DMI flytter op i højden

Som en del af regeringens plan for placering af styrelser i København flytter DMI fra Lyngbyvej til det ny-opførte klimakvarter ved Skt. Kjelds Plads. Som regeringens klimavidenskabelige rådgiver passer DMI perfekt ind i et kvarter med øget fokus på grøn omstilling og klimatilpasning, og færre kvadratmeter kan blive en fordel.

DMI har i mere end 30 år haft adresse på Lyngbyvej ved Ryparken station. For at fremme samarbejdsmulighederne på DMI samt at få bedre og moderne mødefaciliteter, skifter DMI et slidt kontorbyggeri ud med en moderne arbejdsplads i Sankt Kjelds Gård (SKG).

Selvom det også vil være vemodigt at forlade de trygge og hyggelige rammer på Lyngbyvej, kan flytningen ifølge DMI’s direktør Marianne Thyrring, udvikle DMI og øge samarbejdet på tværs af de mange fagligheder, der hører til på DMI. Fordele som i sidste ende også kommer samfundet til gode.

”Vi tror på, at flytningen kan give os nye og lettere arbejdsgange på tværs af DMI, og det, at vores mødefaciliteter og kontorer bliver mere moderne, kan udvikle os positivt. Derudover kommer vi til at bo sammen med andre institutioner, der ligesom os, leverer specialiserede data og services til hele Danmark, og det kan danne grundlag for nye samarbejdsmuligheder. Det bliver en stor forandring for os alle, men også en mulighed, der kan blive til stor værdi for os og vores brugere.”

De nye lokaler vil give tættere relationer

I dag er DMI’s hovedsæde på Lyngbyvej fordelt i fire toetagers bygninger, som danner en firkant rundt om et hyggeligt gårdmiljø. Det giver mange trapper, gange og døre, som fysisk adskiller afdelingerne. De nye lokaler vil være fordelt på to etager i samme bygning, og afstanden bliver derved kortere fra de mange forskere, til den IT-ansatte og til vores døgnbemandede vejrtjeneste.

De kortere afstande vil gøre, at medarbejderne får set mere til hinanden, og den vil styrke de stærke sociale bånd, der allerede er på DMI, og som spænder bredt inden for forskellige fagligheder.

Flytningen giver også god mening set med både Bygningsstyrelsen og skatteyderens øjne.

”Vi glæder os virkelig over, at vi efter istandsættelsen af Skt. Kjelds Gård kan byde en stor og vigtig statslig institution som DMI ind i et moderniseret kontorknudepunkt om 1-1½ år, hvor flere institutioner deler fælles faciliteter som for eksempel reception, kantine og mødecenter,” siger kontorchef i Bygningsstyrelsen Thea Marie Dam og supplerer: ”Fra et skatteyder perspektiv er det også værd at notere, at DMI flytter ud af et privat lejemål og ind i nogle ledige lokaler i en statsejet ejendom. Det betyder, at staten sparer udgiften til det private lejemål.”

Udsigten på taget af SKG

Udsigten fra taget af den bygning, som om et års tid kommer til at huse DMI. Foto: Annette Bakke Jensen.

Ikke nogen helt almindelig flytning

Da DMI en del af beredskabet og den samfundskritiske infrastruktur i Danmark, og meteorologerne skal kunne overvåge og varsle for voldsomt vejr døgnet rundt hele året. Det kræver en konstant oppetid og en kompleks og omfattende IT-infrastruktur. Derfor er flytningen ikke noget, der kan ske henover en weekend, og den er en god anledning til at få ryddet op i IT-systemer, så alt kan flyttes, samtidig med at driften styrkes og IT-sikkerheden fortsat er høj.

Alene køleanlægget til DMI’s servere er så store, at der skulle en 250 tons tung kran til at hejse dem op på taget af bygningen. Kirstineberg, gaden som kranen stod på, blev spærret af, så de hhv. 13,5 og 6,5 tons tunge containere, som skal udgøre et lydisoleret såkaldt ’Bulderhus’ i serverrummet, kunne blive hejst op.

Flytningen tager derfor sin tid, og forventningen er, at DMI kan flytte ind i de nye lokaler om cirka to år.

Køleranlæg hejses op

Det er ikke nogen nem sag at flytte en vejrtjeneste. Alene køleranlægget krævede afspærring og stor kran.

  • Regeringen har lavet en såkaldt Københavnerplan, som går ud på at samle statslige styrelser med henblik på at spare husleje.
  • Ud over DMI’s hovedbygning som ligger på Lyngbyvej, har DMI også kontor i Karup, i Skrydstrup og i Nuuk i Grønland.

Af Herdis Preil Damberg
30. november 2020

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram