Andreas Ahlstrøm er ny daglig leder for Regionalt Klima og Klimatjenester i Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF) hos DMI. Efter mange år med forskning, overvågning af Grønlands indlandsis og internationalt klimasamarbejde på GEUS skal han nu være med til at styrke koblingen mellem klimavidenskab og konkrete værktøjer til samfundet.
Andreas er uddannet geofysiker og har gennem sin karriere arbejdet bredt med blandt andet modeller, satellitdata og GIS. Han har i en årrække stået i spidsen for overvågningen af Grønlands indlandsis og været med til at opbygge programmerne bag.
- Jeg håber i min nye rolle, at jeg kan være med til at bringe viden om klimaforandringerne i spil, så de kan bruges ude i samfundet, siger Andreas Ahlstrøm
Fra observationer til fremskrivninger
Det var især kombinationen af fagligt indhold og ledelse, der tiltrak Andreas ved rollen hos DMI. Han peger på muligheden for både at arbejde med klimafremskrivninger og med udviklingen af klimatjenester, der kan understøtte planlægning og klimatilpasning i praksis.
Samtidig ser han frem til at blive en del af en organisation, hvor ledelse også prioriteres som fagdisciplin.
- Det er indholdet i jobbet, der virkelig gør noget, siger han og fremhæver arbejdet med regionale klimamodeller og fremtidige udviklinger for blandt andet Grønlands indlandsis og Antarktis.
Når klimaforandringer bliver konkrete
Gennem store dele af sin karriere har Andreas arbejdet tæt på klimaforandringerne — både gennem data og i felten. Især oplevelsen af at vende tilbage til de samme steder over mange år har gjort indtryk.
- Det er noget andet, når man ser det som en fysisk forandring og ikke bare som en procentsats i en rapport, siger han.
Han nævner blandt andet oplevelser fra Grønland, hvor områder med tidligere havis nu er åbent vand, og hvor regn i højder og perioder, der tidligere var præget af frost og sne, er blevet mere almindeligt.