Når naturbrande hærger Grækenland efter lange perioder med varme og tørke, bliver behovet for at kende fremtidens klima meget konkret. Grækenland er et af de områder i Europa, hvor klimaforandringerne ventes at brænde tydeligt igennem, og landet har brug for detaljeret viden om blandt andet ekstrem varme, tørke, kraftig nedbør og brandfarligt vejr for at ruste sig til fremtiden.
Den viden skal et nyt græsk klimaatlas etablere og sætte i spil.
– Det er en stor anerkendelse af Klimaatlas, at den måde, vi har bygget en dansk klimatjeneste op på, nu bliver valgt af EU’s klimatjeneste som grundlag for arbejdet i endnu et land. Vi har brugt mange år på at finde ud af, hvordan meget store mængder klimadata kan omsættes til viden, som faktisk kan bruges i klimatilpasningen lokalt, hvor ændringerne rammer. De danske og ghanesiske erfaringer kommer nu Grækenland til gode, siger Mark Payne, videnskabelig leder af Klimaatlas i Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.
Nørderier sparer tid
Grækenland har allerede omfattende klimadata og klimafremskrivninger. Men meget af behandlingen foregår i dag manuelt og arbejdsgangene er derfor er tunge at gentage, når nye klimadata kommer til.
Her kommer den danske erfaring ind.
Kernen er det åbne softwareværktøj KAPy – Klimaatlases in Python. Koden kan hente og bearbejde klimafremskrivninger, korrigere systematiske skævheder, beregne klimaindikatorer og samle resultaterne på eksempelvis regionalt eller kommunalt niveau. Her skaleres data også, så de giver mening lokalt.
I Grækenland skal systemet blandt andet bruges til indikatorer for hede, tørke, ekstrem nedbør og vejrforhold med høj brandfare.
Tre lande i en skolestue
Mandag til onsdag mødes eksperter fra Grækenland, Ghana og DMI i København.
En væsentlig del af workshoppen bliver praktisk arbejde med KAPy og den fælles kode, som skal ligge under de nationale klimaatlas.
– Fordelen er, at vi ikke behøver opfinde den samme maskine tre gange. Når Danmark, Ghana og Grækenland arbejder med den samme standardiserede kode, kan vi dele forbedringer, opdage fejl sammen og hurtigere tage nye klimadata i brug. Samtidig kan hvert land vælge netop de klimaindikatorer, der er vigtige lokalt. Det gør klimatjenesterne stærkere og samarbejdet langt mere effektivt, siger Mark Payne.