Kufferten er pakket. Børnene sidder spændt fast på bagsæderne med tablets og rejsepuder. Køleboksen er fyldt, og GPS’en peger mod syd. Sommerferien står for døren – og for tusindvis af danske familier går turen mod sol og varme i Sydeuropa.
Mens Danmark netop nu oplever en hedebølge, er situationen flere steder i Europa endnu mere ekstrem. Store dele af kontinentet, blandt andet Frankrig og Storbritannien, melder om usædvanlig varme, og varmen breder sig.
De seneste somre har budt på det ene tilfælde af voldsomt vejr efter det andet rundt om i Europa: Skovbrande, der fører til evakuering af turister, hedebølger, der lukker turistattraktioner, skybrud, der forvandler gader til floder, og haglvejr, der vælter ferieplaner.
Mange tror, de er godt klædt på, fordi de har tjekket vejret i en app inden afrejsen. Men en almindelig vejrudsigt viser kun, om der er udsigt til sol eller regn – den fortæller sjældent, om de lokale myndigheder har udsendt egentlige varsler om farligt vejr. Det overblik får du på MeteoAlarm.
– Når man rejser på tværs af Europa, kan vejret være markant anderledes end det, man forlader i Danmark. Derfor anbefaler vi, at man orienterer sig om officielle varsler ved rejsemålet og langs ruten. Det kan være afgørende viden, hvis der er udsigt til hedebølge, kraftig regn eller anden form for farligt vejr, siger Michael Skelbæk, chefkonsulent i Vejr og Varsler, DMI.
Ét samlet overblik over varsler i Europa
På hjemmesiden MeteoAlarm samles officielle vejrvarsler fra de nationale meteorologiske tjenester i hele Europa. Her kan rejsende hurtigt få et overblik over aktuelle varsler i de lande, de skal besøge eller passere undervejs.
Fordelen ved MeteoAlarm er, at informationerne kommer direkte fra de nationale vejrtjenester, som har det bedste kendskab til lokale forhold og risici. Klikker man på et varsel, bliver man sendt videre til den myndighed, der har udsendt det, og kan læse mere om situationen og de anbefalinger, der gælder lokalt.
Inden ferien begynder, kan et hurtigt besøg på www.meteoalarm.org derfor være med til at sikre, at ferien starter på det bedst mulige grundlag.