Udsigt til ny viden om ekstremt vejr

DMI deltager i flere både danske og EU-støttede forskningsprojekter, som ventes at producere mange nye forskningsresultater inden for de nærmeste år.

Da ekstreme vejrbegivenheder er sjældne, kræver det et omfattende internationalt samarbejde at give kvalificerede bud på, hvor ofte og hvor kraftigt de vil optræde i fremtiden.

"Heldigvis er der en god tradition for internationalt samarbejde på vores område. Alle stiller deres data til rådighed gratis. Det vil sige, at man kan hente de andres data ind, bruge dem i sin egen model og se, om man får de samme resultater. På den måde bliver klimamodellerne hele tiden gjort bedre," siger seniorforsker Ole Bøssing Christensen, DMI.

Regionale klimamodeller hjælper på globalt plan

Institutioner i de forskellige lande bruger hver deres såkaldte regionale klimamodeller. Det vil sige modeller, der for en afgrænset del af jorden beregner klimaet med flere detaljer end de globale modeller.

Selv om modellerne er forskellige, kan man godt blive klogere på hyppigheden af ekstreme vejrbegivenheder ved at sammenligne, hvilke resultater de forskellige modeller giver. Sagt på en anden måde: jo flere forskellige regionale klimamodeller, der er enige om at forudsige et bestemt fremtidigt mønster, jo større er troen på, at forudsigelsen er korrekt.

Den slags samarbejde mellem klimaforskerne har fundet sted i mange år, og især gennem de seneste år har en række projekter, samlet under CORDEX-samarbejdet, sat det i system. I projektet køres de samme data gennem regionale klimamodeller fra et stort antal europæiske lande. Ud over at deltage med sin egen model og sine egne data, fungerer DMI som et af flere datacentre for projektet. Data fra CORDEX kan hentes af enhver, f.eks. her.

Temaansvarlig Ole Bøssing Christensen
Opdateret 5. september 2018

Viden om vejr og klima

Se alle