Forholdsregler ved tordenvejr

Du skal heller ikke lade dig friste af den gode vind til at sætte drage op i tordenvejr. Det gjorde som bekendt Benjamin Franklin for flere hundrede år siden og erfarede, at den våde dragesnor virkede som en lynleder.

Når man bliver fanget i det fri af et tordenvejr, kan man vælge et af to onder:

Stå i tørvejr under et træ og dermed risikere at et lyn rammer både træet og dig (og det kan man altså dø af) eller sætte dig ned eller på hug med samlede fødder ude i det fri - i regnen - men have størst chance for, at lynene ikke finder dig. I denne stilling rager man ikke så højt op og man rører kun jorden ét sted. En liggende krop vil have større berøringsflade med jorden, og derved vil der også være større chance for at en strøm finder vej igennem én.

Når et tordenvejr er i nærheden, kan du af og til opleve, at dit hår stritter, som er det elektrisk. Det er faktisk præcist det, der er tilfældet, og det er også et sikkert tegn på, at luften snart kan blive “ladet med” lyn. Fænomenet opleves oftest i bjergrigt terræn, og du bør søge nedad mod lavere liggende områder. 

Når du ser lyn og hører torden, skal du i øvrigt huske den gamle tommelfingerregel: For hver 3 sekunder, der går, mellem du ser lynet og hører tordenbraget, er lynet 1 kilometer væk. Når du ser et lyn tæl derfor langsomt (f.eks. 1 sekund, 2 sekunder, 3 sekunder...) indtil du hører braget. Så kan du nemt udregne afstanden til tordenvejret.

En historie om lynnedslag

At det er vigtigt at holde sig fra elektrisk ledende genstande, kan følgende øjenvidneskildring bekræfte:

“Fredag den 4. maj 2001 kl. 01:50 slog lynet ned på vores ejendom beliggende i Skævinge (tæt ved Æbelholt Kloster).

Vi står altid op og har stearinlys tændt, mens vi venter på at tordenvejret skal drive over. Vi bor nemlig på en bondegård med stråtag.

Efter ca. en times vedvarende lyn og torden, hvor vores HFI-relæ slog ud flere gange, var vi gået i seng igen for at få lidt søvn inden næste lyn- og tordenvejr kom ind over os – vi kunne allerede skimte det i horisonten mod vest.

Vi var begge to lige faldet i søvn, da et øredøvende brag – som hvis en skibscontainer falder til jorden – fik os ud af sengen inden nogen af os nåede at åbne øjnene. Vi så aldrig lysglimtet. Der var ingen tvivl om at det her var alvor.

Huset var igen totalt mørkelagt, og vi måtte endnu en gang en tur ud i stalden, hvor HFI-relæet sidder. Sikringerne i den ene gruppeafbryder var overophedet og sprængt, og vi kunne ikke få strømmen tilbage i halvdelen af huset. Vi kunne se skæret fra naboernes lygter, da de også var ude for at tjekke deres bygninger for skader.