Danmark hjælper fattige lande mod farligt vejr

Farligt vejr følger med klimaforandringerne, og vi får mere af det – især rammes verdens fattigste lande og østater. Danmark vil nu bidrage til et globalt initiativ, der skal få flere vejrmålinger på verdenskortet. Vejrmålinger er nemlig afgørende, når der skal varsles for farligt vejr.

Danmark vil bidrage til et nyt initiativ under Verdens Meteorologiske Organisation (WMO), der skal gøre klodens mest udsatte lande mere robuste til at håndtere og tilpasse sig konsekvenserne af klimaforandringer. Det annoncerede WMO onsdag aften på FN’s Klimatopmøde, COP26.

Forudsigelse af ekstremt vejr kræver vejrmålinger

I takt med klimaforandringerne vil vi se flere tilfælde af farligt vejr over hele kloden – især i de fattigste lande og østater.

Det er derfor vigtigt at kunne forudsige og håndtere ekstremt vejr. Og det kræver blandt andet flere vejrmålinger.

”Vejret på jorden bliver voldsommere og farligere på grund af klimaforandringerne – især i de fattigste dele af verden Flere vejrmålinger på landkortet vil give en mere nøjagtig vejrudsigt, varsling og viden om klimaet – og det vil komme os alle til gode,” siger Marianne Thyrring, direktør på Danmarks Meteorologiske Institut.

Flere brikker til puslespillet

Konsekvenserne af den globale opvarmning vil ramme hele verden, og nogle af verdens mest fattige og sårbare lande kan forvente både hyppigere og mere ekstreme vejrfænomener – fra ekstrem tørke og hedebølger til voldsomme nedbørsmængder, stormflod og oversvømmelser.

Vejrmålinger er uundværlige, når der skal varsles for farligt vejr. Det er derfor en stor udfordring, at der findes store områder på kloden, hvor man ikke har vejrmålinger. Der mangler især observationer fra de fattigste udviklingslande og små østater – særligt i Afrika syd for Sahara.

Ifølge Verdensbanken vil en dollar investeret i at styrke observationer af vejret give et socioøkonomisk afkast på 26 dollars.

I fremtidens klima bliver der stort behov for flere vejrmålinger

Vejrmålinger bliver stadig mere afgørende i fremtidens klima.

Flere vejrmålinger bidrager til bedre globale klimamodeller, der bruges til at overvåge klimaforandringerne, og når landene skal tilpasse sig til klimaet.

”I Danmark er vi eksperter i at måle konsekvenserne af klimaet, og vi varsler døgnet rundt mod farligt vejr. Vi er som grønt foregangsland parate til at åbne vores værktøjskasse for verdens fattigste lande,” afslutter Marianne Thyrring, direktør på Danmarks Meteorologiske Institut.

Læs mere i WMO's pressemeddelelse her.

 

Faktaboks I Hvad er SOFF?
- Den seneste rapport fra FN’s Klimapanel understreger blandt andet, at fremtidens ekstreme vejr bliver endnu mere ekstremt.

- DMI er Danmarks medlem i WMO, der har igangsat et initiativ kaldet Systematic Observations Financing Facility (SOFF) sammen med FN's Udviklingsprogram (UNDP) og FN's Miljøprogram (UNEP). SOFF er en ny finansieringsmekanisme, der skal udbrede og styrke det globale meteorologiske observationsnetværk i de regioner, hvor der i dag mangler vejrmålinger.

- SOFF skal hjælpe med at gøre verdens mest udsatte lande mere robuste, så de kan håndtere og tilpasse sig konsekvenserne af klimaforandringer samt forudsige og varsle ekstremt vejr, som er afhængig af vejrmålinger.

- WMO arbejder på at skaffe 400 mio. USD over en femårig implementeringsperiode. Midlerne skal finansiere de nødvendige investeringer i infrastruktur samt udvikling af lokal kapacitet til at operere og vedligeholde observationsnetværket.

- Danmark har endnu ikke offentliggjort beløbet for økonomiske støtte til SOFF. Danmarks Meteorologiske Institut forventer at supplere det økonomiske bidrag med aktivt engagement i implementeringen af SOFF.

Af Anja Fonseca
4. november 2021

Viden om vejr og klima

Se alle