En linje med kraftige regn- og tordenbyger er de sidste timer trukket op over Fyn, Djursland, Vestsjælland og Anholt og har givet skybrud flere steder.
Det kraftigste skybrud der umiddelbart er registreret er på den vestlige del af Lolland, hvor der faldt 18,8 millimeter på 30 minutter. Bygerne har været kraftige og mange har været med skybrudsintensitet, men har bevæget sig for hurtigt til at nå 15 millimeter på 30 minutter, som det jo kræver for at det registreres som skybrud.
Bygerne er nu ved at dø ud og vi går nu en nat i møde, hvor der kun vil være enkelte byger tilbage.
Når vi når frem til de tidlige morgentimer, vil en ny linje med byger, der igen kan være med torden, bevæge sig ind over Vestjylland.
Dermed er der langt op til en lørdag med spredte byger, de ser dog ikke ud til at blive ligeså kraftige som dem vi har oplevet i dag, og i løbet af eftermiddagen også kigge frem.
Der er altså nu blevet lukket op for vestenvindens motorvej og derfor ser både weekenden og den kommende uge ud til at byde på ustadigt vejr med regn eller byger næsten hver dag, men også enkelte perioder med sol. Temperaturerne ventes generelt at holde sig mellem 15 og 20 grader. Så man kan roligt sige, at efteråret er skudt i gang.
Af meteorolog Anja Bodholdt, fredag den 28. august kl. 21.15