Hvid jul i Danmark

Det føles ikke rigtig som jul, hvis sneen ikke daler blidt ned om aftenen d. 24. december og lægger sig i et tykt lag på græsplænen. Sagen er bare, at dette scenarie i virkeligheden sker ganske sjældent, og der er nogle specifikke krav, der skal være opfyldt, før man officielt kan kalde en jul for 'hvid'.

Ved en landsdækkende hvid jul forstås normalt, at mere end 90 % af Danmark er dækket af sne den 24. december om eftermiddagen. Men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden. Snedybden skal være mere end en ½ cm.

Julesneen eller noget af julesneen kan godt være faldet op til mange dage i forvejen.

Med denne definition af hvid jul har der kun været 9 tilfælde siden 1900 i Danmark, og der går således statistisk set i gennemsnit 13 år imellem de hvide jul. De ni landsdækkende hvide jul var i årene:

1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981, 1995, 2009 og 2010.

I 1915, 1923 og 1981 faldt der sne over store dele af landet selve juleaften, endda som forrygende snestorm i 1915 og 1923.

Fra 1915 berettes om lukkede veje og jernbaner på grund af sne fra den 22.-29. december, især i Nordvestjylland, hvor Thy-banen var lukket en uge. Her sneede det med mindre ophold i næsten en uge og det var meget blæsende med periodevis storm fra øst og nordøst. Da det var koldest i denne periode var der kuling og 12 til 14 frostgrader i Nordjylland.

Chancen for en landsdækkende hvid jul er således i al almindelighed kun 7 %. I 2 ud af 3 tilfælde er julen den 24. december sidst på eftermiddagen grå og mild.

I de resterende ca. 25 % af tilfældene forekommer flere forskellige overgangsformer mellem den landsdækkende hvide jul og den grå, milde jul.

F.eks. kan vejret juleaften være gråt og mildt over de sydlige egne af landet, mens der er frost og sne over de nordlige egne. Eller f.eks. som i 1996 hvor det var frostvejr og ingen sne overhovedet om aftenen den 24. december.

Vejret den 24. december 1915 Åbn open icon luk close icon

Der var hård vind til hård kuling fra øst og nordøst, 0-5 frostgrader og udbredt snefald, som i de sydligste egne kortvarigt gik over i tø og regn natten til den 25. december. Snedækket var det fleste steder mellem 10 og 30 cm, stedvis mere i Nordjylland.

Vejret den 24. december 1923 Åbn open icon luk close icon

Vejret var lavtrykspræget og uroligt. Vinden var hård til kuling, det var skyet med til tider sne og temperaturer mellem +1° og -5 °C. Snedækket var gennemgående mellem 5 og 15 cm.

Vejret den 24. december 1938 Åbn open icon luk close icon

Der var let til hård nordøstlig vind, skyet til halvskyet med let sne på Bornholm og 1-8 frostgrader. Julesneen kom i ugen op til jul, og snedækket var gennemgående mellem 5 og 20 cm.

Vejret den 24. december 1956 Åbn open icon luk close icon

Vi havde hård vind til kuling fra øst og nordøst med lidt sne over Østersøegnene og 0-2 frostgrader. Sneen var kommet et par dage i forvejen, og snedækket lån på mellem 1 og 10 cm.

Vejret den 24. december 1969 Åbn open icon luk close icon

Vinden var frisk omkring sydøst, det var skyet til overskyet og 1-5 graders frost. Sneen var kommet ved flere lejligheder i december, senest den 23. december i Jylland. Snedækket var gennemgående mellem 5 og 15 cm.

Vejret den 24. december 1981 Åbn open icon luk close icon

Vinden var svag til jævn fra østlige retninger, det var overskyet med udbredt, gennemgående lettere snefald. Vi havde 0-3 frostgrader og et snedække på mellem 10 og 40 cm. Sneen var faldet med mellemrum siden den 7. december.

Vejret den 24. december 1995 Åbn open icon luk close icon

Denne dag havde vi svag vind, halvskyet til skyfrit og stedvis rimtåge. De fleste steder var der 3-10 graders frost. Snedækket lå gennemgående på mellem 5 og 15 cm, og den var faldet et par dage i forvejen. Egne ved Østersøen havde næsten ingen sne.

Vejret den 24. december 2009 Åbn open icon luk close icon

Det var skyet og diset, men ellers tørt med temperaturer mellem frysepunktet og 2 graders varme. Vinden var let til frisk og fra sydøst.

Sneen faldt et par dage før jul. 99,3 % af landet havde mere end ½ cm sne, og i gennemsnit havde vi 8,7 cm sne. De eneste steder, der ikke havde sne, var København, Skagen og den østlige kyst af Falster.

Vejret den 24. december 2010 Åbn open icon luk close icon

Det var klart og meget koldt med temperaturer ned til -10 °C. Vinden var frisk til hård fra nord-nordøst. Bornholm var ramt af snestorm.

Sneen var faldet over en længere periode op til jul. Dækket gik fra nogle få centimeter i dele af Jylland til over en meter på Bornholm.

Temaansvarlig John Cappelen
Opdateret 25. november 2020.

Viden om vejr og klima

Se alle