Efterårsferien fortsætter med ret ustadigt og skiftende vejr med en blanding af sol, skyer, regn og blæst, men de kommende dage bliver lidt mildere, end hvad der er normalt for årstiden.
En front med udbredt regn over Nordsøen bevæger sig mod øst og vil passere Danmark i løbet af i aften og først på natten. Efter fronten vil det i løbet af natten klare op i hele landet vestfra, men der kommer også enkelte eller spredte byger.
Onsdag morgen kan der fortsat forekomme et par byger i de østlige egne, men ellers får vi tørvejr og en del sol. Det bliver ret blæsende med jævn til hård vind fra vest og nordvest, men vinden aftager noget i løbet af eftermiddagen.
Torsdag ser også ud til at byde på tørvejr med lidt eller nogen sol, og det bliver mildt med dagtemperatur op mellem 13 og 17 grader. Det bliver fortsat lidt blæsende med let til frisk sydvestlig vind.
Fredag bevæger et lavtryk og en front med regn sig ind over den nordvestlige del af landet. Fronten med regn ventes kun langsomt at bevæge sig nedover landet fra nordvest. Landet ser således ud til vejrmæssigt at blive delt i to med regn i den nordvestlige del og sol mod sydøst, med temperaturer op mellem 14 og 17 grader.
Weekenden
Vejrudviklingen i løbet af weekenden er endnu noget usikker, men det ser ud som om rollerne kan blive byttet om, med tørvejr og sol i den nordvestlige del af landet, mens de sydøstlige egne får mest skyet og perioder med regn.
Det bliver fortsat ret blæsende med let til frisk vind fra omkring nord, senere fra nordøst, ved kysterne op til hård vind, og temperaturerne tager et lille dyk, om dagen mellem 8 og 13 grader, om natten ned mellem 4 og 10 grader.
Af vagthavende meteorolog Martin Lindberg, tirsdag den. 13. oktober