Analyser supplerer termometrene

Nettet af målestationer er ikke ensartet godt over hele kloden, og der er områder med kun få målinger, f.eks. i Arktis. Det skal man tage i betragtning. Forskellige institutter korrigerer lidt forskelligt. Derfor findes der lidt afvigende værdier for Jordens middeltemperatur. Men det vigtige ved klimaforandringer er ændringerne i temperaturen. Her er de forskellige datasæt enige.

Det ville være en drøm for klimaforskerne, hvis hele verden var dækket af et finmasket net af målestationer med samme afstand mellem. Sådan er virkeligheden bare ikke.

På havet og i tyndt befolkede egne som for eksempel Arktis og Sahara er der langt mellem målestationerne. Derfor er man nødt til at 'strække' de måleresultater, man har fra disse områder.

Overordnet set er klimaforskerne enige om, hvordan man skal udføre denne ekstrapolation.

Der er imidlertid en lille forskel på, hvordan forskellige forskere bruger metoden. Der findes to amerikanske og en britisk måde at gøre det på. Typisk får de amerikanske forskere 0,1 grad højere global middeltemperatur.

"Specielt for Arktis giver de to amerikanske fremgangsmåder på den ene side og den britiske på den anden side lidt forskellige resultater. Og da Arktis er et stort område, slår forskellen også igennem i værdien for den globale middeltemperatur," forklarer seniorforsker Martin Stendel, afdeling for Klima og Arktis, DMI.

globale overfladetemperatur-anomalier

Globale overfladetemperatur-anomalier i forhold til perioden 1961-1990 for juli 2018. Data: Hadley Center, The Met Office og Climatic Research Unit, University of East Anglia.

Metoden bygger overordnet på, at ændringerne i temperaturen i et område uden målestationer svarer til ændringerne i nærliggende områder med målestationer. Imidlertid er der forskel på, hvordan man præcist definerer 'svarer til' og 'nærliggende'.

Populært sagt er de amerikanske forskere lidt mere friske med hensyn til at udstrække målte øgninger eller fald i temperaturen til områder uden målestationer, mens den britiske tilgang er mere forsigtig.

Vi ved, at temperaturerne i Arktis er steget hurtigere end i det globale gennemsnit de senere år. Sammenligner man de forskellige datasæt, får man lidt forskellige resultater, alt efter hvor stor en del af Arktis, hvor vi ikke har observationer, er blevet taget i betragtning.

De lidt forskellige resultater er altså ikke en svaghed, men en styrke, fordi man kan indirekte vurdere opvarmningen af Arktis.

"Men jeg vil meget gerne understrege, at i vurderingen af, hvor meget temperaturen ændrer sig i disse år, er alle internationale klimaforskere enige." 

"Det interessante er jo egentlig ikke, om Jordens middeltemperatur er præcis 15,0°C eller 15,10°C. Det interessante er, hvor meget temperaturen ændrer sig over årene. Og her får man fuldstændigt den samme kurve, uanset hvilken fremgangsmåde, man bruger," slår Martin Stendel fast.

Størstedelen af Jordens overflade er som bekendt dækket af vand, og på havet er der væsentligt længere mellem målingerne end på land.

Det er imidlertid ikke så stort et problem, da overfladen af havet er meget ensartet, så man kan udstrække målingerne med meget stor sikkerhed.

Der er ingen afvigelse mellem de amerikanske og britiske resultater, hvad angår havoverfladens bidrag til den globale middeltemperatur.

Læs om, hvordan man teoretisk set mest præcist kan beregne den globale middeltemperatur.

Læs om, hvordan man officielt fastlægger Jordens middeltemperatur.

Temaansvarlig Martin Stendel
Opdateret 21. august 2018