Den koldeste juli i 41 år – i hvert fald indtil videre

De sidste par uger har det ikke været nok med et lille sjal om skuldrene ud på aftentimerne. Juli har indtil nu vist sig fra en overordentlig kølig side – faktisk en af de køligste, vi har registreret, siden målingernes start i 1874.

Klimatolog Mikael Scharling har kigget nøje på tallene for dette års juli. Ting ser nemlig ikke helt ud, som de plejer for denne måned. Han kan konkludere, at: ”Frem til og med i går den 16. juli var middeltemperaturen for juli blot 13,9 °C. Det er hele 3 °C under det normale for årstiden. Det gør lige nu denne første halvdel af juli til den 4. koldeste, DMI har registreret siden 1874 og den koldeste juli i 41 år!”

Han kan også konstatere, at vi heller ikke har haft meget fornøjelse af solen. Fra den 1.-16. juli 2020 har der været 90,1 timer. Den nye klimanormal, som er baseret på klimadata fra 1991-2020, lander i nærheden af 230 timers sol for hele juli måned. Altså har solen indtil nu skinnet cirka 20 % under normalen. Så det er intet under, hvis man har problemer med at få oparbejdet en fornuftig sommerkulør.

Juli i år har indtil videre ikke haft en eneste meteorologisk sommerdag. Det skal dog siges, at juli sidste år, i 2019, heller ikke havde haft nogen sommerdage frem til og med den 16. i måneden. Juli 2019 havde i perioden den 1.-16. en middeltemperatur på 14,4 °C, hvilket er en halv grad mere, end vi oplever i år.

”Mange af de gængse parametre, udpeger altså denne halve juli som ret speciel,” fortæller han.

Insisterende lavtryk får skylden

Vagtchef Henning Gisselø kan forklare, hvorfor juli har været så kold i år: ”Vi har hele måneden ligget i en kølig og fugtig luftstrømning, som trænger ind over os ude fra Atlanterhavet. Hvis alting ellers ligger stille på denne tid af året, har solen rigelig med kraft til at varme temperaturerne op til mere end de 15-20 grader, som vi har ligget på indtil videre i juli. Men det næsten konstante løb af flere lavtryk, som ruller ind over og lidt nord for os, har simpelthen holdt temperaturerne nede,” beretter han og tilføjer, at han netop selv har afholdt 14 dages sommerferie, og at det ikke vejrmæssigt ligefrem var nogen fornøjelse.

Lavtryk er tit forbundet med vind og skyer. Denne vejrtype er bestemt ikke unormal for Danmark, men: ”Det usædvanlige ved denne situation er, at lavtrykkene bliver ved med at komme i vores retning. Vi havde også ganske meget blæst i starten af juli, som forårsagede forhøjet vandstand i Roskilde Fjord,” uddyber Henning Gisselø.

Udsigterne for den sidste halvdel

Heldigvis ser det ud til, at vejret viser sig fra en anelse mildere side resten af måneden, og de nuværende prognoser peger på, at vi ender et sted på en samlet gennemsnitstemperatur på mellem 14,7 og 15,0 °C.

Vi skal dog ikke forvente alt for store ændringer, siger vagtchefen: ”Den kommende weekend bliver det lige lidt lunere, men i næste uger vil den kølige strømning fortsætte. Det kommer til at gå lidt op og ned med temperaturerne, og solen skal nok komme igennem ind i mellem, men rigtige varmegrader på 20-25 stykker bliver svært. Og tendensen med 17-18 grader i løbet af ugedagene ser ud til at blive ved.”

I fald prognoserne holder stik, ender vi dog stadigvæk med den koldeste juli i 22 år.

Rekorden for koldeste juli er 13,6 °C sat i 1979. I den anden ende af skalaen blev den varmeste juli målt til 19,8 °C i 2006.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle