Fremtidens oversvømmelser skal varsles

Regeringen og partierne bag finansloven for 2022 har afsat penge til varsling af oversvømmelser. Det betyder, at DMI fremover skal varsle for oversvømmelser i Danmark, ligesom der i dag varsles for skybrud og stormflod. DMI går i gang med forberedelserne af varslingsopgaven primo 2022 og forventer at kunne udsende varsler for oversvømmelser i 2023.

 

Danmark er særligt sårbar over for oversvømmelser på grund af hyppige og ofte omfattende stormfloder, skybrud, kraftig regn og langvarige perioder med regn.

For at sætte redningsberedskaberne bedre i stand til at håndtere fremtidens oversvømmelser i Danmark, er DMI med Finanslov 2022 udpeget som varslingsmyndighed.

Komplekst arbejde igangsættes

DMI igangsætter nu arbejdet med at opbygge kapacitet til at varsle oversvømmelser. Det er en kompleks opgave som involverer data, viden og samarbejde mellem mange myndigheder, herunder De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, Miljøstyrelsen, Kystdirektoratet, Beredskabsstyrelsen samt de kommunale redningsberedskaber.

”Det er en kompliceret opgave, da oversvømmelser kan have mange årsager, og vandets bevægelser er et samspil mellem talrige faktorer. Men vi har de rette ingredienser i form af eksperter og et 24/7 setup hos DMI, der allerede har stor ekspertise i at varsle for voldsomt vejr. Det er en hydrologisk-meteorologisk opgave, som skal løses med input fra mange myndigheder, og det er et samarbejde, jeg ser meget frem til,” siger Marianne Thyrring, der er direktør på Danmarks Meteorologiske Institut.

Regeringen og partierne bag finansloven for 2022 har afsat 68,5 mio. kr. i alt i perioden 2022-2025 til en række initiativer om bedre data om vand som led i en samlet indsats for at understøtte en mere helhedsorienteret og datadrevet klimatilpasning og varsling af oversvømmelser.

Se Finanslovsaftalen her.

Af DMI Kommunikation
5. januar 2022

 

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle