Havniveaustigninger
Havniveauet stiger i takt med den globale opvarmning. Havet stiger, fordi opvarmningen smelter is verden over og samtidig får den havvandet til at udvide sig. Fra år 1900 og frem til i dag er det globale havniveau steget med ca. 20 cm, og stigningen er accelererende. Havniveauet er steget hurtigere siden 1900 end i noget andet århundrede de seneste 3.000 år. Det globale havniveau vil fortsætte med at stige gennem det 21. århundrede, men hvor meget og hvor hurtigt havet stiger, afhænger af, hvor meget drivhusgas vi udleder i fremtiden. Selv hvis vi stopper udledning af drivhusgas helt allerede i dag, vil havniveaet fortsætte med at stige i århundreder fremover.
Globale havniveau
Det globale havniveau stiger i takt med den globale opvarmning. Det stigende havniveau skyldes både afsmeltning af iskapper og gletsjere samt det faktum, at opvarmning får havvand til at udvide sig.
Fra 1901 til 2018 steg det gennemsnitlige globale havniveau med 20 cm. I perioden 1993-2023 er det globale havniveau steget 10,3 cm, og stigningen har været accelererende i perioden.
Den gennemsnitlige stigning for det globale havniveau var 2,1 mm om året i perioden 1993-2003, mens det steg 4,3 mm om året i perioden 2013-2023. Havniveauet er steget hurtigere siden 1900 end i noget andet århundrede de seneste 3.000 år.
Fremtidens globale havniveaustigning
Det globale havniveau vil fortsætte med at stige gennem det 21. århundrede, men hvor meget og hvor hurtigt havet stiger, afhænger af, hvor meget drivhusgas vi udleder i fremtiden. Selv hvis vi stopper udledning af drivhusgas helt allerede i dag, vil havniveaet fortsætte med at stige i århundreder fremover.
På figuren nedenfor ses havniveaustigninger fremskrevet ved hjælp af klimamodeller frem mod år 2100. Figuren viser fem mulige fremtider – baseret på såkaldte udledningsscenarier, med forskellige niveauer af fremtidige drivhusgasudledninger.
- Læs mere om udledningsscenarier her
- Læs mere om drivhusgasser her
De nuværende klimapolitikker i verdens lande svarer omtrent til det mellemhøje udledningsscenarie, forventes det globale havniveau at stige 0,66 – 1,33 m i år 2100 (set i forhold til havniveau i år 1995-2014). Til sammenligning er stigningen i henholdsvis det laveste og det højeste udledningsscenarie steget 0,28-0,55 m og 0,98-1,88 m.
Hvis den globale opvarmning begrænses til maksimalt 2 graders, vil havniveauet om to tusinde år være steget mellem 2 og 6 m i forhold til i dag. Hvis den globale gennemsnitstemperatur derimod stiger med 5 grader forventes en stigning på 19–22 m.
Den store usikkerhed, forbundet særligt med de højeste udledningsscenarier, skyldes en begrænset forståelse af nogle processer, der pludseligt kan accelerere afsmeltningen fra indlandsisen i Grønland og Antarktis.
Blandt processerne, vi endnu ikke har den fulde forståelse af, er det varme vands undergravning af iskapperne. Det gælder særligt på Antarktis, hvor store dele af iskappen er i kontakt med havet. Når varmt havvand trænger langt ind under en iskappe langs bunden, får det afsmeltningen til at accelerere voldsomt, så iskappen mister en meget stor mængde is på kort tid gennem kælvning, hvor store stykker is brækker af og falder i vandet – det er bl.a. sådan isbjerge skabes.
Havniveauet vil fortsætte med at stige efter år 2100 som en forsinket reaktion på klimaforandringerne. Det skyldes, at opvarmning af dybhavet og tabet af is fra de store iskapper sker meget langsomt. Derfor vil havniveauet forsætte med at stige i århundreder til årtusinder, selv hvis udledningen af drivhusgasser stoppes helt i dag.
Årsager til at havet stiger
Havet stiger i takt med de klimaforandringerne på grund af varmeudvidelse af havvand og afsmeltning af is.
For det første udvider vand sig, når det varmes op. Jo mere varme, der optages i havene, des mere vil havniveauet derfor stige. Varmeudvidelsen kan forklare halvdelen af den havniveaustigning, der fandt sted i perioden 1971-2018.
For det andet udløser den globale opvarmning afsmeltning af iskapper og gletsjere, hvilket resulterer i at store mængder smeltevand fra isen på landjorden, løber ud i verdenshavene og hæver havniveauet yderligere.
Afsmeltning af iskapper og gletsjere udgjorde henholdsvis 22 % og 20 % af havniveaustigningen i 1971-2018. De sidste 8 % af havniveaustigningen skyldes tab fra andre vandmagasiner på land (f.eks. grundvand, vandløb og søer), der er endt i havet. En væsentlig pointe er dog at de relative bidrag fra de forskellige kilder ændrer sig fremover i takt med den globale opvarmning og klimaforandringerne – se figuren nedenfor.
