Ustadigt efterårsvejr

En svag front skal de kommende dage ligge over eller nær Danmark og kan bølge lidt frem og tilbage.

I forbindelse med fronten kan vi opleve overskyet vejr og stedvis lidt regn af og til, men tirsdag kan der også blive plads til lidt eller nogen sol i perioder. Temperaturen ligger i dag og i morgen mellem 14 og 19 grader, og om natten falder den til mellem 6 og 14 grader, køligst natten til onsdag inde i landet, hvor det klarer op.

Vinden er let til frisk fra vest og sydvest og ved kysterne frisk til hård. Senere aftager vinden til svag til jævn fra vestlige eller skiftende retninger. Er man til at få vind i håret eller måske windsurfing, er vindforholdene derfor nok bedst i dag.

Alt i alt en start på ugen med både skyer, lidt regn, lidt vind, men også mulighed for lidt eller nogen sol.

Ser vi længere frem i ugen, bliver vejret mere ustadigt fra torsdag. Her skal et lavtryk passere området fra sydvest med udbredt regn. Det næste frontsystem med regn kommer allerede fredag, så det gælder om at nyde det endnu relativt gode vejr.

Af vagthavende meteorolog Hans Peter Wandler

De kommende dage kan blive en blanding af sol og skyer. Foto Dorthe Ritter Hetner Larsen

Viden om vejr og klima

Se alle