Eksotiske skyer

Der findes en række særligt flotte skyfænomener, som det godt kan betale sig at holde udkig efter.

Iriscerende skyer. Farverne opstår som en blanding af lysstråler, der er blevet diffrakteret (et fænomen, der skyldes lysets bølgenatur) på ydersiden af meget små vanddråber.

Hver størrelse dråbe giver sit eget sæt af farvede ringe, der så blandes og giver de overlappende blide farver og det lidt ujævne udseende.

Lysende natskyer. Højtliggende skyer, der opstår, når is- og aerosol-partikler belyses af Solen efter solnedgang. Før vi kan se skyerne, skal de dannes helt oppe nær grænsen til verdensrummet – i 70 til 90 kilometers højde. Samtidig skal Solen være mellem 5 og 13 grader under horisonten, og vejret skal naturligvis være klart. 

Polarstratosfæriske skyer (PSC). Meget højtliggende skyer, der dannes i stratosfæren, ses ofte med et flot farvespil i polarområderne. Dog er der en skyggeside bag deres flotte facade. De spiller nemlig en afgørende rolle for dannelsen af ozonhuller. Læs mere om de polarstratosfæriske skyer.

Temaansvarlig John Cappelen
Opdateret 3. juli 2018

 

Viden om vejr og klima

Se alle