Vejrarkivet

Siden Vejrarkiv består grundlæggende af fire elementer: 

  • En barre, hvor du vælger område og tidspunkt for det, du gerne vil se
  • Et graf-område, hvor du kan vælge parameter
  • Et kort, hvor du kan vælge parameter
  • En oversigt over normalværdier
Valg af område og tidspunkt

     

Først vælges det område, du er interesseret i - Danmark, Grønland eller Færøerne.

Herefter kan du for Danmark vælge en specifik kommune, mens det for Grønland og Færøerne er separate målestationer, der kan vælges imellem. I få tilfælde afviger vejrarkivets kommunegrænser fra de faktiske kommunegrænser, f.eks. hører Christiansø i vejrarkivet ind under Bornholms Regionskommune.

For Danmark har du også mulighed for at vælge 'Hele landet', mens der på Grønland og Færøerne er for få målestationer til, at det giver mening at beregne værdier for disse landområder som helhed.

Af tidsrum kan vælges timer, døgn, måned og år.

Der er nogle parametre, som kun opgøres i én værdi om dagen, f.eks. tørkeindeks og snedybde. Derfor kan de ikke vises i timer, men på kortet nedenunder vises parameteren for hele dagen.

Graf

Øverst til venstre vælges hvilket parameter, du vil se. Nogle parametre, f.eks. vind og temperatur, viser flere kurver for samme valgte parameter. 

Holder du musen hen over en bjælke eller målepunkt på kortet, får du mere information om det.

Bemærk at prikkerne eller søjlerne på kurverne ikke indikerer tidspunkter, men middelværdier eller summer i den tidsopløsning, der er valgt. F.eks. viser punktet kl. 11 på en kurve ikke værdien præcis kl. 11, men gælder for tidsrummet kl. 10:01-11. 

Grafen kan downloades som grafik (png-format) ved at trykke på de tre små vandrette streger oppe til højre i feltet.

Kort

Scroller du ned under grafen, ser du et kort over hele landet for hele den periode, som grafen viser. Har du f.eks. valgt ”døgn”, viser kortet værdierne for hele måneden. Kortmodulet er kun aktivt ved området Danmark.

Bemærk at du også kan vælge parametre i kortmodulet, og at der er flere end i grafen. Det skyldes, at grafen ved nogle parametre kan vise flere værdier på én gang (f.eks. højeste, laveste og middeltemperatur), mens kortet kun kan vise én værdi ad gangen.

Kortet kan hentes som billede ved at højreklikke på det og gemme.

Referenceværdier (2006-15)

Nederst på siden vises referenceværdier for det valgte område. Referenceværdien er gennemsnitlige månedsværdier beregnet ud fra 10-års perioden 2006-2015. Den vises for tre af de mest gængse parametre: Nedbør, temperatur og soltimer

Særligt for Grønland og Færøerne
Forklaring af tidsparameteren særligt for Færøerne og Grønland

Timer

Tallene opdateres løbende. De præsenterede data kan i perioder være fejlbehæftede, og der kan mangle værdier. Der udføres kvalitetskontrol først i hver måned for den foregående måned. De manglende eller ekskluderede værdier markeres enten som manglende ”Ingen data” eller med et ”!”.

Seks grønlandske nedbørstationer Mitt. Kangerlussuaq, Mitt. Sisimiut, Mitt. Narsarsuaq, Station Nord, Danmarkshavn og Ittoqqortoormiit måler ikke timenedbør, men døgnnedbør. 14 grønlandske flyvepladser (Mitt. eller Heliport) måler kun højeste og laveste temperatur hver 12. time, der således gælder 12 timer bagud.

Døgn, måned og år

Tallene opdateres løbende. De præsenterede data kan i perioder være fejlbehæftede, og der kan mangle værdier. Der angives, hvor mange timer/døgn der ligger til grund for beregningen. Der udføres kvalitetskontrol først i hver måned for den foregående måned. De helt manglende eller ekskluderede værdier markeres enten som manglende ”Ingen data” eller med et ”!”.

For Danmark vil du altid se fulde dataserier, da der i tilfælde med udfald bliver beregnet nye værdier ud fra dem, som stadig fungerer. I Grønland og på Færøerne er der dog, som nævnt ovenfor, for stor afstand mellem stationerne til, at der kan beregnes en fornuftig værdi i tilfælde, hvor der er fejl på en måling. De manglende eller ekskluderede værdier markeres derfor enten med ”Ingen data” eller med et ”!”.

Vores grafikker er til fri afbenyttelse, men må dog ikke bruges til kommercielle formål. DMI skal krediteres - dette er f.eks. gjort med det blå DMI-logo i øverste højre hjørne på de fleste af vores grafikker.

De allernyeste data i vejrarkivet kan være fejlbehæftede, da vi endnu ikke har haft tid til at gennemgå de indkomne observationer.

Kort introduktionsfilm til Vejrarkivet