Skytyper

Her kan du se de skytyper, som man også kan tage højde for, hvis man vil have en mere præcis beskrivelse af en sky.

Typerne intortus, vertebratus, undulatus, radiatus, lacunosus og duplicatus henviser til skyernes form.

Typerne translucidus, perlucidus og opacus henviser til graden af skyernes gennemskinnelighed.

Intortus er cirruskyer, hvis tråde er bøjet meget uregelmæssigt og ofte tilsyneladende er sammenfiltret på en ustadig måde.

Vertebratus er skyer, hvis elementer er arrangeret, så de ligner en ryghvirvel, ribben eller et fiskeskelet. Typen ses primært ved cirrus.

Undulatus bruges om skyer i mindre stykker, flager eller lag, som udviser bølgestruktur. Betegnelsen kan gælde for cirrocumulus, cirrostratus, altocumulus, altostratus, stratocumulus og stratus.

Radiatus er skyer i brede parallelle bånd, som, på grund af perspektivet, synes at konvergere mod et punkt på horisonten eller, hvis båndene krydser himlen mod to modstående punkter, på horisonten. Disse kaldes strålingspunkter. Fænomenet kan ses ved cirrus, altocumulus, altostratus, stratocumulus og cumulus (CM5).

Lacunosus er skyflager eller lag, som regel meget tynde, karakteriseret ved mere eller mindre regelmæssigt fordelte runde huller, hvoraf mange har frynsede kanter. Skydele og klare mellemrum er ofte arrangeret på en måde, der minder om et net eller en bikage. Gælder især for cirrocumulus og altocumulus, men også – skønt sjældent – stratocumulus (CH9).

Duplicatus kaldes overliggende skyflager eller lag, der ligger i svagt forskudte niveauer, og som somme tider er delvist sammensmeltede. Betegnelsen gælder for cirrus, cirrostratus, altocumulus, altostratus og stratocumulus.

Translucidus kaldes en udstrakt skyflage eller et lag, hvoraf størstedelen er så gennemskinneligt, at Månens eller Solens position kan ses igennem. Betegnelsen gælder for slægterne altocumulus, altostratus, stratocumulus og stratus (CM1).

Perlucidus bruges om en udstrakt skyflage eller et lag, der har tydelige mellemrum mellem delene. Mellemrummene kan være små. De gør det muligt at se Solen, Månen, den blå himmel eller overliggende skyer. Typen ses hos altocumulus og stratocumulus (CM3).

Opacus bruges om en udstrakt skyflage eller et lag, hvoraf størstedelen er tilstrækkelig uigennemskinneligt til helt at skjule Solen eller Månen. Betegnelsen bruges om slægterne altocumulus, altostratus, stratocumulus og stratus.

Skytype CH9 Cirrocumulus lacunosus

CH9 Cirrocumulus lacunosus, makrelskyer jævnt fordelt i et enkelt lag.

Temaansvarlig John Cappelen
Opdateret 3. juli 2018