Efter flere år uden storm over Danmark fik vi igen naturens kræfter at føle. Weekenden bød nemlig på storm flere steder, vindstød af orkanstyrke og traditionen tro betød det også forhøjet vandstand i mange kystområder.
Stormen blev døbt Malik, efter det grønlandske drengenavn Malik, som meget passende betyder ’bølge’.
DMI skal som vejrmyndighed varsle de danske beredskaber, så liv og ejendom ydes bedst mulig beskyttelse.
- Som varslingsmyndighed er det uhyre vigtigt, at vores varsler passer. Det er vores varsler, som beredskaber, politi og samfund styrer efter, når vejret raser. Vores vindvarsling var overordnet set god, mens der var nogle enkelte hår i suppen, hvad angår vandstanden, siger beredskabschef Knud-Jacob Simonsen.
Malik – en national klasse 2 storm
DMI’s klimatologer har analyseret udbredelsen og voldsomheden af Malik og klassificeret den på DMI’s Stormliste
Fra lørdag eftermiddag til søndag morgen blev der målt storm i middelvind flere steder langs den jyske vestkyst, men også ved kysterne i det sydlige Kattegat og det nordligste af Bornholm.
Vindstødene, som på grund af deres pludselige og uregelmæssige natur ofte har det med at være mest ødelæggende, var til gengæld helt oppe omkring orkanstyrke mange steder.
Storm og vindstød af orkanstyrke er dog ikke nok til at afgøre, om en storm kan kaldes regional eller national. Her skal der også ses på, hvor stort et område af landet, der blev ramt af stormen. Hvis 10-30 procent af de kystnære områder rammes, klassificeres stormen regional, og hvis mere end 30 procent rammes, kaldes den national.
- For Maliks vedkommende er der målt storm i middelvind i lidt mere end 30 procent af de kystnære områder, hvilket gør Malik til en national storm. Som altid er der alligevel regionale forskelle, hvor især de nordvestvendte kyster i Jylland, på Fyn og Sjælland, har stået for skud, siger klimatolog Frans Rubek, og tilføjer:
- Det stærkeste vindstød på 40 m/s blev målt i Hanstholm, mens den højeste middelvind blev målt til 27,9 m/s på Røsnæs.
Med storm i middelvind blev Malik det, der kaldes en national klasse 2 storm på Stormlisten, og er dermed også den første storm siden stormen Urd, der hærgede Danmark i december 2016.