Februar gav vand til overflod

Februar 2022 er allerede en af de vådeste, DMI har målt. Og med endnu en uge forude kan måneden rykke endnu højere op på rekordlisten.

Bor man i Danmark, er man van(d)t til at februar kræver ordentligt fodtøj, men februar 2022 har i dén grad krævet gummistøvler snarere end vinterstøvler.

Februar 2022 bliver formentlig den næstvådeste februar, DMI har registreret, siden de landsdækkende målinger blev sat i gang i 1874.

Lige nu ligger vi på landsplan med 106 mm på en tredjeplads i top-10 over de vådeste februar måneder, men meget tyder på, at vi i løbet af de nærmeste dage vil se nedbørsummen passere 109 mm, og derved vil måneden indtage en andenplads.

Førerskamlen indtages af 2020 med 135,8 mm, og den mængde regn når vi – næppe – op på.

For det bliver lidt mere tørt i denne uge, selvom vi næppe slipper for perioder med regn eller slud, fordi flere fronter skal passere landet – heldigvis ser det ud til, at nedbøren især rammer i nattetimerne. Og at et højtryk med lidt sol lander i den kommende weekend.

 


Placering

År

Nedbør (mm)

1

2020

135.8

2

2022

ca. 120

3

2002

109

4

1990

92

5

1958

91

6

1988

90

7

2007

79

8

1997

79

9

1935

76

10

1910

74

10

1950

74

10

2000

74

Lavtryk trækker vand og vind
De kraftige lavtryk, der har ramt Danmark den seneste tid, fører andet end regn med sig.

 

Blæsten har flere gange rundet stormstyrke givet anledning til, at DMI har måttet udsende flere stormvarsler.

 

Det seneste stormlavtryk, der i vinterferiens uge 7 ramte den sydlige del af Danmark, blev navngivet Nora.

 

Højeste vindhastighed på 28,1 m/s blev registreret på Rømø.

 

Kraftigste vindstød på 37,4 m/s blev målt ved Gedser.

 

Og selvom fem vejrstationer registrerede vind af stormstyrke, var det stormramte areal så begrænset, at Nora ikke bliver klassificeres som en egentlig storm på DMI’s stormliste. Den bliver klassificeret som et nationalt klasse 1 blæsevejr.

 

For at en storm kan opnå betegnelsen klasse 2 storm på DMI’s stormliste, skal mindst 10 procent af de kystnære områder ruskes af en middelvind på mindst 24,5 m/s. Og det formåede Nora ikke. Selvom fem vejrstationer registrerede vind af stormstyrke, blev kun otte procent af landet ramt, så Nora ender derfor som et førsteklasses blæsevejr.

 

Uanset den nationale klassifikation har der været storm der, hvor vinden er målt til stormstyrke. Det må bare kaldes ’lokal storm’.

 

Storm i klasse 2 beregnes for middelvindhastigheder fra 24,5 -26,4 m/s.

 

Klasse 3 beregnes for middelvindhastigheder fra 26,5 -28,4 m/s.

 

Varsling på vej
Selvom februars store mængder nedbør har medført, at der flere steder i landet flyder vældig meget vand i åer og søer, udsender DMI ikke officielle hydrologiske varsler – endnu.

 

Finansloven for 2022 udpeger DMI som myndighed for oversvømmelsesvarsling, og DMI er derfor i gang med at opbygge denne kapacitet.

 

Dette indebærer også, at DMI pr. 1. januar 2022 blev medlem af det tværeuropæiske varslingssamarbejde EFAS (European Flood Awareness System), som udsteder notifikationer om risiko til medlemmerne.

 

I løbet af foråret begynder DMI at udarbejde de første regionale risikomeldinger på baggrund af EFAS’s data.

 

Sidst på året vil realtidsobservationer af vandstand og afstrømning fra danske vandløb begynde at løbe ind på DMI, hvilket giver DMI mulighed for at levere de første officielle oversvømmelsesvarsler fra begyndelsen af 2023. Varslinger vil herefter blive videreudviklet og forfinet i de efterfølgende år.

 

Arbejdet med at opbygge kapacitet til at varsle oversvømmelser er en kompleks opgave som involverer data, viden og samarbejde mellem flere instanser. De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, Miljøstyrelsen, Kystdirektoratet, Beredskabsstyrelsen samt de kommunale redningsberedskaber spiller en stor rolle.

 

Stormlisten finder du her.

 

Af klimatolog Mikael Scharling
Torben Abildgaard, DMI Kommunikation
21. februar 2022

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle