FN's klimapanel
FN's klimapanel er et mellemstatsligt videnskabeligt panel. På engelsk hedder det IPCC, hvilket står for Intergovernmental Panel on Climate Change. Panelets formål er at samle og skabe et opdateret overblik over den viden og forskning, som findes om klimaforandringer og deres konsekvenser for miljø, samfund og økonomi.
Klimaet og de ændringer, som det i stigende grad gennemgår, har globale konsekvenser. Alt liv på jorden bliver påvirket af forandringerne, og derfor er det vigtigt at forstå forandringerne, og hvordan vi kan begrænse dem og tilpasse os til dem.
Hvem er IPCC?
IPCC blev oprettet i 1988 af FN's organisationer for meteorologi (WMO) og miljø (UN Environment). Der er 195 medlemslande.
IPCC’s hovedformål er med regelmæssige mellemrum at udgive rapporter om den aktuelle naturvidenskabelige viden om klimaforandringer, klimatilpasning og reduktionstiltag.
IPCC udfører således ikke selv forskning eller indsamler data, men vurderer den allerede eksisterende viden og litteratur. IPCC’s arbejde er relevant som beslutningsgrundlag for politikere og verdensledere, men IPCC kommer ikke selv med politiske anbefalinger.
IPCC's rapporter
Panelets arbejdsprogram fastsættes af regeringsrepræsentanter fra hele verden. Opgaven er at forsyne verden med videnskabelig vurdering af klimaforandringerne og deres konsekvenser for mennesker, natur og samfund.
Panelets arbejde ledes af 34 af verdens førende forskere, som står i spidsen af et arbejdsprogram med en række store klimastatusrapporter. Hver rapport har et forfatterhold på 2-300 forskere fra hele verden, hvis opgave er at gennemgå og beskrive al den relevante videnskabelig litteratur inden for klimaforskningen. Hermed får vi en sammenstilling af al den foreliggende viden fra alverdens forskere, samtidig med at de vigtigste, de nyeste og de mest robuste resultater fremhæves. Klimapanelet udarbejder politisk relevant information, men kommer ikke med en række anbefalinger, da det er vigtigt at opretholde en politisk neutral rolle for at sikre videnskabelig integritet og uafhængighed.
Rapporterne udgør et autoritativt globalt klimavidenskabeligt grundlag, som står som en grundsten for DMI’s formidling og klimavidenskabelig rådgivning til regeringen, kommunerne og borgerne. Rapporterne udgør også det videnskabelige grundlag for FN’s Klimakonvention, herunder for Parisaftalen, hvis formål er at undgå farlige menneskeskabte klimaforandringer.
IPCCs seneste hovedrapport udkom i 2021-2023, og du kan finde hovedbudskaberne på dansk her på siderne.
IPCC’s arbejde med retningslinjer for opgørelse af drivhusgasudledninger
IPCC har en Task Force, der beskæftiger sig med, hvordan landene bedst opgør deres drivhusgasudledninger, hvilket de har en forpligtelse til under Klimakonventionen og Parisaftalen. IPCC har udgivet en række metoderapporter, som giver ganske tekniske retningslinjer for opgørelserne, og som regelmæssigt opdateres og suppleres.
IPCC’s kommende arbejde
IPCC arbejdsprogram 2023-2030
- Særrapport om klimaforandringer og byer tidligt i 2027.
- Metoderapport om emissionsopgørelser for Short-Lived Climate Forcers i 2027.
- Metoderapport om emissionsopgørelser for Carbon Dioxide Removal Technologies, Carbon Capture Utilization and Storage i 2027.
- IPCC Syvende Hovedrapport
- Arbejdsgruppe 1 rapport: Observationer og fremskrivninger
- Arbejdsgruppe 2 rapport: Sårbarhed og Klimatilpasning
- Arbejdsgruppe 3 rapport: Reduktionstiltag
- Tillæg til Arbejdsgruppe 2 rapporten, der reviderer og opdaterer ’1994 IPCC Technical Guidelines on impacts and adaptation’
- Afsluttende Synteserapport sent i 2029
DMI's rolle som kontaktpunkt
DMI er det danske kontaktpunkt for IPCC. Det betyder, at det er DMI, der er bindeleddet i kommunikationen mellem IPCC og den danske regering samt mellem IPCC og danske klimaeksperter.
Som kontaktpunkt for IPCC:
- deltager DMI i IPCC’s plenarmøder, hvor der bl.a. tages beslutning om udarbejdelse af rapporter og afholdelse af ekspertmøder. Her følges arbejdsgruppernes fremdrift, og de endelige rapporter godkendes.
- DMI koordinerer som kontaktpunkt for IPCC regeringshøringer af udkast til IPCC-rapporter. Høringerne skal sikre, at teksten er balanceret, objektiv og relevant for beslutningstagere, at rapporten er skrevet i et forståeligt sprog, samt at figurer og tabeller er forståelige.
- Det er DMI's rolle som kontaktpunkt for IPCC, at nominere eksperter til IPCC’s forfatterhold til de forskellige rapporter samt til deltagelse i ekspertworkshops og andre ekspertroller. Det nationale kontaktpunkt indkalder nomineringerne fra danske eksperter og indsender nominering. For at komme i betragtning skal man enten være en dansk ekspert med et relevant cv eller udenlandsk ekspert ved en dansk institution med et relevant cv. Herefter vælger IPCC sine forfatter- og eksperthold ud fra en balancering af ekspertiseområder, geografisk repræsentation, køn og et mix af erfarne og nye personer i IPCC-processerne.
- DMI informerer om IPCC og det arbejde, der foregår, samt hvordan man kan blive involveret i det. Vi opfordrer alle eksperter, der er interesserede i at engagere sig i IPCC’s arbejde til at kontakte os med henblik på at komme med på vores mailingliste. DMI holder også kredsen af danske klimarelaterede NGO’er via 92gruppen informeret om IPCC og panelets arbejde.
. - DMI rådgiver Klima-, Energi- og Forsyningsministeren om IPCC's rapporter og konklusioner.
Danmark støtter IPCC's Trust Fund med 2 millioner kroner årligt via Klimapuljen.
IPCC’s arbejde
IPCC's vigtigste opgave er at udgive rapporter om den viden, der findes inden for klimaområdet. IPCC udsender en omfattende klimastatus i form af en hovedrapport ca. hvert 7. år. Den seneste udkom i 2023.
Hovedrapportens anvendelse
Hovedrapporten indeholder en samlet vurdering af klimaforandringerne, hvordan de modvirkes, og hvordan vi tilpasser os.
Rapporten forsyner verden med den mest omfattende vurdering af klimaforskningen, der er tilgængelig på tidspunktet, og den står i en årrække fremover som det vigtigste videnskabelige grundlag for politiske beslutninger på klimaområdet. Den udgør et essentielt indspil i de internationale klimaforhandlinger.
Samtidig er dens klimastatus værdifuld for civilsamfundet og folkeoplysningen.
Arbejdsprocessen
I starten af en ny arbejdscyklus beslutter IPCC hvilke rapporter, der skal skrives under det nuværende formandskab og bureau. I den netop afsluttede 6. arbejdscyklus udkom:
- Særrapport om 1,5 graders global opvarmning (2018)
- Særrapport om Verdens have, gletsjere og iskapper i et ændret klima (2019)
- Særrapport om klimaforandringer og landsektoren (2019)
- Metoderapport, som opdaterer retningslinjerne for drivhusgasopgørelser til Klimakonventionen (2019)
- Arbejdsgruppe I - Delrapport til 6. hovedrapport: Naturvidenskabelig baggrund (2021)
- Arbejdsgruppe II - Delrapport til 6. hovedrapport: Klimaeffekter og tilpasning (2022)
- Arbejdsgruppe III - Delrapport til 6. hovedrapport: Afbødning af klimaforandringerne (2022)
- Synteserapport. Det fjerde og sidste element i 6. hovedrapport sammenstiller information fra de tre delrapporter og sætter fokus på tværgående emner (2023)
Alle rapporterne indeholder et 'Sammendrag for beslutningstagere'. De sidste fire rapporter udgør tilsammen Sjette Hovedrapport. Hovedrapporten indeholder en samlet vurdering af klimaforandringerne, hvordan de modvirkes, og hvordan vi tilpasser os.
Arbejdet med at skrive rapporten ledes af arbejdsgruppeformændene, som er centrale personer i IPCC’s bureau.
Det første trin er at fastsætte indholdsfortegnelse for rapporterne. Der udpeges en række eksperter til arbejdet og indholdsfortegnelsen godkendes herefter af IPCC’s forsamling.
Når det således er klart, hvad rapporten skal indeholde, indkalder man forfatternomineringer fra regeringer og observatører. Blandt de mange nomineringer udpeger IPCC’s bureau forfatterholdene til de enkelte rapporter under hensyntagen til ekspertiseområde, geografisk fordeling, køn og sikrer en blanding af erfarne og nye eksperter.
Til en særrapport er der ca. 80 forfattere. Til udarbejdelsen af sjette hovedrapport er i alt 721 forfattere blevet udpeget på baggrund af 2858 nomineringer. Hertil kommer andre bidragsydende forfattere som bringer det samlede tal op på flere tusinde eksperter.
For hver rapport er der en detaljeret tidsplan med høringsperioder. Der er både eksperthøringer og regeringshøringer af flere omgange. Hundredvis af forskere, faglige eksperter og eksperter fra embedsværket gennemgår rapportudkastene af flere omgange for at sikre, at indholdet er nøjagtigt og fyldestgørende.
Alle de kommentarer, som de har til rapporten, offentliggøres, for at sikre en gennemsigtig proces. Dette sikrer IPCC’s status som en unik og pålidelig kilde til omfattende og afbalanceret videnskabelig information til beslutningstagere rundt om i verden.
Danskere og eksperter ved danske universiteter involveret i IPCC’s sjette arbejdscyklus
Eksperter udpeges til 3 forskellige roller:
- Hovedforfatter (LA, Lead Author)
- Koordinerende hovedforfatter (CLA)
- Review Editor (RE)
De to sidstnævnte er de tungeste og mest ansvarsfulde poster. Her havde Danmark ved Femte Hovedrapport 2 CLA og en RE, mens vi denne gang i arbejdet med Sjette Hovedrapport kun har én RE og slet ingen CLA. Til gengæld er der denne gang 8 LA, mod kun én på den 5. rapport.
Sjette hovedrapport – del 1
Ny rapport fra FN’s klimapanel: Havet og temperaturen stiger med hidtil uset hastighed
FN’s klimapanel har udgivet en omfattende statusrapport på klimaets tilstand i fortiden og i fremtiden. Hovedbudskabet i rapporten er, at den globale temperatur og det globale havniveau stiger med hidtil uset hastighed. Rapporten vil stå som en videnskabelig hjørnesten mange år frem.
Tre års intenst arbejde med at gennemgå al relevant videnskabelig litteratur har resulteret i en ny omfattende rapport fra FN's klimapanel (IPCC) med fokus på klimaet i fortiden og i fremtiden. DMI har som Danmarks kontaktpunkt for panelet været tæt involveret i arbejdet med rapporten.
”Rapporten vil stå som en videnskabelig hjørnesten i de næste mange år og vil danne grundlag for beslutningstagere på både lokalt, nationalt og globalt plan,” siger ph.d. Tina Christensen, klimavidenskabelig rådgiver hos DMI, som er dansk kontaktpunkt for FN’s klimapanel (IPCC).
Find IPCC’s sjette hovedrapport del 1 her.
De vigtigste hovedbudskaber i rapporten
- Det er utvetydigt, at menneskelig indflydelse har opvarmet klimasystemet, og at udbredte og hastige klimaforandringer har fundet sted.
- Den globale overfladetemperatur var 1,09 °C højere i 2011-2020 end 1850-1900. Hvert af de sidste fire årtier har været tiltagende varmere end noget foregående årti siden 1850.
- For hver halve grad den globale opvarmning stiger yderligere, vil der være statistisk signifikante stigninger i temperaturekstremer, intensitet af kraftig nedbør og alvorlig tørke.
- Det estimeres, at den globale opvarmning overstiger 1,5 °C i de tidlige 2030-ere.
- Mange af de forandringer, der forårsages af drivhusgasudledninger frem til i dag og i fremtiden, er irreversible i århundreder, op til årtusinder. Det gælder særligt forandringer i havene, iskapperne og det globale havniveau.
Rapportens hovedbudskaber i detaljer
Aktuel klimastatus
Global opvarmning er utvetydigt påvirket af menneskelig aktivitet
Det er utvetydigt, at menneskelig indflydelse har forårsaget opvarmning i atmosfæren, oceanerne og landjorden. Der er sket udbredte og hastige forandringer i atmosfæren, verdenshavene, kryosfæren og biosfæren.
Hvert af de sidste fire årtier har været tiltagende varmere end noget foregående årti siden 1850. Den globale overfladetemperatur var 1,09 (0,95-1,20) °C højere i 2011-2020 end 1850-1900 med større stigning over land (1,59 (1,34-1,83) °C) end over havet (0,88 (0,68-1,01) °C).
Det globale havniveau er steget med 0,20 (0,15-0,25) m mellem 1901 og 2018. Hastigheden af havniveaustigningen var 1,3 (0,6-2,1) mm/år mellem 1901 og 1971, hvilket steg til 1,9 (0,8-2,9) mm/år mellem 1971 og 2006 og steg yderligere til 3,7 (3,2-4,2) mm/år mellem 2006 og 2018. Menneskelig aktivitet var med stor sandsynlighed (90-100% sandsynlighed) hovedårsagen til den observerede stigning i havniveauet, i hvert fald siden 1971.
I perioden 1971-2018 har havets opvarmning, som får vandet til at udvide sig, udgjort 50% af den observerede havniveaustigning, afsmeltning fra gletsjere har udgjort ca. 22%, afsmeltning fra iskapperne i Grønland og Antarktis har udgjort 20%, mens vandreservoirer på land har bidraget med 8%.
Siden 1970 har land-biosfæren ændret sig på måder, der er i overensstemmelse med stor-skala opvarmning: Klimazoner er rykket mod polerne og vækstsæsonen er i gennemsnit forlænget med op til to dage pr. årti siden 1950 på den nordlige halvkugle uden for troperne.
Forandringerne i klimasystemet er uden fortilfælde i de sidste mange årtusinder
I 2019 var atmosfærens indhold af CO2, metan og lattergas højere end nogensinde de sidste 800.000 år, og den nuværende CO2-koncentration har ikke været oplevet i mindst 2 millioner år.
Den gennemsnitlige globale overfladetemperatur er steget hurtigere siden 1970, end nogen anden 50 årig periode de sidste i hvert fald 2000 år.
Den gennemsnitlige årlige arktiske havisudbredelse nåede i 2011-2020 sit laveste niveau i hvert fald siden 1850. Den arktiske sensommer-havisudbredelse var den laveste de sidste i hvert fald 1000 år.
Hastigheden, hvormed det globale havniveau er steget siden 1900, er højere end i noget andet århundrede de sidste 3000 år.
Global opvarmning påvirker allerede ekstreme vejrhændelser
Menneskeskabte klimaforandringer påvirker allerede mange ekstreme vejr- og klimahændelser i alle dele af verden. Siden Femte Hovedrapport er der kommet styrket evidens for observerede ændringer i ekstremer så som hedebølger, kraftig nedbør, tørke og tropiske cykloner. Især at disse hændelser kan tilskrives menneskelig indflydelse, har styrket evidens.
Det er i realiteten sikkert, at varmeekstremer, herunder hedebølger, er blevet hyppigere og kraftigere over de fleste landområder siden 1950-erne. Nogle varmeekstremer, observeret i det seneste årti, ville have været ekstremt usandsynlige uden menneskelig indflydelse af klimasystemet.
Siden 1950 er hyppigheden og intensiteten af kraftige nedbørshændelser steget over de fleste landområder og menneskelig indflydelse er sandsynligvis den vigtigste årsag.
En fordobling af CO2 i atmosfæren vil øge den globale temperatur med 3 °C
Klimavidenskabens bedste bud på klimasensitiviteten er 3 °C. Klimasensitiviteten beskriver, hvor meget den globale temperatur stiger som følge af en fordobling af atmosfærens indhold af CO2. Dette kan vurderes med større sikkerhed end i Femte Hovedrapport på baggrund af en styrket forståelse af klimaprocesser, det forhistoriske klima og den stigende strålingspåvirkning af klimasystemet.
Vores mulige fremtidige klima
IPCC benytter fem illustrative scenarier
IPCC benytter i hele Sjette Hovedrapport et sæt af fem nye illustrative scenarier for fremtidig drivhusgasudledning. De fem scenarier benævnes SSP1-1.9, SSP1-2.6, SSP2-4.5, SSP3-7.0, SSP5-8.5.
Tabel: Den første del af navnet SSP1, SSP2, SSP3 og SSP5 hentyder til 3 af de 5 Shared Socioeconomic Pathways hvor SSP1 er karakteriseret af bæredygtighed, SSP2 er en mellemvej, SSP3 er karakteriseret ved rivalisering mellem regioner og SSP5 er karakteriseret ved udvikling drevet af fossile energikilder. Den anden del af navnet beskriver strålingspåvirkningen i år 2100 målt i W/m2, hvilket giver en sammenligning med RCP-scenarierne i Femte Hovedrapport og IPCC Særrapporterne fra 2018 og 2019, selvom de bagved liggende scenarier og udviklingen frem til (og efter) 2100 er forskellige.
Fremtidige klimaforandringer afhænger af fremtidige udledninger
Den globale overfladetemperatur vil fortsætte med at stige indtil i hvert fald midten af århundredet i alle udledningsscenarierne. Den globale opvarmning vil overstige 1,5 °C og 2°C i løbet af det 21. århundrede, medmindre der sker store reduktioner i CO2- og andre drivhusgasudledninger i de kommende årtier. I alle scenarier, bortset fra SSP5-8.5, estimeres det, at den globale opvarmning overstiger 1,5 °C i de tidlige 2030-ere. Tidspunktet defineres som midtpunktet af den første 20-års periode, hvor den globale middel-overfladetemperatur overstiger 1,5 °C. Et enkelt år, hvor den globale middel-overfladetemperatur overstiger 1,5°C i forhold til 1850-1900, betyder ikke, at den globale opvarmning har nået 1,5°C.
En række ændringer i klimasystemet bliver forstærket i takt med stigningen i global opvarmning. Herunder forekomsten og intensiteten af varmeekstremer, marine hedebølger, kraftige nedbørshændelser, i nogle regioner tørke, intensiteten i kraftige tropiske cykloner og reduktion af havisen i Arktis, snedække og permafrost.
Ved enhver forøgelse af den globale opvarmning, vil ændringerne i ekstremer blive fortsat større. Der vil være en øget forekomst af hidtil usete ekstreme vejrhændelser i takt med den globale opvarmning, selv hvis den begrænses til 1.5°C. De forventede ændringer i hyppighed er større for mere ekstreme vejrhændelser.
Arktis vil sandsynligvis blive helt havis-fri i september, mindst én gang inden 2050 under alle fem udledningsscenarier, og det vil ske hyppigere ved større global opvarmning.
Kraftige nedbørhændelser vil stige i intensitet og blive hyppigere med stigende global opvarmning. På globalt niveau vil kraftige nedbørhændelser stige 7% i intensitet for hver grad, den globale opvarmning stiger.
Fortsat global opvarmning vil yderligere intensivere det hydrologiske kredsløb, herunder variabiliteten og alvorligheden af både nedbørs- og tørkehændelser, inklusiv i monsun-nedbør.
For udledningsscenarier med stigende CO2-udledninger forventes havet og landjorden at blive mindre effektive til at optage CO2 og dermed mindre effektive til at bremse akkumuleringen af CO2 i atmosfæren.
Med yderligere global opvarmning vurderes alle dele af verden til, i stigende grad, at opleve flere og sammenfaldende ændringer i forskellige klimatiske parametre. Forandringer i adskillige klimatiske parametre vil være mere udbredte ved en global opvarmning på 2°C, end ved en global opvarmning på 1,5 °C. Ved højere global opvarmning vil forandringerne være endnu mere udbredte og udtalte.
Hyppigheden af ekstreme vandstandshændelser vil stige i det 21. århundrede, så en stormflod, der i dag statistisk forekommer hvert 100. år, vil kunne forventes hvert år i slutningen af dette århundrede ved over halvdelen af de steder, hvor der observeres vandstand. Havstigninger bidrager til mere hyppige og voldsomme oversvømmelser af lavtliggende kystområder samt til kysterosion langs de fleste strande.
Nogle klimaforandringer vil have fortsatte konsekvenser meget længe
Mange af de forandringer, der forårsages af drivhusgasudledninger frem til i dag og i fremtiden, er irreversible i århundreder, op til årtusinder. Det gælder særligt forandringer i havene, iskapperne og det globale havniveau.
Som følge af hidtidige udledninger vil havet fortsat opvarmes og gletsjere fortsætte deres afsmeltning i årtier, op til århundreder. Iskapperne i Grønland og Antarktis vil fortsætte deres afsmeltning gennem hele dette århundrede.
Det er i realiteten sikkert, at havniveauet vil fortsætte med at stige gennem det 21. århundrede med en sandsynlig stigning på 0,28-0,55 m under SSP1-1.9 og 0,63-1,01 m under SSP5-8.5 i forhold til det gennemsnitlige niveau i 1995-2014. Efter år 2100 vil havniveauet fortsætte med at stige i århundreder, op til årtusinder, som følge af dybhavets fortsatte varmeoptag og massetab fra iskapperne.
Fænomener med lav sandsynlighed men store konsekvenser
Der er konsekvenser af global opvarmning, der har lav sandsynlighed for at ske, men som ikke kan udelades i en risikovurdering. Der bør eksempelvis tages højde for kollaps af iskapperne ved polerne, pludselige ændringer i havcirkulationen, visse sammenfaldne vejrekstremer og en langt større opvarmning end forventet.
Selv når den globale opvarmning holder sig inden for et scenaries meget sandsynlige interval, kan der forekomme fænomener på globalt eller regionalt plan, som har lav sandsynlighed men store konsekvenser. Sandsynligheden for disse stiger med øget global opvarmning. Bratte ændringer i klimasystemet og tipping points såsom kraftigt øget afsmeltning fra Antarktis og skovdød kan ikke udelukkes.
Det er meget sandsynligt, at cirkulationen i Atlanterhavet (Golfstrømmen og Grønlandspumpen) vil aftage gennem det 21. århundrede, men det vurderes med middel sikkerhed, at cirkulationen ikke vil kollapse inden år 2100. Hvis et brat kollaps finder sted, vil det med stor sandsynlighed føre til bratte ændringer i vejrmønstre og regionale hydrologiske kredsløb.
Begrænsning af den globale opvarmning
Begrænsning af global opvarmning kræver reduktion i udledninger
Hvis den menneskeskabte globale opvarmning skal begrænses til et bestemt niveau, kræver det at de akkumulerede CO2-udledninger begrænses, at der opnås en CO2-nettoudledning på nul samtidig med markante reduktioner i udledningen af andre drivhusgasser. Markant, hurtig og vedvarende reduktion af metan-udledningen vil derudover begrænse den opvarmning, der stammer fra reduceret partikelforurening, og vil forbedre luftkvaliteten.
Det bekræftes med stor sikkerhed, at der er en næsten lineær sammenhæng mellem de akkumulerede CO2-udledninger og den opvarmning de forårsager. Denne sammenhæng indebærer, at netto-udledningen af menneskeskabt CO2 skal bringes til nul for at stabilisere den menneskeskabte temperaturstigning. For hver 1000 gigaton akkumulerede CO2-udledninger vurderes det sandsynligt, at temperaturen stiger med 0,45 (0,27-0,63) °C. Herfra kan det estimeres, hvor meget CO2 der fortsat kan udledes, før bestemte temperaturniveauer overskrides; det såkaldte carbonbudget. Sådanne estimater er forbundet med stor usikkerhed. Rapporten angiver et resterende carbonbudget på 300-900 GtCO2 for en begrænsning af den globale opvarmning til 1,5 °C og på 900-2300 GtCO2 for 2 °C.
Stringente udledningsreduktioner i overensstemmelse med SSP1-1.9 og SSP1-2.6 fører i løbet af et antal år til tydelig indvirkning på drivhusgas- og aerosolkoncentrationen i atmosfæren, set i forhold til opvarmningen fra udledninger der følger scenarierne SSP3-7.0 eller SSP5-8.5. I løbet af 20 år vil forskellen i global overfladetemperatur mellem disse forskellige scenarier kunne adskilles tydeligt fra naturlig variabilitet. For andre klimatiske parametre vil det samme være tilfældet over en længere årrække.
Midlertidig nedgang i udledningerne i 2020 i forbindelse med COVID-19-bekæmpelse medførte en lille nedgang i strålingspåvirkning, primært grundet reduktioner i menneskeskabte aerosoller og målbare men midlertidige effekter på den atmosfæriske sammensætning og luftforurening. En global eller regional effekt på klimaet er dog ikke målbar i forhold til den naturlige variabilitet på grund af reduktionernes korte varighed. Selvom CO2 udledningerne faldt midlertidigt i 2020, var det ikke nok til at påvirke koncentrationen af CO2 i atmosfæren. Koncentrationen fortsatte med at stige i 2020 uden målbar nedgang i den observerede stigningstakt.
Stringente udledningsreduktioner har stor indflydelse på konsekvenserne af klimaforandringerne efter 2040. Sådanne tiltag vil, i forhold til høje udledningsscenarier, stærkt begrænse hyppigheden af ekstreme vandstandshændelser, kraftig nedbør og udbredelsen af farlige varmehændelser i slutningen af århundredet.
Teknikker til at fjerne CO2 fra atmosfæren kan i stor skala føre til negative udledninger. Teknikkerne har forskellige vidtrækkende bivirkninger på det biokemiske kredsløb og klimaet, som enten kan styrke eller svække deres effekt. Disse teknikker kan sænke den atmosfæriske CO2-koncentration og modvirke forsuring af havet. Når man fjerner en bestemt mængde CO2 fra atmosfæren, vil det ikke resultere i et tilsvarende fald i atmosfærens indhold af CO2. Ligesom en del af de historiske menneskeskabte CO2-udledninger er ophobet i havet og på land, vil fjernelse af CO2 fra atmosfæren på samme måde modvirkes af frigivelse af CO2 fra hav og land.
Fjernelse af CO2 fra atmosfæren kan reducere den globale opvarmning, hvis de globale CO2-udledninger bliver negative, men andre konsekvenser af klimaforandringerne vil fortsætte i årtier til årtusinder. Eksempelvis vil havniveauet ikke falde i adskillige århundreder eller årtusinder, selv ved store negative CO2-udledninger.
Kort om IPCC’s sjette hovedrapport del 1
- 234 forfattere har arbejdet i tre år på den 3000 sider lange baggrundsrapport, som har været i høringsrunder af tre omgange. Det har affødt 78.000 kommentarer, som forfatterne har reageret på i den grundige proces med at sikre rapportens videnskabelige kvalitet.
- Den sidste etape af rapportens udarbejdelse var at godkende sammendraget for beslutningstagere - også kendt som ”SPM” (summary for policy makers). Godkendelsen har foregået på et virtuelt IPCC-møde de sidste to uger med 28 zoom-sessioner af 3 timer, og her har 2 medarbejdere fra DMI udgjort Danmarks delegation.
- De 3000 sider skulle koges ned til et sammendrag på 30 sider, hvor det skulle besluttes præcis hvilke af de mange vigtige budskaber der skal fremhæves i sammendraget. Den præcise ordlyd blev godkendt af regeringsrepræsentanter fra hele verden, og forfatterne var med hele vejen for at sikre at teksten er i overensstemmelse med baggrundsrapporten.
Af Tilde Jespersen og Tina Christiansen
9. august 2021.
Sjette hovedrapport – del 2
FN’s Klimapanel: Vi skal handle nu
Klimaforandringer rammer verden skævt, lyder budskabet i seneste rapport fra FN’s Klimapanel, der har fokus på konsekvenser af klimaforandringer og muligheder for tilpasning. Flere mennesker fordrives, dødeligheden stiger, sundheden falder og økosystemer trues. I takt med at temperaturen stiger, øges risikoen for uoprettelige skader og behovet for klimatilpasning.
Fire års intenst arbejde med at gennemgå al relevant videnskabelig litteratur har resulteret i en ny omfattende rapport fra FN's Klimapanel (IPCC) med fokus på konsekvenser af klimaforandringer og muligheder for tilpasning.
DMI har som Danmarks kontaktpunkt for panelet været tæt involveret i arbejdet med rapporten.
- Forskningen taler sit tydelige sprog: klimaforandringer truer vores klode og vores samfund. Selv 1,5 graders opvarmning medfører uoprettelige tab og skader, men jo højere temperatur, jo større konsekvenser for både natur og mennesker. Vi har et snævert vindue til at reducere verdens drivhusgasudledning og planlægge den nødvendige tilpasning, siger Adrian Lema, der er chef for Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.
Den 6.000 sider lange rapport vil være en videnskabelig hjørnesten i de næste mange år og vil være grundlag for beslutningstagere på både lokalt, nationalt og globalt plan.
Find IPCC’s sjette hovedrapport del 2 her (Engelsk)
Rapportens vigtigste hovedbudskaber
- Den samlede videnskabelige evidens er utvetydig: Klimaforandringer er en trussel mod menneskers helbred og klodens tilstand. Enhver yderligere forsinkelse af fælles global handling for tilpasning og reduktionsudledninger vil forpasse muligheden for at udnytte et lille og hurtigt-lukkende vindue, der kan sikre en beboelig og bæredygtig fremtid for alle.
- Menneskeskabte klimaforandringer, herunder hyppigere og mere intense ekstreme hændelser, har forårsaget udbredte negative konsekvenser og påført natur og mennesker tab og skader. Det er observeret, at de mest sårbare befolkninger og systemer påvirkes disproportionalt på tværs af sektorer og regioner. Stigningen i ekstreme vejr- og klimahændelser har ført til irreversible effekter, da naturlige og menneskelige systemer presses over grænsen for mulig tilpasning.
- Menneskers og økosystemers sårbarhed over for klimaforandringer varierer væsentligt mellem og inden for regioner. Omtrent 3,3 til 3,6 mia. mennesker lever under forhold, som er særdeles sårbare over for klimaforandringer. En stor andel af arter er sårbare over for klimaforandringer.
- En global opvarmning, som nærmer sig 1,5°C i den nære fremtid, vil forårsage uundgåelige stigninger i adskillige klimarelaterede farer og betyde adskillige risici for økosystemer og mennesker. Indsatser i den nærmeste fremtid, der begrænser den globale opvarmning til nær 1,5 °C, vil sammenlignet med højere opvarmning reducere forventede klimarelaterede tab og skader i menneskelige systemer og økosystemer betydeligt, men kan ikke forhindre dem alle.
- Tab af biodiversitet, forringelse, skader og transformationer af økosystemer er allerede nøglerisici i alle regioner på grund af global opvarmning og vil fortsætte med at eskalere med enhver forøgelse af den globale opvarmning.
- Hvis den globale opvarmning midlertidigt overskrider 1,5 °C i de kommende årtier (såkaldt overshoot), vil mange menneskelige og naturlige systemer udsættes for yderligere alvorlige risici sammenlignet med et scenarie, hvor den globale opvarmning forbliver under 1,5 °C.
- Havniveaustigninger udgør en markant og alvorlig udfordring for tilpasning, da det indebærer håndtering af forandringer, der sætter langsomt ind, samt en øget hyppighed og størrelse af ekstreme vandstandshændelser, som kommer til at eskalere i de kommende årtier.
- Der findes gennemførlige og effektive muligheder for klimatilpasning, som kan reducere risici for mennesker og natur. Mulighederne for implementering af tilpasningstiltag i den nære fremtid varierer på tværs af sektorer og regioner. Effektiviteten af tilpasning i forhold til at reducere klimarelaterede risici er dokumenteret i specifikke sammenhænge, sektorer og regioner, og vil falde i takt med stigende opvarmning.
Rapportens hovedbudskaber i detaljer
Observerede og fremtidige effekter og risici
Menneskeskabte klimaforandringer, herunder hyppigere og mere intense ekstreme hændelser, har forårsaget udbredte negative konsekvenser og påført natur og mennesker tab og skader, der overgår konsekvenser fra klimaets naturlige variabilitet. Nogle udviklings- og tilpasningsindsatser har reduceret sårbarheden. Det er observeret, at de mest sårbare befolkninger og systemer påvirkes disproportionalt, på tværs af sektorer og regioner. Stigningen i ekstreme vejr- og klimahændelser har ført til irreversible effekter, da naturlige og menneskelige systemer presses over grænsen for mulig tilpasning.
Menneskers og økosystemers sårbarhed over for klimaforandringer varierer væsentligt mellem og indenfor regioner, på grund af sammenhænge i krydsfeltet mellem socioøkonomisk udvikling, ubæredygtig udnyttelse af hav og land, ulighed, marginalisering, samt historiske- og nuværende mønstre for ulighed - såsom kolonialisme og forvaltning. Omtrent 3,3 til 3,6 mia. mennesker, lever under forhold, som er særdeles sårbare over for klimaforandringer. En stor andel af arter er sårbare over for klimaforandringer. Menneskers og økosystemers sårbarhed er indbyrdes afhængige. Nuværende ubæredygtige udviklingsmønstre gør økosystemer og mennesker mere udsatte over for klimarelaterede farer.
En global opvarmning som nærmer sig 1,5°C i den nære fremtid, vil forårsage uundgåelige stigninger i adskillige klimarelaterede farer og betyde adskillige risici for økosystemer og mennesker. Risikoniveauet vil afhænge af sideløbende tendenser i sårbarhed, udsathed og graden af socioøkonomisk udvikling og tilpasning i den nære fremtid. Indsatser i den nærmeste fremtid der begrænser den globale opvarmning til nær 1,5 °C vil, sammenlignet med højere opvarmning, reducerer forventede klimarelaterede tab og skader i menneskelige systemer og økosystemer betydeligt, men kan ikke forhindre dem alle.
Efter 2040 og afhængigt af niveauet af global opvarmning, vil klimaforandringer føre til talrige risici for naturlige og menneskelige systemer. For 127 identificerede nøglerisici, vurderes effekterne i midten og slutningen af århundredet at være op til adskillige gange højere end observeret i dag. Klimaforandringers størrelse og hastighed og de associerede risici afhænger kraftigt af udlednings- og tilpasningsindsatser i den nære fremtid, og forventede skadelige effekter og relaterede tab og skader eskalerer med enhver forøgelse af den globale opvarmning.
Tab af biodiversitet, forringelse, skader og transformationer af økosystemer er allerede nøglerisici i alle regioner på grund af global opvarmning og vil fortsætte med at eskalere med enhver forøgelse af den globale opvarmning. 3-14% af alle undersøgte arter på landjorden vil sandsynligvis være meget udryddelsestruede ved en global opvarmning på 1,5C, stigende til 3-18% ved 2C, 3-29% ved 3C, 3-39% 4C og 3-48% ved 5C.
Effekter og risici forbundet med klimaforandringer bliver i stigende grad komplekse og svære at håndtere. Adskillige klimarelaterede farer vil indtræffe samtidigt og mange klimatiske og ikke-klimatiske risici vil interagere og resultere i en sammensat, generel risiko, samt kaskaderisici på tværs af sektorer og regioner. Nogle reaktioner på klimaforandringer vil forårsage nye effekter og risici.
Hvis den globale opvarmning midlertidigt overskrider 1,5 °C i de kommende årtier (såkaldt overshoot), vil mange menneskelige og naturlige systemer udsættes for yderligere alvorlige risici, sammenlignet med et scenarie hvor den globale opvarmning forbliver under 1,5 °C. Afhængig af størrelsen og varigheden af overskridelsen, vil nogle effekter forårsage frigivelse af yderligere drivhusgasser og nogle effekter vil være irreversible, selv hvis den globale opvarmning reduceres.
Tilpasning og understøttende tiltag
Der er set fremskridt i planlægning og implementering af tilpasning i alle sektorer og regioner, hvilket har ført til adskillige fordele. Fremskridt i tilpasning er dog ulige fordelt og der ses huller hvor tilpasning mangler. Mange indsatser prioriterer akut og kortsigtet begrænsning af risici, hvilket reducerer muligheden for transformerende tilpasning.
Der findes gennemførlige og effektive muligheder for klimatilpasning, som kan reducere risici for mennesker og natur. Mulighederne for implementering af tilpasningstiltag i den nære fremtid, varierer på tværs af sektorer og regioner. Effektiviteten af tilpasning i forhold til at reducere klimarelaterede risici, er dokumenteret i specifikke sammenhænge, sektorer og regioner, og vil falde i takt med stigende opvarmning. Integrerede løsninger på tværs af sektorer, der adresserer sociale uligheder, differentierer indsatser baseret på klimarelaterede risici og går på tværs af systemer, øger gennemførligheden og effektiviteten af tilpasning i adskillige sektorer.
Havniveaustigninger udgør en markant og alvorlig udfordring for tilpasning, da det indebærer håndtering af forandringer, der sætter langsomt ind, samt en øget hyppighed og størrelse af ekstreme vandstandshændelser, som kommer til at eskalere i de kommende årtier. Sådanne tilpasningsudfordringer vil indtræffe langt tidligere ved en høj havniveaustigning, særligt i tilfælde af kollapsende iskapper, hvilket har lav sandsynlighed, men stor effekt.
Nogle bløde grænser for menneskelig klimatilpasning er allerede nået, men kan overvindes ved at adressere en række begrænsninger, heraf primært finansielle, institutionelle, politiske og forvaltningsmæssige begrænsninger. Hårde grænser for tilpasning er nået i nogle økosystemer. Med stigende global opvarmning vil der ske en stigning i tab og skader og flere menneskelige og naturlige systemer vil nå grænsen for tilpasning.
Siden Femte Hovedrapport er der øget evidens for fejltilpasning, på tværs af mange sektorer og regioner. Fejltilpasning kan skabe fastlåste sårbarheder, udsatheder og risici som er udfordrende og omkostningsfulde at ændre, og som forværrer eksisterende uligheder. Fejltilpasning kan undgås ved fleksibel, inkluderende og langsigtet planlægning på tværs af sektorer og implementering af tilpasningsindsatser der er gavnlige for mange sektorer og systemer.
Understøttende tiltag er afgørende for at implementere, accelerere og bevare klimatilpasning i menneskelige systemer og økosystemer. Disse tiltag inkluderer politisk forpligtigelse og gennemførsel, institutionelle rammer, politikker og redskaber med klare formål og prioriteter, forbedret viden om effekter og løsninger, mobilisering af – og adgang til tilstrækkelige finansielle ressourcer, monitorering og evaluering, samt inkluderende forvaltningsprocesser.
Klimarobust udvikling
Evidens for observerede effekter, forventede risici, grader af og tendenser for sårbarhed, og grænser for tilpasning viser, at en verdensomspændende indsats for klimarobust udvikling haster mere end vurderet i Femte Hovedrapport. Omfattende, effektiv, og innovativ respons kan udnytte synergier og reducere afvejninger mellem tilpasning og afbødning for at fremme bæredygtig udvikling.
Klimarobust udvikling muliggøres når regeringer, civilsamfund og den private sektor træffer inkluderende valg om udvikling, der prioriterer lighed, retfærdighed og begrænsning af risici, og når beslutningsprocesser, finansiering og indsatser integreres på tværs af forvaltningsniveauer, sektorer og tidsrammer. Klimarobust udvikling faciliteres gennem internationalt samarbejde og gennem samarbejde mellem regeringer på alle niveauer og befolkningsgrupper, civilsamfund, forsknings-, uddannelses- og andre institutioner, samt medier, investorer og virksomheder; og ved at udvikle partnerskaber med traditionelt marginaliserede grupper, heriblandt kvinder, unge, oprindelige folk, lokalsamfund og etniske minoriteter. Disse partnerskaber er mest effektive når de understøttes af politisk lederskab, institutioner, ressourcer – inklusiv finansiering – samt klimatjenester, informations- og beslutningsværktøjer.
I byer og bosættelser kan interaktioner mellem skiftende urbane former, udsathed og sårbarhed forårsage risici og tab skabt af klimaforandringer. Dog giver den globale tendens til urbanisering en afgørende mulighed i den nære fremtid, for at fremme klimarobust udvikling. Integreret, inkluderende planlægning og investering i hverdagsbeslutninger om urban infrastruktur, heriblandt social, grøn og grå infrastruktur, kan øge tilpasningsevnen betydeligt i byer og landdistrikter. Retfærdigt udbytte bidrager til adskillige fordele i forbindelse med sundhed, velfærd og økosystemtjenester, heriblandt for oprindelige folk samt marginaliserede og sårbare samfund. Klimarobust udvikling i byområder støtter også tilpasningsevnen i landdistrikter, gennem vedligehold af tjenesters og varers forsyningskæder og finansielle strømme i omegnen af byer. Kystnære byer og bosættelser spiller en særlig vigtig rolle i fremme af klimarobust udvikling.
Det er fundamentalt for klimarobust udvikling at værne om biodiversitet og økosystemer, set i lyset af de trusler som klimaforandringer udgør for dem og deres rolle i tilpasning og afbødning af klimaforandringer. Nyere analyser, som bygger på bred evidens, antyder at vedligeholdelse af biodiversitetens og økosystemtjenesters robusthed på global skala, afhænger af effektiv og retfærdig bevaring af omtrent 30% til 50% af Jordens land, ferskvands- og havareal, inklusiv økosystemer som er tæt på at være naturlige.
Det er utvetydigt at klimaforandringer allerede har forstyrret menneskelige og naturlige systemer. Tidligere og nuværende tendenser (tidligere udledninger, udvikling og klimaforandringer) har ikke fremmet global klimarobust udvikling. I hvilken grad udviklingen på den mellemlange- og lange bane vil blive mere eller mindre klimarobust, afgøres af samfundsmæssige beslutninger og indsatser implementeret i det næste årti. Det er vigtigt at understrege, at mulighederne for klimarobust udvikling i stigende grad reduceres, hvis nuværende drivhusgasudledninger ikke falder hurtigt - især hvis en global opvarmning på 1,5 °C overstiges inden for nær fremtid. Disse muligheder er begrænset af tidligere udvikling, udledninger og klimaforandringer, og muliggøres af inkluderende forvaltning, tilstrækkelige og passende menneskelige og teknologiske ressourcer, kapaciteter og finansiering.
Den samlede videnskabelige evidens er utvetydig: Klimaforandringer er en trussel mod menneskers helbred og klodens tilstand. Enhver yderligere forsinkelse af fælles global handling for tilpasning og afbødning vil forpasse muligheden for at udnytte et lille og hurtigt-lukkende vindue der kan sikre en beboelig og bæredygtig fremtid for alle.
- 270 forfattere fra 67 lande har i fire år arbejdet på den 6.000 sider lange baggrundsrapport. Rapporten har været i høringsrunder ad tre omgange, og det har affødt over 60.000 kommentarer, som forfatterne har reageret på i den grundige proces med at sikre rapportens videnskabelige kvalitet.
- Den sidste etape af rapportens udarbejdelse var at godkende sammendraget for beslutningstagere - også kendt som ”SPM” (Summary for Policy Makers). Godkendelsen er foregået på et virtuelt IPCC-møde de sidste to uger, og her har DMI udgjort Danmarks delegation.
- Mange tusinde sider er kogt ned til et sammendrag på 30 sider, og ved mødet blev det besluttet præcis hvilke af de mange vigtige budskaber, der fremhæves i sammendraget. Den præcise ordlyd blev godkendt af regeringsrepræsentanter fra hele verden, og forfatterne var med hele vejen for at sikre at teksten er i overensstemmelse med videnskaben.
Sjette hovedrapport – del 3
Klimapanel: Omgående handling – det betaler sig!
Hvis menneskeheden skal begrænse klimaforandringerne, skal vi handle øjeblikkeligt og omstille alle sektorer, ikke mindst energisektoren. Og vi kender allerede de løsninger, der skal i spil, hvis vi skal lykkes med at begrænse fremtidens klimaudfordringer. Sådan lyder det i seneste rapport fra FN’s Klimapanel, der har fokus på at begrænse indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.
Vi mennesker udleder fortsat stadig flere drivhusgasser, og vi kan – selv med de nuværende politiske løfter på verdensplan – forvente en markant stigning i temperaturen fremover. Det er budskabet i en ny rapport fra FN’s Klimapanel, der har fokus på, hvordan vi kan begrænse og modvirke klimaforandringer.
DMI har som Danmarks kontaktpunkt for panelet været tæt involveret i arbejdet med rapporten, der offentliggøres i dag i hele verden.
- Vi skal have et globalt kurskifte aldeles omgående, hvis vi skal bremse klodens temperaturstigning til det tålelige niveau aftalt i Paris i 2015. Den gode nyhed er, at vi faktisk kan, og at vi i grove træk ved hvordan. Men vi skal handle nu, det kan nemlig betale sig både for vores klode og vores pengepung. Alle skal bidrage til omstillingen, ikke mindst energisektoren, siger Adrian Lema, chef for Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.
Rapporten, IPCC ARWGIII, er resultatet af seks års arbejde med at gennemgå al relevant videnskabelig litteratur inden for området.
Find IPCC’s sjette hovedrapport del 3 på IPCCs hjemmeside her (Engelsk)
Rapportens vigtigste hovedbudskaber
- Den samlede menneskeskabte udledning af drivhusgasser er blevet ved med at stige gennem perioden 2010-2019. Den gennemsnitlige årlige drivhusgasudledning i perioden 2010-2019 var højere end i noget tidligere årti, men stigningen mellem 2010 og 2019 var lavere end stigningen mellem 2000 og 2009.
- De globale drivhusgasudledninger i 2030 der tilsvarer implementeringen af de Nationale Handleplaner (NDC’er) indmeldt inden COP26, gør det sandsynligt, at opvarmningen vil overstige 1,5 grader i løbet af det 21. århundrede. Hvis det derefter fortsat skal være sandsynligt at begrænse opvarmningen til under 2 grader, kræver det hurtig handling efter 2030.
- Globale drivhusgasudledninger forventes at toppe mellem 2020 og senest i 2025 i globale udledningsscenarier, der begrænser opvarmningen til 1,5 grader eller 2 grader. Uden styrkede politikker, der rækker længere end dem, der var implementeret i slutningen af 2020, forventes drivhusgasudledningerne at stige efter 2025, hvilket vil lede til en gennemsnitlig global opvarmning på 3,2 grader i 2100.
- Globale netto-nuludledninger af CO2 opnås i de tidlige 2050’ere i udledningsscenarier, som begrænser opvarmningen til 1,5 grader, og omkring de tidlige 2070’ere i dem der begrænser opvarmningen til 2 grader. Udrulning af teknologier til CO2-fangst (CDR, Carbon Dioxide Removal) er uundgåelig hvis netto-nuludledning af CO2, eller af drivhusgasser samlet set, skal opnås, fordi svært-omlæggelige tilbageværende emissioner skal modbalanceres.
- Omfattende reduktioner af drivhusgasudledninger inden 2030 og 2040, særligt af metan-udledninger, sænker opvarmningsniveauets toppunkt, reducerer sandsynligheden for overshoot og fører til mindre afhængighed af en netto-negativ CO2-udledning, der vender opvarmningen i den anden halvdel af århundredet. Hvis en netto-nul CO2-udledning opnås og bevares, resulterer det i et gradvist fald i opvarmningen.
- Reduktion af drivhusgasudledningen på tværs af hele energisektoren kræver gennemgribende omstilling, herunder en substantiel reduktion i generel brug af fossile brændsler, udnyttelse af lavemissionsenergikilder, et skift til alternative energilagringsmetoder, energieffektivisering og -besparelse. Fortsat anlæg af fossile brændsler uden CCS vil ’fastlåse’ udledninger af drivhusgasser.
- Den globale økonomiske fordel ved at begrænse opvarmningen til 2°C, er vurderet til at overstige prisen for handling.
- Fremskyndet og retfærdig klimahandling, både som modvirkning og tilpasning til klimaforandringernes konsekvenser, er kritisk for at sikre bæredygtig udvikling.
- Internationalt samarbejde spiller en afgørende rolle for at nå ambitiøse målsætninger for modvirkning af klimaforandringer. UNFCCC, Kyotoprotokollen og Parisaftalen understøtter styrkede nationale ambitioner og motiverer udvikling og implementering af klimapolitikker, selvom der stadig er mangler.
Rapportens budskaber i detaljer
Nyeste udvikling og aktuelle tendenser
Den samlede menneskeskabte udledning af drivhusgasser er blevet ved med at stige gennem perioden 2010-2019, hvilket også gælder de samlede nettoudledninger af CO2 siden 1850. Den gennemsnitlige årlige drivhusgasudledning i perioden 2010-2019 var højere end i noget tidligere årti, men stigningen mellem 2010 og 2019 var lavere end stigningen mellem 2000 og 2009.
Den samlede menneskeskabte udledning af drivhusgasser er steget globalt siden 2010 på tværs af alle større sektorer. En stigende andel af udledningerne kommer fra urbane områder. Forbedringer i energiintensiteten i forhold til BNP og i carbon-intensiteten af energi har givet reduktioner i CO2-udledningerne fra fossile brændsler og industrielle processer. De har dog været mindre end stigningen i de udledninger, som skyldes stigende globale aktiviteter indenfor industri, energiforsyning, transport, landbrug og bygninger.
De regionale bidrag til den globale udledning af drivhusgasser varierer fortsat markant. Variationer i regional og national udledning per indbygger afspejler til dels forskellige udviklingsstadier, men de varierer også markant inden for de samme indkomstniveauer. De 10 % af husholdningerne på kloden, der har den højeste udledning per indbygger, bidrager med en uforholdsmæssigt høj andel af den globale drivhusgasudledning fra husholdninger. Mindst 18 lande har bibeholdt reduktioner i deres udledninger over mere end 10 år.
Enhedsprisen på adskillige teknologier med lave udledninger er faldet løbende siden 2010. Innovationspolitikker har understøttet de lavere priser og støttet global implementering. Både skræddersyede og generelle politikker, der adresserer innovationssystemer, har imødegået de konsekvenser af social, distributions- og miljømæssig karakter, der potentielt kan være forbundet med global udbredelse af lavemissionsteknologier. Innovation har været langsommere i udviklingslande grundet manglende forudsætninger. Digitalisering kan understøtte udledningsreduktioner, men kan også have utilsigtede konsekvenser, hvis det ikke administreres på rette måde.
Siden Femte Hovedrapport har der været en gennemgående udvidelse af politikker og love som adresserer modvirkning af klimaforandringer. Dette har ført til undgåede udledninger som ellers ville være sket, og øgede investeringer i lavemissions-teknologier og -infrastruktur. Udledningspolitikker dækker ujævnt på tværs af sektorer. Fremdrift på justeringen af finansielle flows i retning af målene i Parisaftalen, forbliver langsom og undersøgte klimarelaterede finanansierings-flows er ulige fordelt på tværs af regioner og sektorer.
De globale drivhusgasudledninger i 2030 der tilsvarer implementeringen af de Nationale Handleplaner (NDC’er) indmeldt inden COP26, gør det sandsynligt at opvarmningen vil overstige 1,5 grader i løbet af det 21. århundrede. Hvis det derefter fortsat skal være sandsynligt at begrænse opvarmningen til under 2 grader, kræver det hurtig handling efter 2030. De politikker, der var implementeret i slutningen af 2020, forventes at resultere i højere drivhusgasudledninger end hvad der følger af NDC’erne.
Fremskrivninger af de samlede fremtidige CO2-udledninger henover levetiden for eksisterende og planlagt infrastruktur til benyttelse af fossile brændsler vil, uden yderligere reduktionstiltag, overgå den samlede CO2-udledning i scenarier der begrænser opvarmningen til 1,5 grader (med mere end 50% sandsynlighed, og med ingen eller begrænset overshoot). De samlede udledninger fra denne infrastruktur svarer tilnærmelsesvis til netto-udledning af CO2 i scenarier der sandsynligvis begrænser opvarmning til 2 grader (med mindst 67% sandsynlighed).
Transformation af systemer for at begrænse den globale opvarmning
Globale drivhusgasudledninger forventes at toppe mellem 2020 og senest i 2025 i globale udledningsscenarier, der begrænser opvarmningen til 1,5 grader (>50%) med ingen eller begrænset overshoot, samt i dem der begrænser opvarmning til 2 grader (>67%) og antager omgående handling. I begge udledningsscenarier, følger hurtige og omfattende reduktioner i udledninger gennem 2030, 2040 og 2050. Uden styrkede politikker, der rækker længere end dem, der var implementeret i slutningen af 2020, forventes drivhusgasudledningerne at stige efter 2025, hvilket vil lede til en gennemsnitlig global opvarmning på 3,2 grader i 2100.
Globale netto-nuludledninger af CO2 opnås i de tidlige 2050’ere i udledningsscenarier, som begrænser opvarmningen til 1,5 grader (>50%) med ingen eller begrænset overshoot, og omkring de tidlige 2070’ere i dem der begrænser opvarmningen til 2 grader (>67%). Mange af disse udledningsscenarier fortsætter til netto-negative CO2-udledninger efter de har nået nul. Disse udledningsscenarier inkluderer også omfattende reduktioner i udledningen af andre drivhusgasser. Hvor højt et niveau opvarmningen topper på, afhænger af de samlede CO2-udledninger indtil netto-nul-CO2 opnås og ændringen i andre klimapåvirkninger på det tidspunkt. Omfattende reduktioner af drivhusgasudledninger inden 2030 og 2040, særligt af metan-udledninger, sænker opvarmningsniveauets toppunkt, reducerer sandsynligheden for overshoot og fører til mindre afhængighed af en netto-negativ CO2-udledning, der vender opvarmningen i den anden halvdel af århundredet. Hvis en netto-nul CO2-udledning opnås og bevares, resulterer det i et gradvist fald i opvarmningen.
Alle globale udledningsscenarier der begrænser opvarmning til 1,5 grader (>50%) med ingen eller begrænset overshoot, og dem der begrænser opvarmning til 2 grader (>67%) involverer hurtig og omfattende og i de fleste tilfælde omgående reduktioner af drivhusgasser i alle sektorer. Reduktions-strategier involverer skift fra fossile brændsler uden CCS, til energikilder med lav eller ingen carbon-intensitet, såsom vedvarende energi eller fossile brændsler med CCS, efterspørgselsindsatser og energieffektivisering, reduktion af ikke-CO2-udledninger, samt udnyttelse af CDR-metoder som modvægt til resterende drivhusgasudledninger. Illustrative Mitigation Pathways (IMP’er) viser forskellige kombinationer af sektorstrategier for modvirkning af klimaforandringer, gældende for et givent opvarmningsniveau.
Reduktion af drivhusgasudledningen på tværs af hele energisektoren kræver gennemgribende omstilling, herunder en substantiel reduktion i generel brug af fossile brændsler, udnyttelse af lavemissionsenergikilder, et skift til alternative energilagringsmetoder, energieffektivisering og -besparelse. Fortsat anlæg af fossile brændsler uden CCS vil ’fastlåse’ udledninger af drivhusgasser.
Det er udfordrende, men muligt, at opnå netto-nuludledning af CO2 fra den industrielle sektor. Reduktion af industrielle udledninger vil indebære koordineret handling hele vejen gennem værdikæder for at støtte alle muligheder for modvirkning af opvarmning, herunder håndtering af efterspørgsel, energi- og materialeeffektivitet, cirkulære materialestrømme, såvel som reduktionsteknologier og transformerende ændringer i produktionsprocesser. Fremdrift mod netto-nuludledning af drivhusgasser fra industrisektoren vil understøttes af nye produktionsprocesser, der er baseret på elektricitet fra kilder med lav eller ingen drivhusgasudledning, hydrogen, brændstof og håndtering af CO2.
Byområder kan skabe muligheder, der løfter ressourceeffektiviteten og markant reducerer udledning af drivhusgasser, via systemisk omstilling af infrastruktur og byform gennem udviklingsscenarier med lav udledning, der går mod netto-nuludledning. Ambitiøse indsatser, der modvirker opvarmning for etablerede, hurtigt voksende og nye byer vil indebære: 1) at reducere eller ændre forbrug af energi og materialer, 2) elektrificering og 3) at øge optagelse og lagring af CO2 i bymiljøerne. Byer kan opnå netto-nuludledning, men kun hvis der reduceres udledninger i og udenfor byernes administrationsområder gennem forsyningskæder, hvilket vil have nyttige afsmittende effekter på tværs af sektorer.
I globale klimascenarier forventes eksisterende bygninger, som moderniseres, og planlagte nye bygninger at nå en netto-nuludledning i 2050, hvis der effektivt implementeres politikker som kombinerer ambitiøse budgetmidler, effektivitet og indsatser for vedvarende energi, samtidig med at barrierer for decarbonisering fjernes. Politikker med lave ambitioner øger risikoen for bygninger der ’indelåser’ udledninger i årtier, mens veltilrettelagt og effektivt implementeret indgriben i både nye og eksisterende moderniserede bygninger, har betydeligt potentiale for at bidrage til opnåelsen af FN’s Verdensmål i alle regioner, i takt med at bygninger tilpasses fremtidens klima.
Løsninger der fokuserer på efterspørgsel og lavemissionsteknologier kan reducere udledninger i transportsektoren i udviklede lande og begrænse udledningsstigninger i udviklingslande. Efterspørgselsindsatser kan reducere behovet for transportservices og understøtte omstillingen til mere energieffektive transportformer. Elektriske køretøjer, der kører på grøn strøm, repræsenterer det største reduktionspotentiale for landbaseret transport i et livscyklusperspektiv. Bæredygtige biobrændsler kan levere yderligere udledningsreduktioner for landbaseret transport på kort- og mellemlang sigt. Bæredygtige biobrændsler, lavemissions hydrogen og derivater (herunder syntetisk brændstof) kan understøtte begrænsning af CO2-udledninger fra shipping, luftfart og tung landbaseret transport, men det kræver forbedringer af produktionsprocesser og lavere udgifter. Mange strategier til udledningsreduktioner i transportsektoren kan have en række medfølgende fordele, herunder forbedret luftkvalitet, sundhedsfordele, retfærdig adgang til transportservices, færre trængselsproblemer og lavere materialeefterspørgsel.
AFOLU-tiltag (AFOLU:landbrug, skovbrug og anden arealanvendelse), der implementeres på en bæredygtig måde, kan bidrage store reduktioner i drivhusgasudledninger og øget fjernelse af CO2 fra atmosfæren, men kan ikke alene kompensere for manglende handling i andre sektorer. Dertil kan landbrugs- og skovprodukter fra bæredygtige kilder bruges i stedet for mere udledningstunge produkter i andre sektorer. Effekter af klimaforandringer, konkurrerende efterspørgsel på landarealer, fødevareforsyningssikkerhed- og levegrundlagsrelaterede konflikter, kompleksiteten i landejerskab- og forvaltningssystemer samt kulturelle aspekter, kan resultere i barrierer for implementering og ulemper ved dette. Der er mange lande-specifikke muligheder for at opnå positive sideeffekter (såsom bevaring af biodiversitet, økosystem services og levegrundlag) og undgå risici (f.eks. gennem tilpasning til klimaforandringer).
Modvirkning af klimaforandringer via efterspørgsel, indebærer ændringer i brug af infrastruktur, anvendelse af end-use teknologier samt sociokulturelle- og adfærdsændringer. Efterspørgselsindsatser og nye måder at levere tjenesteydelser på, kan reducere globale drivhusgasudledninger i slutbruger-sektorer med 40-70% i 2050, sammenlignet med baseline-scenarier, mens nogle regioner og socioøkonomiske grupper kræver ekstra energi og ressourcer. Muligheder for modvirkning via efterspørgsel vil samtidig give en forbedring af basale leveforhold helt generelt.
Udrulning af teknologier til CO2-fangst (CDR, Carbon Dioxide Removal) er uundgåelig hvis netto-nuludledning af CO2, eller af drivhusgasser samlet set, skal opnås, fordi svært-omlæggelige tilbageværende emissioner skal modbalanceres. Omfanget og timingen af udrulningen afhænger af ændringerne i bruttoudledning i forskellige sektorer. Udbredelsen af CO2-fangst afhænger af effektive løsninger, der kan adressere begrænsninger i forhold til tilgængelighed og bæredygtighed; særligt hvis udbredelsen skal ske i stor skala.
Indsatser til at modvirke global opvarmning, der koster 100 USD/ tCO2-ækvivalent eller mindre, vil kunne reducere de globale udledninger i 2030 med mindst halvdelen af niveauet i 2019. Det globale BNP stiger fortsat i udledningsscenarierne, men er få procent lavere i 2050, i forhold til scenarier hvor der ikke handles yderligere end nuværende politikker, hvis der ikke medregnes økonomiske fordele ved at modvirke klimaforandringer og dermed undgå skader forbundet hermed, eller reducerede tilpasningsomkostninger. Den globale økonomiske fordel ved at begrænse opvarmningen til 2°C, er vurderet til at overstige prisen for handling i størstedelen af den undersøgte litteratur.
Sammenhæng mellem afbødning, tilpasning og bæredygtig udvikling
Fremskyndet og retfærdig klimahandling, både som modvirkning og tilpasning til klimaforandringernes konsekvenser, er kritisk for at sikre bæredygtig udvikling. Klimatiltag kan også resultere i utilsigtede ulemper. Fordele og ulemper for de enkelte løsninger kan håndteres gennem politikudvikling. FN’s Verdensmål (SDG’erne, Sustainable Development Goals), der indgår i FN’s 2030 Agenda for bæredygtig udvikling, kan bruges som grundlag for at evaluere klimatiltag i forhold til bæredygtig udvikling.
Der er en tæt forbindelse mellem bæredygtig udvikling, sårbarhed og klima-risici. Begrænsede økonomiske, sociale eller institutionelle resurser leder ofte til høj sårbarhed og lav tilpasningsevne, særligt i udviklingslande. Adskillige tiltag fremmer både udledningsreduktion og klimatilpasning, særligt i relation til bosættelser, arealforvaltning og økosystemer. Dog kan både landbaserede og marine økosystemer blive påvirket negativt af modvirkningstiltag, afhængigt af hvordan de implementeres. Koordinerede politikker og planlægning på tværs af sektorer, kan skabe maksimal synergi og undgå eller reducere ulemper ved afvejninger mellem udledningsreduktion og tilpasning.
Styrket afværgning af klimaforandringer og bredere handling for at dreje udviklingen i en mere bæredygtig retning, vil have distributionsmæssige konsekvenser i og mellem lande. Opmærksomhed på retfærdighed og bred og meningsfuld deltagelse af alle relevante aktører i beslutningsprocesser på alle skalaer, kan opbygge social tillid og styrke og udvide støtten til transformerende forandringer.
Styrkelse af modsvar/ et stærkere modsvar/ muligheder for stærkere handling
Der er muligheder for modvirkning, der kan implementeres bredt i den nærmeste fremtid. Gennemførligheden varierer på tværs af sektorer og regioner, og er afhængig af kapaciteter samt med hvilken hastighed og størrelsesorden, implementeringen sker. For at indføre tiltag for modvirkning af global opvarmning i større skala, er det nødvendigt at styrke gunstige forhold og mindske eller fjerne forhindringer. Begge dele inkluderer geofysiske, miljømæssige, teknologiske og økonomiske - og i særlig grad - institutionelle og sociokulturelle faktorer. Stærkere handling, der rækker ud over de nationale handleplaner (indmeldt inden UNFCCC COP26), kan reducere og/eller omgå langsigtede udfordringer for gennemførlighed af de globale scenarier, der holder den globale opvarmning under 1,5°C i slutningen af århundredet, med lille eller begrænset overshoot.
I samtlige lande kan modvirkningstiltag, der samtænkes i en større udviklingskontekst, øge hastigheden, dybden og bredden af udledningsreduktioner. Politikker, der påvirker udviklingen i en bæredygtig retning, kan udvide porteføljen af tilgængelige muligheder for udledningsreduktioner og give mulighed for synergi med udviklingsmål. Tiltag kan indføres nu, for at ændre udviklingsforløbet og fremskynde udledningsreduktion og omstilling på tværs af systemer.
Afværgning af klimaforandringer støttes af forvaltning, der, afhængig af nationale forhold, fungerer gennem lovgivning, strategier og institutioner ved at levere rammer for forskellige aktørers interaktion og danne grundlag for politikudvikling og -implementering. Forvaltning på klimaområdet er mest effektiv når den går på tværs af adskillige politikområder, hjælper med at realisere synergier og minimere ulemper samt forbinder nationale og subnationale politiske niveauer. Effektiv og retfærdig forvaltning på klimaområdet bygger på involvering af aktører fra civilsamfundet, politik, erhvervslivet, ungdommen, arbejdsmarkedet, medierne, indfødte folk og lokalsamfund.
En række reguleringsmæssige og økonomiske tiltag er allerede blevet implementeret med succes. Løsningsdesign kan hjælpe med at imødekomme ligeværdighed og andre mål. Disse tiltag kan understøtte omfattende udledningsreduktioner og stimulere innovation, hvis de opskaleres og anvendes bredere. Politiske initiativpakker, der muliggør innovation og opbygger kapacitet, er bedre til at støtte et retfærdigt skift mod en lavemissionsfremtid, sammenlignet med individuelle politikker. Initiativpakker der omfatter hele økonomien, i sammenhæng med de nationale betingelser, kan lede til opnåelse af kortsigtede økonomiske mål, samtidig med udledningsreduktioner, og et skift i retning af bæredygtig udvikling.
Undersøgte finansielle overførsler er utilstrækkelige til at opnå målsætninger for udledningsreduktioner på tværs af alle sektorer og regioner. Udfordringen med at nå det tilstrækkelige niveau er størst i udviklingslande generelt set. Opskalering af finansiering til modvirkningstiltag kan understøttes af klare politiske beslutninger og signaler fra regeringer og det internationale samfund. Accelereret internationalt finansielt samarbejde er en kritisk betingelse for at opnå lavemissions- og retfærdig omstilling, og kan adressere uligheder i adgangen til finansiering samt omkostninger ved og sårbarhed for konsekvenserne af klimaforandringerne.
Internationalt samarbejde spiller en afgørende rolle for at nå ambitiøse målsætninger for modvirkning af klimaforandringer. UNFCCC, Kyotoprotokollen og Parisaftalen understøtter styrkede nationale ambitioner og motiverer udvikling og implementering af klimapolitikker, selvom der stadig er mangler. Partnerskaber, aftaler, institutioner og initiativer, som opererer på det sub-globale og sektorale niveau og involverer adskillige aktører, er fremspirende, med blandede niveauer af effektivitet.
Af Tilde Vejen Holst, Tina Christensen og Anne Hølmkjær Jacobsen
4. april 2022
Ny rapport fra FN's klimapanel: Landsektor udgør både problem og løsning i klimaforandringer
FN's klimapanel har i dag udgivet en særrapport om landsektorens rolle i klimasystemet, og hvordan den bliver påvirket af klimaforandringer. Rapporten beskriver klimaforandringer inden for landbrug, skovbrug og anden arealanvendelse og peger samtidig på mange muligheder for både reduktionstiltag og klimatilpasning.
To års intenst arbejde med at gennemgå al relevant videnskabelig litteratur har resulteret i en ny omfattende rapport fra FN's klimapanel IPCC med fokus på klimaforandringer og landsektoren. DMI har som Danmarks kontaktpunkt for panelet været tæt involveret i arbejdet med rapporten. Rapporten er et videnskabeligt indspark til beslutningstagere på både lokalt, nationalt og globalt plan.
Landsektoren er en meget vigtig del af klimasystemet, og der er mange aspekter af både klimatilpasning og klimaløsninger inden for både landbrug, skovbrug og naturområder.
”Rapporten beskriver, hvordan landsektoren både optager og udleder drivhusgasser, og hvordan sektoren har brug for tilpasning til fremtidens klima. Landbrug, skovbrug og anden arealanvendelse udgør globalt set ca. 23 pct. af de menneskeskabte udledninger, men landsektoren er også en del af løsningen, fordi planter og træer optager CO2, når de gror. Det har stor betydning, hvordan man dyrker jorden, så man ikke udpiner den, eller endnu værre, omdanner den til ørken. Også verdens skove er helt centrale. Dels skal vi passe på de skove, vi har, og på globalt plan skal vi genrejse og ny-plante skov, ” siger ph.d. Tina Christensen, klimavidenskabelig rådgiver hos DMI, som er dansk kontaktpunkt for FN’s klimapanel (IPCC).
I særrapporten understreger FN’s klimapanel, at klimaforandringer påvirker landsektoren negativt i form af ørkenspredning, mere usikker fødevareforsyning og flere ekstreme vejrfænomener. Fødevareproduktion udgør en væsentlig del af udledningen fra landsektoren, og udledningen fra fødevarer kan mindskes i flere led fra produktion til forbruger.
Rapportens hovedbudskaber
”AFOLU” udgør 23% af menneskeskabte udledninger
Aktiviteter inden for landbrug, skovbrug og anden arealanvendelse (AFOLU, Agriculture, Forestry and Other Land Use) stod for ca. 13% af CO2-udledningerne, 44 % af metan-udledningerne og 82% af lattergas-udledningerne fra menneskelige kilder globalt set i perioden 2007-2016, hvilket udgør 23% (12,0 +/- 3,0 GtCO2e/år) af de samlede menneskeskabte netto-udledninger af drivhusgasser. I samme periode optog landsektoren 1,2 GtCO2/år (svarende til 29% af de totale CO2-udledninger). Klimaforandringer kan forringe landsektoren evne til at optage drivhusgasser. Hvis man medregner alle trin i fødevaresystemet (fra jord til bord), anslås udledningerne at være 21-37% af de samlede menneskeskabte netto-udledninger.
Tidlig handling reducerer konsekvenser af klimaforandringer i landsektoren
Tidlig handling, der bekæmper klimaforandringer og fremmer klimatilpasning i landsektoren, kan have sociale, miljømæssige, økonomiske og udviklingsmæssige sidegevinster. Omgående reduktioner af menneskelige drivhusgasudledninger vil mindske de negative konsekvenser af klimaforandringerne i økosystemer og i fødevaresektoren. En udsættelse af handlinger vil medføre stadigt mere negative konsekvenser i landsektoren og forringe udsigten til bæredygtig udvikling.
Klimaforandringer påvirker fødevareforsyningen negativt
Siden industrialiseringen er temperaturen over land steget næsten dobbelt så meget som den globale gennemsnitstemperatur. Klimaforandringer, herunder hyppigere og kraftigere vejrekstremer, har påvirket fødevareforsyningen og terrestriske økosystemer negativt, og har bidraget til ørkenspredning og jordbundsforringelse i mange regioner. Klimaforandringer skaber yderligere pres på landjorden og forværrer derved de eksisterende risikofaktorer, der påvirker levevilkår, sundhed, biodiversitet, økosystemer, infrastruktur og fødevaresystemer. Under alle udledningsscenarier forudses øgede konsekvenser i landsektoren. Nogle regioner vil opleve øgede risikofaktorer, mens andre står over for hidtil uforudsete risikofaktorer.
Tiltag i fødevaresystemet kan bekæmpe klimaforandringer
Tiltag i hele fødevaresystemet fra produktion til forbruger, herunder fødevaretab og madspild, kan opskaleres for at fremskynde klimatilpasning og bekæmpelse af klimaforandringer. Det totale tekniske potentiale for reduktionstiltag for afgrøder og husdyrhold og skovlandbrug vurderes at være 2,3-9,6 GtCO2/år i 2050. Det totale tekniske potentiale for reduktionstiltag inden for kostomlægning vurderes at være 0,7-8 GtCO2/år i 2050.
Politisk regulering af fødevaresektoren kan have en række positive effekter
Når politikker, der adresserer arealanvendelse, og klimapolitik spiller sammen, kan det spare resurser, øge social robusthed, understøtte naturgenopretning og understøtte samarbejde mellem forskellige interessenter. Politikker på tværs af hele fødevaresektoren, inkl. kostændringer og bekæmpelse fødevaretab og madspild, bidrager til en mere bæredygtig arealanvendelse, øget fødevareforsyningssikkerhed og en udvikling med lave udledningsniveauer.
Politikker, der gør det lettere at følge sunde og bæredygtige diæter, kan bidrage til både klimatilpasning, bekæmpelse af klimaforandringer og udbedring af jordbundsforringelse, foruden at forbedre folkesundheden.
Samspil mellem løsninger i landsektoren kan skabe øget effekt
Mange af de løsningsmuligheder i landsektoren, der adresserer klimatilpasning og bekæmpelse af klimaforandringer, kan også bekæmpe ørkenspredning og jordbundsforringelser og øge fødevareforsyningssikkerheden. Potentialet for forskellige løsninger i landsektoren er regions- og kontekst-specifikke. Tiltag i landsektoren kan yde vigtige bidrage til klimatilpasning og bekæmpelse af klimaforandringer, men der er visse hindringer og begrænsninger.
Tiltag kan ske uden at skabe konkurrence om landarealer
De fleste tiltag bidrager positivt til bæredygtig udvikling og andre samfundsmål. Mange tiltag kan iværksættes uden at skabe konkurrence om landarealer og kan medføre en række sidegevinster. Nogle tiltag kan gøre behovet for landarealer mindre, og derved kan andre løsningsmuligheder udleve deres potentiale.
Selvom de fleste tiltag kan iværksættes uden at skabe konkurrence om tilgængelig jord, kan nogle tiltag øge efterspørgslen efter omlægning. Tiltag, der ikke kræver jordomlægning, inkluderer: Bæredygtig jord- og skovforvaltning, effektivisering af fødevareproduktionen, bedre kostvaner og mindsket madspild. Hvis reduktionstiltagene får et niveau, hvor de fjerner adskillige GtCO2 fra atmosfæren årligt, kan landomlægning medføre uønskede konsekvenser for klimatilpasning, ørkenspredning, jordbundsforringelser og fødevareforsyningssikkerhed. Når tiltagene har et begrænset omfang og indtænker bæredygtig forvaltning, vil der være færre uønskede konsekvenser, og der kan opstå sidegevinster.
Prioritering i arealanvendelse af landjorden afhænger af klimamål
Arealanvendelsen i fremtiden afhænger til dels af, hvilke klimamål der sættes og, hvilke tiltag der iværksættes. Alle udviklingsscenarier, der er i tråd med en målsætning om at begrænse opvarmningen til 1,5 grader eller et godt stykke under 2 grader, kræver reduktionstiltag i landsektoren og jordomlægning, og de fleste kombinerer på forskellig vis bioenergi, genplantning af skov, skovrejsning og reduceret skovrydning. Et fåtal af udviklingsscenarier kan med begrænset jordomlægning opnå 1,5 graders målsætningen, og således reducere konsekvenserne for ørkenspredning, jordbundsforringelser og fødevareforsyningen.
Bæredygtig jordforvaltning kan ske i samspil med klimaindsatser
Implementering af bæredygtig jord- og skovforvaltning kan forhindre og i nogle tilfælde tilbagerulle jordbundsforringelser. Samtidig understøttes klimatilpasning og bekæmpelse af klimaforandringer. Når jordbundsforringelser reduceres eller udbedres, på skalaer lige fra det enkelte landbrug til hele afvandingsområder, giver det omkostningseffektive og umiddelbare fordele for lokalsamfund, adresserer en række af FN’s verdensmål og har synergieffekter med klimatilpasning og bekæmpelse af klimaforandringer.
Socio-økonomisk udvikling har betydning for risikoen ved klimaforandringer
Den risiko, som fremtidige klimaforandringer stiller os overfor, vil ikke alene afhænge af, hvor stor opvarmningen er, men også af den fremtidige udvikling i befolkningens størrelse, forbruget, produktionen, den teknologiske udvikling og jordforvaltningen. Udviklingsveje med højere efterspørgsel på fødevarer, foder og vand, mere resursetungt forbrug og produktion og begrænsede teknologiske forbedringer i høstudbyttet fører til flere risici fra vandmangel i tørre områder, jordbundsforringelser og usikker fødevareforsyning.
Integreret bekæmpelse af ørkenspredning kan skabe større robusthed
Mange af de aktiviteter og tiltag, der bekæmper ørkenspredning, kan medvirke til klimatilpasning, bekæmpelse af klimaforandringer, opretholdelse af biodiversitet og har desuden sidegevinster for en bæredygtig udvikling. Bekæmpelse af ørkendannelse forbedrer jordens frugtbarhed, forøger kulstofoptaget i jordbund og biomasse, øger produktiviteten og fødevareforsyningen.
Involvering af befolkningen forbedrer beslutningsprocesser
Politiske beslutninger er mest effektive, når de involverer lokale myndigheder og beslutningstagere i udvælgelse, evaluering, implementering og monitorering af politiske instrumenter til klimatilpasning og reduktionstiltag i landsektoren. Dette gælder især for de, der er mest sårbare over for klimaforandringer, inkl. oprindelige folk, lokalsamfund, kvinder, fattige og marginaliserede.
Integration på tværs af sektorer og skalaer øger chancen for at maksimere sidegevinster og minimere trade-offs.
Der er 107 forfattere til rapporten, som består af førende forskere fra i alt 52 lande. 53 % af forfatterne er fra udviklingslande, og det gør rapporten til den første af IPCC’s rapporter med en majoritet fra udviklingslande.
Hvordan bliver en særrapport til?
FN’s klimapanel blev oprettet i 1988 og har som opgave at udgive rapporter om den forskningsbaserede viden om klimaforandringer, klimatilpasning og forebyggelse af klimaforandringer. Panelet udfører ikke selv forskning eller indsamler data, men bygger på al tilgængelig forskning om klima fra hele kloden.
Til særrapporten om klimaforandring og landsektoren har over 107 forfattere gennemgået og sammenstillet information fra 7000 forskningsartikler i rapportens 1300 sider. Rapporten har i flere omgange været i høring blandt eksperter, og forfatterne har forholdt sig til 28.000 kommentarer.
Rapporten blev endeligt godkendt efter en lille uges møde i Genève i Schweiz med regeringsrepræsentanter fra op mod 195 lande. På mødet sikrede hovedforfatterne og regeringsrepræsentanter i fællesskab, at rapportens sammendrag til beslutningstagere er forståeligt, relevant og er fagligt korrekt.
Danmark blev repræsenteret af to medarbejdere fra DMI, som er det danske kontaktpunkt for IPCC og klimavidenskabelig rådgiver for regeringen.
Rapporten blev offentliggjort torsdag den 8.8 kl. 10.00 på et pressemøde og på IPCC’s hjemmeside: http://www.ipcc.ch/
Sjette arbejdscyklus: Særrapport om 1,5 graders temperaturstigning
FN's klimapanel har udgivet en særrapport, der vurderer, hvilke effekter en opvarmning på 1,5 °C i år 2100 vil have sammenlignet med en global opvarmning på 2 °C. Den vurderer også, hvad der skal til for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C. Rapporten er den første rapport, som er udkommet under den sjette arbejdscyklus, som leder frem mod sjette hovedrapport.
Effekterne af den globale opvarmning omfatter arters uddøen, nedgang i biodiversitet, negative konsekvenser for sundhed, levebrød, sikkerhed for mennesker, fødevare- og vandforsyning, økonomisk vækst samt stigning i ekstreme vejrbegivenheder som hedebølger, tørke og kraftig nedbør.
Før denne rapport var der stor usikkerhed omkring, hvad forskellen på konsekvenserne ved en global opvarmning på 1,5 °C eller 2 °C præcist ville være. Det er der nu kastet mere lys over.
Nu står det klart, hvorfor det er vigtigt at nå målet på 1,5 °C, og at det på papiret stadig er muligt.
Koralrev er noget af det, som bliver utrolig hårdt ramt, når den globale temperatur stiger.
Stor forskel på 1,5 °C og 2 °C
Rapporten slår fast, at det har stor betydning for omfanget af klimaforandringerne, om temperaturstigningen bliver på 1,5 °C eller 2 °C.
For eksempel:
- Stigningen i havniveau er 10 cm mindre ved 1,5 °C i forhold til 2 °C global opvarmning.
- Et isfrit hav i Arktis om sommeren forventes 1 gang pr. århundrede ved 1,5 °C og mindst 1 gang pr. årti ved 2 °C.
- Ved en stigning på 1,5 °C kan vi forvente, at verdens koralrev indskrænkes med 70-90 %, mens tallet er helt oppe på over 99 %, hvis temperaturen øges med 2 °C.
1,5 °C kræver øget indsats
Rapporten fastslår, at den globale temperatur er steget 1 °C siden slutningen af forrige århundrede og stiger i øjeblikket med ca. 0,2 °C pr. årti. Hvis temperaturen fortsætter med at stige i samme takt, som den gør nu, når vi derfor 1,5 °C om 12-34 år.
Opvarmningen er to til tre gange højere i Arktis end det globale gennemsnit.
For at begrænse opvarmningen til 1,5 °C i slutningen af århundredet er det nødvendigt med globale CO2-reduktioner på 45 % i 2030 i forhold til 2010, og udledningerne skal nå nul omkring 2050.
Alle udledningsscenarier, der leder til 1,5 °C, involverer såkaldte negative udledninger, hvor CO2 skal fjernes fra atmosfæren.
Det kan gøres i form af f.eks. skovrejsning eller bioenergi med kulstofopsamling og lagring, CO2-optag i jorden, geologiske processer og CO2-optag i havet. Muligheden for at fjerne CO2 fra atmosfæren i stor skala er begrænset og forbundet med risici bl.a. hvad angår metodernes bæredygtighed.
Fordi planter optager CO2, kan det afhjælpe den høje koncentration af stoffet i vores atmosfære, hvis der plantes flere træer.
Hvis den globale opvarmning skal holdes nede på 1,5 °C, er det nødvendigt med hurtige og omfattende omstillinger på mange områder. Det indbefatter energiproduktion, land og skovbrug, industri, byer, infrastrukturer og transport.
Ændringerne skal være større og mere omfattende end nogensinde før og reducere udslip af CO2markant. F.eks. er alle de scenarier, der holder temperaturstigningen nede på 1,5 °C, afhængige af, at andelen af vedvarende energi udgør 70-85 % af elektricitetsforsyningen i 2050.
For en begrænsning i temperaturstigningen til 2 °C gælder det, at CO2 reduceres med 20 % i 2030, og at udledningerne skal nå nul omkring 2070.
Både hvis vi skal holde os på 1,5 °C og 2 °C gælder det, at der samtidig må reduceres kraftigt i øvrige typer drivhusgasser udover CO2.
Med de ambitioner, der er meldt ind i forbindelse med de internationale klimaforhandlinger, vil vi ikke kunne holde stigningen på 1,5 °C, men rammer sandsynligvis en global opvarmning på 3 °C i år 2100.
En omfattende arbejdsproces
Over 200 forfattere har gennemgået og sammenstillet information fra 6000 forskningsartikler i rapportens 800 sider.
Danmark blev repræsenteret af to DMI-medarbejdere ved mødet i Korea i uge 40, hvor rapporten blev endelig godkendt. Her sikrede hovedforfatterne, sammen med regeringsrepræsentanter fra op mod 195 lande, at rapportens sammendrag til beslutningstagere er forståeligt, relevant og er fagligt korrekt.
Du kan læse hele rapporten her.