Et illustrativt eksempel er at i takt med at gletsjere svinder ind og afsmeltningen af de grønlandske og antarktiske iskapper accelererer, udgør afsmeltning fra de store iskapper en større og større andel af det stigende havniveau. Bidraget fra dette til den globale havniveaustigning var således fire gange større i perioden 2010-2019 end i perioden 1992-1999.
De grønlandske og antarktiske iskapper indeholder enorme mængder frossent vand. Hvis den grønlandske iskappe smelter helt bort kan det skabe en global gennemsnitlig havniveaustigning på omkring 7 meter. Iskappen på Antarktis er der langt større: Der gemmer sig omkring 60 meter global gennemsnitlig havniveaustigning, hvis hele iskappen smelter.
Det er dog vigtigt at understrege at det selv i et meget varmere klima vil tage årtusinder at smelte de store iskapper helt, hvis det skulle ske.
Den globale opvarmning får også havis til at smelte. Afsmeltning af havis bidrager ikke til havniveaustigninger. Det skyldes, at havisen allerede flyder og fylder i havet. Derfor fører afsmeltningen af havis ikke til havniveaustigninger, men har en række andre effekter på klimasystemet.
Globalt og regionalt havniveau
Havet stiger ikke lige meget kloden rundt, men har betydelige regionale forskelle. Det skyldes en række komplekse processer, bl.a. havstrømme, varmeudveksling i havet, forandringer i Jordens tyngdefelt og landhævning.
Når den grønlandske iskappe smelter, og smeltevandet løber ud i havet, skaber dette vand større havniveaustigning i de sydlige oceaner end omkring Grønland. Dette fænomen kan forklares ved tyngdekraft.
Den grønlandske iskappe er så stor, at tyngdekraft omkring den trækker havet ind til sig, og derved hæver den det regionale havniveau. Når iskappen mister masse – i takt med at dele af den smelter – vil denne tyngdekraft blive mindre, og det regionale havniveau vil derfor sænke sig. Det samme gør sig gældende for den antarktiske iskappe, hvis afsmeltning skaber større havniveaustigning i de nordlige oceaner.
På trods af at det globale havniveau stiger, er der landregioner, som ikke oplever stigende havniveau. Det skyldes, at disse regioner er i færd med at hæve sig – et betydeligt geologisk opløft, der kaldes landhævning. Landhævning foregår også i Danmark. Den skyldes fortsatte bevægelser efter afslutningen af den seneste istid, hvor vægten af store iskapper trykkede jordskorpen nedad. Efterfølgende smeltede isen (10.000-20.000 år siden), trykket forsvandt, og jordskorpen kunne igen bevæge sig opad. I dag hæver Danmark, særligt de nord- og østlige dele, sig lokalt med op til et par mm om året, hvilket modvirker effekten af havniveaustigninger en smule.
Stigende vandstand i Danmark
Havniveauet omkring Danmark stiger. På grund af forskelle i landhævning stiger vandstanden mindst ved de nordjyske kyster og mest ved de sydvestjyske kyster.
Vandstanden i Danmark forventes fortsat at stige fremover. DMI’s Klimaatlas viser de forventede ændringer under forskellige udledningsscenarier frem mod slutningen af dette århundrede. Stigningen i havniveauet afhænger af den globale udledning af drivhusgasser. Verdens nuværende klimapolitikker vil medføre cirka 3 graders opvarmning i år 2100 . Den forventede stigning i dette scenarie vil være 40-50 centimeter i Danmark i forhold til niveauet i 2025 . Dette tal er behæftet med usikkerheder og derfor kan der ikke udelukkes en havniveaustigning på op til 90 centimeter i år 2100.
Stormfloder bliver kraftigere og hyppigere i takt med de stigende vandstande, da højden på stormfloderne vil tage til med den højde vandstanden allerede er steget med.
Kilder
- Copernicus climate change service. Climate indicators. Sea level. Summary. Sea level | Copernicus (Eksternt link)
- Copernicus climate change service. Climate indicators. Ice sheets. Summary. Ice sheets | Copernicus (Eksternt link)
- IPCC, 2021: Summary for Policymakers. In: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S.L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M.I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J.B.R. Matthews, T.K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu, and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press, Cambridge, United Kingdom and New York, NY, USA, pp. 3−32, doi:10.1017/9781009157896.001
- Fox-Kemper, B., H.T. Hewitt, C. Xiao, G. Aðalgeirsdóttir, S.S. Drijfhout, T.L. Edwards, N.R. Golledge, M. Hemer, R.E. Kopp, G. Krinner, A. Mix, D. Notz, S. Nowicki, I.S. Nurhati, L. Ruiz, J.-B. Sallée, A.B.A. Slangen, and Y. Yu, 2021: Ocean, Cryosphere and Sea Level Change. In Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S.L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M.I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J.B.R. Matthews, T.K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu, and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press, Cambridge, United Kingdom and New York, NY, USA, pp. 1211–1362, doi: 10.1017/9781009157896.011.
