Juni-solen 2023 indtager rekordskamlen

En juni måned med klar himmel skinner sig ind i klimatologernes rekordbøger som den mest solrige registreret.

I onsdagens tidlige morgentimer fik Danmark en ny solskinsrekord for juni.

Den 83 år gamle rekord på 303 timer fra 1940 blev slået.

Tilføjet den 3. juli 2023: Endeligt antal timer med sol i hele juni blev 322,5 timer - knap 42 % over klimanormalen (1991-2020).

Årsagen til den nye rekord er den omegablokering (læs mere her), der har fastholdt et højtryk tæt på Danmark i stort set hele juni, bortset fra de sidste par dage. Højtrykket har holdt fronter med nedbør væk, og da luften samtidigt har været tør, har det resulteret i få skyer og masser af solskin.

DMI er gået over til at måle med 1 decimals nøjagtighed. Det betyder, at den gamle rekord på 303 timer først blev slået, da solen havde skinnet mindst 303,5 timer, hvilket skete kl. 8 i morges.

Teoretisk set er juni den måned, der kan have flest solskinstimer, men i praksis er det maj med 363,3 timer, der har den absolutte månedsrekord. Det skyldes dels at vejret generelt er mere stabilt i maj, og at kalendermåneden tæller én dag mere end juni.

Da juni ikke er slut og færdigoptalt, vil den endelige solskinsrekord for juni blive flere timer højere, men det er ikke muligt, at den overgår maj-rekorden. Det følger vi op på i månedssammendraget, som du finder her i vejrarkivet.

DMI Kommunikation
28. juni 2023.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle