Byger strømmer i dag ind over landet vestfra, men de er relativt kortvarige og når derfor ikke at kaste meget regn af sig det enkelte sted.
Dagen bringer derudover en blanding af både sol og skyer med sig, dog med en overvægt af skyer, og så vil temperaturerne kravle op mellem 6 og 10 graders varme. Vinden bliver der ikke meget af, blot en svag til jævn fra sydvestlige retninger, ved kysterne i Nordjylland og på Bornholm kan den nå op til frisk.
Men der er mere vind på vej
Et lavtryk, som i øjeblikket ligge nord for Færøerne, har sat kursen mod sydøst, og vil torsdag bevæge sig ned over Sydnorge og herefter forsætte hen over Sydsverige natten til fredag. På undersiden af lavtrykket blæser det op fra vest og nordvest og det får vi at mærke her i Danmark. Her vil vinden nemlig torsdag og fredag stedvis blæse med en hård vind til hård kuling og derudover kommer der også ganske kraftige vindstød, som især ved kysterne kan være af stormstyrke.
Lavtrykket bringer også køligere luft og en del byger med sig. Den kolde polarluft der sendes nedover os giver mulighed for vinterlige byger, men det mest sandsynlige er dog, at bygerne bliver med hagl og måske endda torden. Byger kan måske have lidt hvidt islæt i sig, men chancen for sne for nuværende ikke vurderes særlig høj.
Men der er altså lagt op til et par ”anderledes” vejr-dage torsdag og fredag, efter at vi nu i en længere periode har haft højtryk liggende over og omkring Danmark, med roligt og relativt lunt vejr til følge.
Meteorolog Anja Bodholdt, onsdag den 11. november 2026