70-årshændelse i Københavns Havn

En gang på 70 år - så tit vil man se vandstanden i Københavns Havn nå op på 143 centimeter over Dansk Vertikal Reference. Men det var netop, hvad der skete fredag den 19. januar 2007 kl. 7:30 - 8:00 om morgenen i henhold til DMI’s måler.

"Følger vi Kystdirektoratets højvandsstatistik fra 2002, så var det faktisk var der tale om en 70-års hændelse," fortæller oceanograf Jacob Woge Nielsen fra DMI’s center for ocean og is.

"Netop København ser ud til at have haft den højeste vandstand i regionen, men højvandet ramte hele Øresundsregionen, idet både danske og svenske målere viste et samtidigt højvande på et stykke over 1 meter," fortsætter oceanografen.

Det usædvanlige højvande var forårsaget af en kombination af to ting:

  • Orkanen, der i første omgang ramte de britiske øer, det nordlige Frankrig, Benelux-landene og Tyskland, skyldtes et lavtryk, der passerede tværs henover Jylland, Fyn og Sjælland. På bagsiden af lavtrykspassagen fik vi en kraftig nordvestenvind over Kattegat, der pressede vand ned i Øresundsregionen.
  • Generelt forhøjet vandstand i hele Østersøregionen (inklusive Kattegat og Bælthavet). Gennem hele januar måned har vi haft ekstremt meget vind fra vest, og det har øget middelvandstanden i Østersøen til noget nær rekordhøjde.

"De 'normale' udsving i Østersøen ligger på +/-0.7 meter, og observationerne af vandstand i Østersøen viser en generel middelvandstand omkring +0.7-0.8 meter. Det øger risikoen for opstuvning af vand i Øresund, Storebælt og Lillebælt, fordi det er svært at presse yderligere vandmængder ind i Østersøen. Desuden betyder det generelt højere vandstandsniveau i Kattegat og Bælthavet, at maksimalvandstanden under højvandssituationer bliver forøget med dette niveau," slutter Jacob Woge Nielsen.

 23. januar 2007.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle