Koldfronten
Lørdagen starter skyet med lidt småregn mange steder i den østlige del af landet. Mens solen i Nordvestjylland får lov at skinne igennem skyerne fra morgenstunden. Det er opklaringen, som skal give den hæderlige weekend. Opklaringen breder sig i løbet af lørdagen til hele landet, men dog er et unfair at være bornholmer… Fredag blev de snydt for solen, og igen i dag skal vi helt frem til sidst på eftermiddagen, før solstrejf rammer klippeøen. Temperaturerne rammer i eftermiddag 15 til 18 grader, og helt lokalt op til 20 grader. Vinden holder sig fra at ødelægge oplevelsen og bliver bare svag til jævn fra vest eller norvest. Så selvom der ikke ligefrem er sommertemperaturer, så vil vejret føles ganske behageligt.
Højtryksryggen
I aften aftager vinden helt. Det er en højtryksryg, der bevæger sig op over landet fra syd. Der kan være skyer på himlen over den nordlige halvdel af Jylland, men ellers bliver det stjerneklart, og høstmånen vil rejse sig og lyse landskabet op. Men luften kan ikke alle steder tåle, at varmen kan strømme frit ud i verdensrummet. Tåge vil dannes, allerede fra sidst på aftenen. Først i lavningen nede ved søen eller mosen. Så over den nypløjede mark. Samtidig falder temperaturen inde i landet ned under 5 grader, hvor det bliver køligst. Og inden sidste natbus starter sin runde med småfrysende passagerger, så vil der være tåge eller tågebanker mange steder. Det giver udfordringer i trafikken, men det giver også mulighed for at knipse fantastiske billeder, når himlen atter lyses op af solen søndag morgen.
Den svage varmfront
Når tågen er lettet søndag så kommer der sol til alle. Men det er en lidt stakket frist. Det blæser en smule op fra sydøst, og det skyer til i løbet af dagen. Det er en svag varmfront, der fra sydvest tager en tur op over landet. Regn kommer der nok ikke, men skyerne lægger en dæmper på udtrykket. Til gengæld bliver det en lun efterårsdag til sankning i skoven eller en slentretur gennem byen. Temperaturerne vil svinge på 16 til 18 grader som det mest udbredte, men især længst mod syd er 20 grader bestemt ikke usandsynligt. Og så sker retfærdigheden fyldest. Af alle steder søndag, så får Bornholm mest sol.
Normalt septembervejr?
Vejret, som vi oplever disse dage, ligger fint indenfor det normale. Men bestemt til den varme side. Og i næste uge fortsætter den varme tendens. Der er ikke udsigt til køligt efterårsvejr lige foreløbigt, men i næste uge vil nogle af fronterne kaste noget mere vand af sig. Og krydret med lidt mere vind, så skal vi nok kunne mærke, at efteråret er kommet for at blive.
Skrevet af meteorolog Jens Lindskjold