
Den hastigt tiltagende afsmeltning fra Grønland og Antarktis betyder, at is nu er den vigtigste årsag til at verdenshavene stiger. Ny forskning fra Nationalt Center for Klimaforskning og University of Leeds sætter tal på: 1,8 cm siden 1990’erne, alene på grund af afsmeltning.
Grønland og Antarktis mister is med overraskende hastighed.
Siden man begyndte at måle vandstandsstigninger i 1990’er har afsmeltningen fra Antarktis givet 7,2 mm i vandstandsstigninger, mens Grønland har bidraget med 10,6 mm. Det skal lægges sammen med varmeudvidelsen af havet når temperaturen stiger, og de seneste målinger viser, at verdenshavene nu stiger med 4 mm om året.
”Vi vidste godt, at afsmeltningen af is ville accelerere, men det går altså noget hurtigere, end vi forventede. Virkeligheden overhaler næsten de klimamodeller, som vi hidtil har brugt til at beregne afsmeltning”, siger Ruth Mottram, klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.
Resultaterne er netop blevet offentliggjort i det anderkendte tidsskrift Nature Climate Change.
IPCC’s højeste scenarie
I undersøgelsen sammenlignes observationer af gletsjeres tilbagetrækning med beregninger af afsmeltning fra klimamodeller for Antarktis og Grønland.
Her kan man se, at afsmeltningen følger det højeste scenarie i IPCC’s seneste store klima-rapport, selvom CO2 udledningen ligger lidt under det scenarie (Læs IPCC’s Fifth Assessment Report).