Tjek badevandstemperaturen ved din nærmeste strand

Venter der en lun sommerdukkert eller tænderklaprende kulde under overfladen? I år er der rekordmange målestationer til glæde for sommerens strandgæster. Bliv klog på, hvad der styrer temperaturen.

På kortet over badevand på DMI.dk kan man ud over temperaturer også holde øje med strømforhold samt risikoen for alger eller brandmænd i vandet.

Når solen står højt på himlen, og stranden fyldes med bare tæer, badedyr og duften af solcreme, er spørgsmålet det samme for mange: Hvor varmt er vandet egentlig?

I år bliver det lettere at finde svaret. DMI samarbejder med TrygFonden og Den Nordsjællandske Livredningstjeneste, så der i år vil være badevandstemperaturer for hele 54 strande.

Den nordsjællandske kyst er for første gang med i DMIs oversigt over badevandstemperaturer. Målingerne tikker ind på kortet på DMI.dk ved 10-tiden hver dag i livreddersæsonen – så både morgenbadere, børnefamilier og sommergæster kan orientere sig, inden strandtasken pakkes. 

-Vi er rigtig glade for at kunne bidrage til at endnu flere badegæster får mulighed for at forberede sig på en strandtur hjemmefra; at læse vinden og vandet er et fast baderåd, som man bør tage i brug allerede inden tasken pakkes. Derudover så guider vores livreddere meget gerne til en helt lokal forståelse af dagens forhold - det giver nemlig de bedste forudsætninger for en tryg og sjov dag for alle, siger TrygFondens kystlivredningschef Anders Myrhøj.

Meget mere end bare temperatur
Vinden og vejret kan hurtigt vende op og ned på forholdene ved kysterne. DMI’s oceanograf Jacob Woge Nielsen forklarer, hvad der styrer badevandstemperaturen:

- Vindstille og lange dage med høj sol er opskriften på varmere badevand. Så stiger temperaturen stille og roligt, og det kan godt være ca. halv grad pr. dag omkring midsommer. Så en uges tid med sommer-agtigt vejr, så kan man bestemt mærke forskel.

Gråvejr og regn er ikke nødvendigvis den badeglades fjende.  

- Når det bliver gråvejr, eller endda regnvejr, holder vandet ret godt på varmen. En eventuel afkøling sker kun langsomt, siger Jacob Woge Nielsen.

Vinden er den store joker. Blæst og bølger kan på kort tid blande koldt bundvand op til overfladen – og effekten kan være stor. 

- Et godt blæsevejr derimod, så kan vandtemperaturen ret pludseligt falde adskillige grader, fortæller Jacob og fremhæver et ekstremt eksempel: I Frederikshavn faldt badevandstemperaturen fra 19 til 9 grader i løbet af en enkelt dag i juni 2016. Årsagen er fralandsvind, der trækker det varme overfladevand væk fra kysten og lader koldt dybvand stige op i stedet. 

På kortet over badevand på DMI.dk kan man ud over temperaturer også holde øje med strømforhold samt risikoen for mange alger eller brandmænd i vandet. 

Hvor kommer målingerne fra?
Målingerne kommer fra TrygFondens livredderposter og Den Nordsjællandske Livredningstjeneste rundt omkring i landet, som skal gøre det lettere at vurdere badeforholdene og få en tryg oplevelse ved stranden og i havnebadene. 

Fakta l Badevandsmålinger
  • DMI samarbejder med TrygFonden og Den Nordsjællandske Livredningstjeneste om at formidle badevandstemperaturer og aktuelle badeforhold ved danske strande og havnebade.
  • I år er der badevandstemperaturer for i alt 54 strande, da den nordsjællandske kyst tilføjes for første gang.
  • TrygFondens livreddere overvåger 34 strande fra den 26 juni til den 19. august landet over. Den Nordsjællandske Livredningstjeneste måler på 20 strande fra den 27. juni til den 9. august.
  • Badevandets temperatur måles i en meters dybde, når livreddertårnene åbner kl. 10

Viden om vejr og klima

Se alle