Orkaner og stærke storme på vore breddegrader er næsten altid forbundet med voldsomme lavtryksudviklinger.
På mellembreddegraderne (f.eks. på den nordlige halvkugle) opstår de kraftige storme ofte i områder, hvor atmosfæren er domineret af store horisontale temperaturforskelle f.eks. mellem kold luft fra nord og varm luft fra syd.
Den varme luft tvinges til vejrs og erstatter den koldere luft der. Fordi varm luft vejer mindre, falder trykket. Det er samtidig en betingelse, at temperaturen falder relativt hurtigt med højden over området, og samtidig vil det forstærke processen, hvis der er et højt vanddampindhold i atmosfæren.
Stærke lavtryksudviklinger er således særligt hyppige om vinteren. Lavtrykkenes udstrækning er gerne flere millioner kvadratkilometer.
Fronter dannes, hvor kolde og varme luftmasser støder sammen. En forstyrrelse (hvirvel) på denne front kan lede til starten på et lavtryk, der hurtigt kan intensiveres til et stort roterende system af vinde omkring lavtryksområdet.
Jo større temperaturforskelle mellem den kolde og varme luft er, jo kraftigere vil lavtryksudviklingen kunne blive med dertilhørende stærke vinde, som hurtigt kan blive skæbnesvangre.
