Fælles meteorologisk projekt i Zambia

Status for Zambia Meteorological Department (ZMD) og DMI's treårige fælles projekt anno november 2011.

Formålet med projektet er at få bedre overblik over variationer og ændringer i Zambias klima. Ved at få en større indsigt i Zambias klima både lige nu og i fortiden kan der gives et bud på fremtidens klima i landet. Projektet er sponsoreret af Den Danske Ambassade i Lusaka, Zambia.

Klimadata, hjemmeside og bibliotek

Et af delprojekterne er at få forbedret Zambias observationsnet. DMI og ZMD har i fællesskab opdateret observationsnettet, således at det dækker bedre geografisk og måler de vigtigste meteorologiske parametre. Der er blevet undervist i datahåndtering og analyse, samt udviklet et program, der kan præsentere landsdækkende data i rapporter og på kort

De nye klimadataprodukter forventes at blive tilgængelige på ZMD's hjemmeside, og det forventes også at bl.a. landbrugssektoren vil få glæde af dem. Fornyelse af ZMD's hjemmeside er et andet af delprojekterne.

Endelig bliver biblioteket på ZMD opdateret med nyere litteratur til glæde og gavn for både instituttet, skoleelever og studerende.

Ovenstående delmål er godt i gang, og bliver snart afsluttet.

Den sidste fase - simulering af fremtidens klima

Den sidste del af projektet er at bruge klimadata fra Zambia i en regional klimamodel. Resultatet af modelkørslerne vil give et billede af fremtidens mulige klimaændringer i landet.

Forventningerne til det projekt er, at der i fremtiden er sikret en bedre vejr- og klimainformation i Zambia til gavn for både befolkningen og for beslutningstagere i landet og resten af verden

DMI's medarbejdere har allerede nu fået en del ud af turene til Zambia både fagligt og socialt. Langt det meste af den tid DMI's medarbejdere er i Zambia bliver der arbejdet hårdt for at nå så langt som muligt til gavn for alle. Men der blev dog sat tid af til en enkelt udflugt. Den gik til det berømte Victoria vandfald.

30. november 2011.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle