Invitation til nordisk meteorolog møde

Danmark er vært for det traditionsrige vejr- og klimaarrangement nordisk meteorolog møde i 2012. Mødet løber af stablen fra den 4. til 8. juni, og alle kan tilmelde sig.

Nordisk meteorolog møde har været afholdt 27 gange siden 1960, og i 2012 bliver det i Danmark. Dansk Meteorologisk Selskab (DaMS) har påtaget sig værtsrollen for mødet, der afvikles fra forskelige steder ugen igennem.

Mandag forestår den første del af programmet på Rockefeller, der er en af Københavns Universitets bygninger, næste del på glaciologisk laboratorium og sidste del på DMI. Tirsdag og onsdag afvikles mødet på Risø ved Roskilde, og de sidste to dage på Carlsberg Academy i Valby.

Mange forskellige oplæg

Ugen igennem er det muligt at høre oplægsholdere fra hele Norden samt enkelte fra regnecenteret European Centre for Medium-Range Weather Forecasts (ECMWF) i England. De danske oplægsholdere kommer fra de fleste faglige miljøer inden for vejr og klima i Danmark.

Emnerne spænder bredt fra meteorologiens historie, langtidsudsigter, sol, vind og vindenergi, is, vulkanudbrud, pollen, luftforurening, klima, modeller, formidling af vejr og meget mere. Alle oplæg foregår på engelsk af hensyn til finske og eventuelle ikke nordiske deltagere på mødet.

Klima og vejr for alle

Arrangementet er åbent for alle mod en registreringsafgift, der dækker omkostningerne. Antallet af pladser på mødet er dog begrænset, og tilmelding er derfor nødvendig. Mandag er allerede fuldt booket, men der er fortsat pladser de øvrige dage.

Journalister har fri adgang, hvis de ønsker at dække begivenheden i deres medie. Journalister skal forhåndstilmelde sig til meteorolog Jesper Eriksen på je@dmi.dk.

29. maj 2012.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle