liv

Selvom opgaven i dag sjældent handler om militære invasioner, er princippet det samme som i 1944: Gode beslutninger kræver pålidelige vejrudsigter.

Hos DMI er vejrudsigter og varsling en central del af arbejdet med at beskytte samfundet mod vejrets konsekvenser. DMI leverer blandt andet prognoser og viden om vejret til Forsvaret, beredskaber, luftfart og skibsfart samt udsender varsler når ekstremt vejr som storme og skybrud er på vej.

– D-dag er et historisk eksempel på, hvor stor betydning vejret kan have for beslutninger med menneskeliv på spil. I dag bygger vores vejrudsigter på langt mere avancerede modeller, mere data og flere observationer, men formålet er det samme: at give forsvaret, myndigheder og borgere det bedst mulige grundlag for at træffe beslutninger, siger afdelingschef for Vejrforskning Rasmus Anker Pedersen.

 

Gense vejret på D-dag

Weather Replay giver adgang til at genskabe vejret fra januar 1940 og frem til i dag. Ud over D-dag kan brugerne undersøge alt fra historiske storme og hedebølger til vejret på personlige mærkedage.

Weather Replay er frit tilgængelig på weather-replay.climate.copernicus.eu.

/ DMI Kommunikation

Viden om vejr og klima

Se alle